Brian Jensen droppet på landsholdet: Brød sammen efter besked fra Morten Olsen
Brian Jensen fylder 51 år i dag.
Brian var frem for alt en ”self made man”. Han havde sin helt egen jordnære og ligefremme tilgang og stil.
Et Bæst på The Hawthorns
Han voksede op på Nørrebro, gik i katolsk skole og spillede i B.93. Han var ikke det mest indlysende målmandstalent, men han var energisk og målrettet, og tog til Holland som ganske ung og fik en kontrakt med AZ Alkmaar.
Efter nogle år uden det store gennembrud skiftede Brian tulipaner og træsko ud med en tjans i West Bromwich Albion, hvor han blev en populær skikkelse og fik tilnavnet ”The Beast”.
”Bæstet” var elsket på The Hawthorns på grund af sin ”liv eller død” mentalitet. Han havde hjertet uden på trøjen og fightede med hver en fiber i alle opgør. I længden tabte danskeren desværre kampen om pladsen i buret til den meget opreklamerede Russell Hoult, men en transfer til Burnley i 2003 blev Bæstets lykke.
De næste 10 sæsoner var Brian en loyal og hårdtarbejdende keeper på Turf Moor. På sine bedste dage imponerede han hele England med en reaktionsstyrke der forekom næsten uvirkelig for så stor en mand. Blandt andet huskes flere fantastiske straffesparksredninger.
Fightede sig tilbage
Burnley er ikke en storby, og klubben har begrænsede økonomiske midler, sammenlignet med de fleste andre på engelsk fodbolds øverste hylde.
I mange år var The Clarets kendt som en talentfabrik, hvor bestyrelsesformanden, Bob Lord (kaldet The Burnley Krustchev efter den karismatiske sovjetiske leder) kæmpede med næb og kløer både imod afskaffelsen af lønloftet ift. spillernes kontrakter, såvel som tv-kommercialiseringen af spillet.
Devisen var simpel: Hvis der kom for mange penge i fodbold, ville Burnley blive hægtet af i forhold til de store metropoler. Sådan gik det da også. Klubben spillede i årevis i den næstbedste række, således også da Brian Jensen kom til byen.
I de første tre sæsoner stod Jensen fast. Men der var alligevel tvivl i klubledelsen om han var god nok, hvis Burnley skulle rykke op. Så der blev hentet en ny keeper, Mike Pollitt, ind i 2007. Brian var skuffet og forlangte at komme på transferlisten. Men til træning knoklede han på, og snart havde han vundet pladsen tilbage.
Året efter købte Burnley ungareren Gabor Kiraly (ham med joggingbukserne), men Jensen stod fremragende og holdt atter trøjen med nummer 1. Han havde en usandsynlig stærk sæson, og Burnley avancerede minsandten til Premier Leagues forjættede land. Oprykningen kom i hus via playoff. Jensen blev kåret til Årets Spiller i klubben, og Kiraly fik ikke en eneste kamp.
The Beast vakte en del opsigt i Premier League. Nogen stilren keeper blev han aldrig. Der var lidt tumling over ham. Men han var stor og vild og ganske imponerende stærk i de dueller der opstår, når modstandernes angribere har friløbere.
Dem var der en del af i den sæson, for Burnley måtte ned i The Championship, og der røg hele 82 mål ind bag danskeren. Men han formåede alligevel at aftvinge respekt.
Landsholdet var lukket land
Det var synd og skam at Jensen aldrig blev belønnet med en landskamp. Det er blevet fortalt af flere kilder, at Brian brød sammen og græd utrøsteligt da han, i forbindelse med en landsholdssamling hvor han var blevet indkaldt som ekstra reserve, fik at vide af Morten Olsen og målmandstræneren Lars Høgh, at der ikke ville blive satset på ham fremover.
Med den fine indsats som Brian leverede i Burnleys sæson i den bedste række, kunne der sagtens være blevet en landsholdschance til ham. Men det skete aldrig.
Året efter var der mæthed i truppen efter nedrykningen. Brian mistede pladsen i buret til Lee Grant, og denne gang kunne han ikke kæmpe sig tilbage. I 2013 skiftede han til Bury nede i League Two, og siden blev det til optrædener for Crawley Town og Mansfield, inden karrieren blev rundet af i nordirske Crusaders.
Efter den meget lange aktive karriere har Brian Jensen virket som målmandstræner, senest i Shrewsbury. Han har også haft sit eget målmandsakademi.
For nogle år siden skrev Hans Krabbe og Dan Hirsch Sørensen en glimrende biografi; ”Beast” om Brian. I fjor berettede Tipsbladet, at han kunne være interesseret i at returnere til Danmark. Og så er han far til den meget talentfulde målmand, Sebastian Jensen, der i 2024 fik en kamp på det danske U-18 landshold.
Han er pt. på kontrakt i Brighton. Måske får sønnen opfyldt den drøm om det danske landshold, som faren aldrig fik realiseret.



















