Ancelotti med chokerende melding om Bodø/Glimt
Det lyder som en aprilsnar, men den er god nok. Verdens mest vindende træner, Carlo Ancelotti, der i dag står i spidsen for selveste Brasilien, har netop sendt en verbal kærlighedserklæring mod nord. Men det er hverken Real Madrid, Manchester City eller Inter, den italienske legende peger på.
Nej, ifølge “Don Carlo” findes Europas bedst organiserede mandskab i en lille norsk by nord for polarcirklen.
Bodø/Glimt har i denne sæson sendt chokbølger gennem Champions League. Selvom de for nylig måtte se sig slået af Sporting CP med samlet 5-3, har deres vej dertil været intet mindre end historisk. Kjetil Knutsens tropper har undervejs nedlagt giganter som Manchester City, Inter og Atlético Madrid.
Men for Ancelotti handler det ikke kun om de sensationelle resultater. Det handler om den taktiske disciplin, der har fået hele fodboldverdenen til at spærre øjnene op.
På et nyligt pressemøde lagde den femdobbelte Champions League-vinder ikke skjul på sin beundring for nordmændene. Ifølge A Bola faldt ordene prompte:
– Bodø/Glimt er i øjeblikket det bedste og mest organiserede hold i Europa. Ikke kun på grund af resultaterne… det er det hold, der forsvarer sig bedst i Europa lige nu.
At få det skudsmål fra manden, der har trænet verdens største stjerner og vundet alt, hvad der er værd at vinde, understreger blot den vanvittige rejse, Bodø/Glimt er på. Og mon ikke, at vi kommer til at se og høre meget mere til dem i fremtiden?
Samtidig er det kommet frem, at Lars Friis er tæt på at sikre sig et nyt job, efter at han i maj 2025 blev fyret som cheftræner for Sparta Prag. Læs mere her.

















