Anbefaling: Denne dokumentarfilm SKAL du se
Dette er en anbefaling skrevet af chefredaktør, Jeppe Augustsen.
I denne kyniske fodboldverden er der mange spillere, som deler vandene blandt fodboldfans, og så er der overraskende få spillere, som stort set alle fodboldfans kan lide. Jeg mener, at Peter Crouch er én af dem.
Tilbage i december lavede jeg en liste over seks dokumentarer, som man kunne sætte på fjernsynet, hvis man ikke ønskede at se VM i Qatar. En af anbefalingerne var 'Peter Crouch – Save Our Beautiful Game', der ligger på Discovery Plus.
Nu er der kommet en ny dokumentarserie med Peter Crouch, som jeg mener ALLE bør se – nemlig 'That Peter Crouch Film'.
Det er 85 minutter, hvor man får fortællingen om, hvor svært det har været for Peter Crouch at have den kropsbygning, som han har med sine 201 centimeter, og blive til en sand Premier League-legende. Ikke kun på grund af hans personlighed, men også spil på banen.
Gennem sin karriere er han blevet decideret mobbet af fodboldfans – selv klubbens egne fans – og har altså haft en uhyggelig svær vej til den absolutte fodboldtop.
Alligevel har Peter Crouch formået at tage det hele med et smil på læben – selvom det har været hårdt i store perioder – hvilket også kendetegner ham som person, og det er også årsagen til, at næsten alle fodboldfans kan lide ham; på grund af personligheden.
Harry Redknapp har været instrumental for Peter Crouch, og det får man også et rigtig godt billede af i dokumentaren, mens spillere som Jamie Carragher og Steven Gerrard også medvirker i filmen.
Alle har på sin vis brug for rollemodeller. Nogle mere end andre, og Peter Crouch er et kæmpe forbillede – især for de personer, som måske har en lidt anderledes kropsbygning, men stadig har store drømme. Peter Crouch har nemlig vist, at det er muligt.
Dokumentaren kan ses på Amazon Prime, hvor et medlemskab koster 45 kroner om måneden. Man får dog den første måned gratis – og jeg skal gøre det helt klart, at dette ikke er noget betalt indhold for Amazon Prime.
Det er blot en varm anbefaling til alle fodboldelskere.
Du kan se en lille trailer for dokumentarfilmen her: