Jakob Poulsen er for nylig blevet kåret til ”Årets Træner” i dansk fodbold. Et helt fortjent og logisk valg. Men hvorfor tvivlede så mange helt åbenlyst på Poulsens projekt da han blev ansat som cheftræner i AGF? Og hvorfor var ”De Hvi’e” en så populær vinder af DM – også udenfor Aarhus?

Mødt af lave forventninger

Poulsen ankom til Fredensvang i juli 2025 stod det fra starten tydeligt og klart, at her var der tale om en fundamentalt anderledes trænertype end forgængeren Uwe Rösler. Tyskeren var åben overfor presse og omgivelserne, han udstrålede selvtillid og var ambitiøs, og han talte i definitioner og overskrifter. Der var noget macho over Uwe. Der er stensikkert mange århusianere der havde en oplevelse af tryghed ved Rösler. Han kunne få sit mandskab til at løbe, kæmpe og presse. Det passede perfekt til AGF’s historiske DNA. 

Jakob var – og er – helt anderledes. Han havde en teoretisk baggrund som assistent for Lars Friis i Viborg, og to (blot) sæsoner i chefstolen i domkirkebyen, med et par 8. pladser som samlet resultat. At Viborg i 2024-25 var sluttet stærkt af med en række sejre i kvalifikationsspillet og ganske seværdigt fodbold, var måske gået hen over hovedet på de fleste. Men Poulsen mødte ind med godt mod, mens Röslers afslutning i AGF til gengæld havde været særdeles sløj. Det gav et fornuftigt udgangspunkt for at ændre.

En nyansat træner skal grundigt overveje hvordan han bedst muligt kan komme ind i det nye miljø og ”feje med friske koste”. Poulsen valgte en modig og banebrydende vej. AGF skulle ikke længere løbe fodbold, men spille fodbold. Et markant ombrud i forhold til forgængeren power-pres, og en hel del anderledes end langt de fleste trænere der igennem historien har ledet AGF. 

Moderne, teknisk angrebsfodbold

Poulsens rolige og ret beskedne fremtoning stod i kontrast til det dristige projekt. Det var ikke noget der imponerede journalisterne. Flere tippede Aarhus’ stolthed blandt sæsonens potentielle nedrykkere. Men Jakobs stil gik rent ind i spillertruppen – og ret hurtigt også hos det entusiastiske fodboldfolk i Smilets By. AGF ikke blot spillede flot og underholdende fodbold. De overstrålede også klart de mere profilerede konkurrenter hos FC Midtjylland, FCK og Brøndby. På alle parametre. Da Poulsen mistede sin midtbaneregissør, Mads Emil Madsen, til F.C. København, ”opfandt” han på stedet Kristian Arnstad i samme rolle. 

Dét mesterskab var vigtigt. Selvfølgelig fordi det var 40 år siden AGF senest havde triumferet. Men også – og måske især – fordi det var den rette mester, målt på spillemæssig, teknisk kvalitet og offensiv vilje. Derfor var århusianerne populære mestre overalt (bortset naturligvis fra i Herning/Ikast). Det er skønt når den klub, der satser mest på det kvikke og opportunistiske, angrebsorienterede fodbold, ender med at tage palmerne.

Man kan med en vis ret påstå, at AGF bragte sig helt frem i bussen i forhold til den udvikling, der i nogle år har præget de jyske topklubber. De spiller nemlig ikke ”bonderøvsfodbold” længere. Hverken i Silkeborg, Viborg, Randers eller Vejle. For ikke at tale om årets positive overraskelser; Sønderjyske og Fredericia (trods nedrykning til Michael Hansen og co.). FC Midtjylland er bagud i den proces, for, på trods af mange store og dyre navne, så har Mike Tullberg ikke fået vist ret meget mere, end at han kan noget af det samme som Uwe Rösler i AGF. Det er bare ”yesterday”. 

