
Den lyse Hammer begejstrede Boleyn – men efter karrieren blev tilværelsen mørk
67 år i dag
Frank McAvennie blev født i Glasgow, og voksede op i bydelen Minton med drømmen om at blive professionel fodboldspiller. Det trak imidlertid ud, for der var ikke rigtig nogen klubber der troede på ham. Han blev i stedet professionel soldat i hæren, men blev vraget på grund af manglende evne til at ramme plet. Han faldt simpelthen igennem i skydetræningen. Men heldigvis viste han sig at være bedre til at finde bulls eye på grønsværen.
I 1980 fik Frank endelig chancen som angriber på et højere niveau. Det var i St. Mirren, hvor den lyslokkede forward viste gode kompetencer i forhold til fodboldens allervigtigste ingrediens: At score mål. Han var træfsikker og snu, og det kastede 48 scoringer i 138 ligakampe af sig. I 1982 blev han kåret til Årets Talent i Skotland, og der var bud efter ham på U-21 landsholdet.
Også de engelske klubber begyndte at vise interesse. Det blev West Ham United og John Lyall der løb af med den skotske angriber i sommeren 1985. Det skulle vise sig at være et godt match.
Hammerstærkt gennembrud
West Ham spillede en helt fantastisk sæson, og Frank brød igennem med manér. Han udgjorde en dødsensfarlig angrebsduo med Tony Cottee, og de to lavede kasser på samlebånd. Frank garnede 28 gange og blev nummer 2 på topscorerlisten i ligaen.
Det startede faktisk lidt skidt med kun 1 sejr i de første 7 kampe, men så var holdet kalibreret, og McAvennie brillerede. Han må have følt sig som gamle kong Midas; alt hvad han rørte ved, blev til guld.
Fra slutningen af august til 26. december spillede West Ham 18 kampe i træk uden nederlag. Der indgik en stime med 9 sejre i træk. Tilhængerne på Boleyn troede næppe deres egne øjne. West Hams berømte bobler svævede smukt og graciøst mod himlen.
På Boxing Day bristede det. Tottenham besejrede The Hammers med 1-0 på White Hart Lane, men drømmen om det store kup eksisterede fortsat. McAvennie og Cottee scorede stadig en lind strøm af mål, og i marts 1986 var mesterskabet inden for rækkevidde. West Ham slog Manchester United på Old Trafford i femte runde af FA Cuppen. Kunne Lyalls mænd gå hele vejen? Var The Double en realistisk mulighed?
Læs mere om manden bag West Hams filosofi: Chefideolog blev landstræner – så ramlede det
Boblen bristede til sidst
Programmet var ekstremt hektisk i foråret, og truppen var var presset til bristepunktet. Et nederlag til Sheffield Wednesday betød, at pokalboblen gik itu. Men West Ham kæmpede fortsat for mesterskabet. I april spillede man hele 9 kampe, og vandt faktisk de 7. Det var en formidabel præstation.
Desværre for McAvennie og co. var de to Merseysideklubber, Liverpool FC og Everton en tand bedre. The Reds tog mesterskabstrofæet og Everton sølvet. Men West Ham var klart bedst i London og blot 4 point dårligere end Liverpool. Der var hele 8 point ned til Manchester United på fjerdepladsen.
Frank var på nærmest ingen tid gået fra at være et 25-årigt, sent udviklet angrebshåb, til divisionens vicetopscorer og skotsk landsholdsspiller. Hans lyse krøller var på forsiden af alle kulørte magasiner og han stjal sportspressens overskrifter.
Antiklimaks
Men året derpå blev et antiklimaks. Makkeren Tony Cottee fortsatte de gode takter og scorede 20 mål i ligaen, men Frank nettede kun 7 gange og ledte forgæves efter målformen. West Ham blev kun nummer 15.
Efter 8 kampe med sløje præstationer i 1987-88 mistede West Ham troen på den skotske måltyv. Celtic købte Frank for 750000£.
Han scorede jævnligt på Celtic Park og var med til at vinde den skotske Double i 1988, men året efter brækkede han armen, og der var en mere og mere tydelig tendens til, at han havde svært ved at balancere privatlivet med en seriøs indstilling til fodbolden.
Et comeback i West Ham i 1989 blev ikke den store succes. De følgende 6 år blev en rundtur i forskellige klubber, og derouten blev evident, da Frank til sidst endte på adresser som Cliftonville og Falkirk. Han stoppede karrieren i sin gamle klub, St. Mirren, i 1995.
På det skotske landshold blev det kun til 5 optrædener for Frank McAvennie. Men han scorede et vitalt mål for the Tartan Boys i sin debut i 1985, i den afgørende VM-kvalifikationskamp mod Australien. Året efter var han med for Skotland mod Danmark i Mexico.
Social nedtur
McAvennie fik massive problemer efter den aktive karriere. Det gik stærkt – for stærkt – med hurtige damer og flotte biler, druk, stoffer og adskillige voldelige episoder. Da rampelyset blev slukket, var tilværelsen vanskelig. Pengene fra fodboldkarrieren forsvandt som dug for solen.
Frank var stadig til tider på forsiderne i medierne, men ikke længere for sine mål, men nu for tåbeligheder og udsvævende livsførelse.
I 2009 måtte skotten afsone en fængselsdom for vold, og den sociale nedtur betød, at han blev helt insolvent. Det medførte, at han måtte sælge sine sportstrofæer for at klare til dagen og vejen.
I de senere år er Frank McAvennie kommet ”op til overfladen”. Han kommenterer i medierne, især om Celtic. Og han har en podcast: Let me be Frank”.