Aftale på plads: Manchester United enig med første sommersigning
Manchester United har en aftale på plads med Sporting-stjernen Geovany Quenda.
Derudover er det også på plads, hvor på banen han skal spille, og hvor meget, han ventes at koste.
LÆS OGSÅ: Gisp: Rasmus Højlund skal afløses af brandvarm angriber
Rúben Amorim har installeret sit eget 3-4-2-1-system fra dag ét på Old Trafford, og trods blandede resultater, er der ikke meget, der tyder på, det bliver ændret foreløbigt.
Portugiseren blev forsynet med en ny venstre wingback i form af danske Patrick Dorgu i den forgangne måned, og nu skal der også en wingback til i den modsatte side af banen.
Ifølge transferjournalisten Ben Jacobs er Manchester United mundtligt nået til enighed med 17-årige Geovany Quenda, der kan spille på adskillige positioner – på begge kantpositioner og som højre wingback – og det var på sidstnævnte position, at han foldede sine vinger ud under Amorims sidste tid i Sporting CP.
I et interview med talkSPORT bekræfter Ben Jacobs, at der ligger en mundtlig aftale mellem Quenda og United, ligesom det også berettes, hvad der skal ske næst herefter.
– Spilleren har indgået en mundtlig aftale om de personlige betingelser. Han venter for at se, om klubberne indgår en forhåndsaftale, eller om de venter til sommer.
– Prisen, som Manchester United kigger på, er 300 millioner kroner. Sporting ønsker som minimum 450 millioner kroner. Der er en frikøbsklausul på 750 millioner kroner.
– Hvis Manchester United kan få denne aftale på plads for mindre end 450 millioner kroner, så er det ikke kun en god signing på kort sigt og for fremtiden, og ikke kun en spiller, som Rùben Amorim kender rigtig godt, men også en potentiel aftale, de kan få igennem, uden at det skal forceres, ligesom det for eksempel skete med Rasmus Højlund, hvor klubben betalte mere, end de ideelt set gerne ville, siger Jacobs til radiostationen.


















