Carabao Cuppen tvunget til stor ændring
Det er ingen hemmelighed, at de fleste Premier League-managere nok godt kunne undvære Carabao Cuppen.
Og nu er der godt nyt til de managere og klubber, der ikke kunne være mere ligeglade med den mindre pokalturnering.
Fra den kommende sæson sker der nemlig ændringer i turneringen, skriver The Telegraph.
Avisen skriver, at Carabao Cuppen er blevet tvunget til at indføre et nyt seedingsystem som følge af et udvidet Champions League-format.
Fremover vil Champions League-kvalificerede klubber ikke kunne støde ind i Europa League-klubber.
Desuden spredes kampene i den tredje runde over to uger for at forhindre, at kampprogrammet bliver presset til det yderste.
Ændringen kommer på baggrund af, at flere klubber tidligere har advaret om, at de er nødt til at stille med ungdomsreserverne, såfremt der ikke bliver gjort noget ved formatet.
Desuden er det allerede blevet annonceret, at der ikke vil være omkampe i FA Cuppen fra den kommende sæson.
I ugen mellem 16. og 23. september vil Champions League og Carabao Cuppen støde sammen, og det har Manchester Citys manager, Pep Guardiola, også bemærket.
– I næste sæson, når vi spiller i Champions League, ligger det samme uge som Carabao Cuppen.
– Hvordan skal vi spille de kampe? Vil vi spille med EDS (udviklingstruppen, red.) i Carabao Cuppen?
– Efter næste sæson skal vi til Klub-VM. Vi er utroligt tilfredse, det drejer sig om en masse penge og er meget prestigiøst. Men hvor mange fridage skal jeg give mine spillere? Det er ikke holdbart, har Guardiola tidligere sagt.
Jürgen Klopp får ikke glæde af ændringerne fra den kommende sæson, da han officielt er fortid hos Liverpool. Den 56-årige tysker har afsløret hvilke tre signings, han ville have hentet til Liverpool, hvis han havde haft et ubegrænset transferbudget.


