Sænkede Sverige i det episke slag i 2009

Sympatiske Jakob Bendix Uhd Poulsen startede i sin tid som aktiv i Næsbjerg og derefter Esbjerg fB, for hvem han debuterede i 2001.  

Jakob var en dygtig, teknisk betonet midtbanespiller med et godt overblik og et særdeles hårdt skud. Han spillede hele 28 landskampe på U-19, U-20 og U-21 niveau, og gode præstationer banede vejen for en kontrakt med nederlandsk/frisiske Heerenveen i 2006. 

Holland blev ikke nogen succes, men Poulsen viste høj standard da han vendte hjem til AGF i 2008. 

Morten Olsen spottede den gode form, og Poulsen kom med på A-landsholdet i 2009, hvor han tilspillede sig en fast plads på den centrale midtbane sammen med Christian Poulsen. 

De to afgørende VM-kvalifikationsopgør mod Sverige blev Poulsens stjernestund på landsholdet. 

De nordiske broderlande har i moderne tid udkæmpet nogle gevaldige indbyrdes Bråvallaslag. Hvem husker ikke 3-3-kampen i Parken, hvor en ophidset tilskuer angreb dommer Herbert Fandel, og fik Danmark taberdømt?

VM-kvalifikationen op til verdensmesterskabet i 2010 bød på to tætte og intense opgør. Sverige rådede over superduoen Henrik ”Henke” Larsson og Zlatan Ibrahimovic i angrebet, så det var imødeset med stor spænding om den kun 20-årige debutant, Simon Kjær fra Palermo kunne stå distancen. Efter blot 12 minutter mente den engelske dommer desværre at den unge mand begik straffespark ved at holde Olof Mellberg. Det var en meget tynd dom, men heldigvis skete retfærdigheden fyldest, da en storspillende Thomas Sørensen reddede Kim Källströms spark fra 11-meterpletten. Den svenske dødboldekspert blev simpelthen kigget ud af Sørensen, der klarede forsøget helt ude ved sin højre stolpe. 

Klasseredningen gav de ellers temmelig nedpressede danskere tiltrængt medgang. Og den styrkedes da Thomas Kahlenberg med en halvflugter udnyttede et svensk forsvarskoks efter 21 minutters spil. 

Trods intense forsøg fra begge mandskaber kom der ikke flere mål. 2 x Poulsen på midten sloges som djævle. Kampen var i øvrigt Morten Olsens nummer 100 som landstræner.

I returmatchen i Parken tre måneder senere havde danskerne heldet på deres side. Sverige skabte flere oplagte chancer, og fik to mål annulleret. I stedet løb Danmark med sejren, da et fremragende langskud fra Jakob Poulsen smuttede under den svenske keeper Andreas Isaksson. De to gevinster over de blå-gule hjalp Danmark til at vinde VM-kvalifikationens pulje 1, med to points foran Portugal, mens Sverige missede billetterne til slutrunden i Sydafrika. Her var Jakob Poulsen på banen i to af Danmarks kampe.

Efter VM skiftede han fra Superliganedrykkerne AGF til FC Midtjylland. Han nåede at repræsentere Ulvene i hele 13 landskampe, og gjorde det generelt så stærkt, at fransk/monegaskiske AS Monaco købte midtbanemanden for ca. 10 millioner kroner. Monaco var rent undtagelsesvis rykket ned i den næstbedste franske liga, men Jakob hjalp fyrstedømmets fodboldmandskab op i Ligue 1. I den efterfølgende sæson mistede han imidlertid sin plads og valgte at tage tilbage til Danmark og FCM. 

Det var et godt valg, for Poulsen fik markeret sig som en af midtjydernes allerbedste spillere i klubbens historie, og anførte klubben i to danske mesterskaber og en pokaltriumf. 

På landsholdet agerede han fortrinsvis indskifter, men opnåede i alt imponerende 35 landskampe. 

Den aktive karriere blev rundet af med ”en på opleveren” i australske Melbourne. Resten er historie, som man siger…