Forgudet i 146 år: Historien om Nordenglands verdensmestre

Sunderlands sorte katte

Sunderland AFC fylder 146 år i dag. 1. del af 2.

Nordengland var (sammen med Lancashire) en slags vugge for den professionaliserede fodbold. Klubber som Newcastle, Sunderland og de to Sheffield-rivaler var kraftcentrene i den sene del af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. På denne dag i 1880 spillede Sunderland FC sin første fodboldkamp i historien.

I Sunderland tog arbejderfolket fodbolden til sig på særdeles entusiastisk – ja nærmest fanatisk – vis. Formentlig gav sporten en nødvendig og tiltrængt adspredelse fra de daglige 12 timers hårdt manuelt slid på fabrikkerne. Der var noget symbolsk i at den sorte kat blev AFC Sunderlands varemærke. Det understregede den udbredte følelse af at den undertippede arbejderklub kunne bringe en mørk skæbne over de ”finere” adresser i engelsk fodbold. Fx dem i London.

Fra 1882 spillede Sunderland i deres velkendte rød- og hvidstribede trøjer med et logo, der havde en sort kat afbilledet. Katten har været associeret med byen siden Napoleonskrigene, hvor der anlagdes en militær kanonstilling, The Black Cats Battery, der skulle forsvare den nordøstlige kyst mod den franske flåde.

Det går ikke uden den sorte kat i Sunderland

Tidligt i 1900-tallet havde man ovenikøbet en sort ”lykkekat” boende på Roker Park. Den blev fodret og passet af stadionpersonalet, lidt ligesom de berømte Beefeaters, der passer på ravnene i Tower of London. Sagnet fortæller, at England går under uden ravnene.

Roker Parks sorte kat endte med at få tillagt en del af æren for, at Sunderland lykkedes med at vinde mesterskabet i 1913. Det fortælles, at den en dag dukkede op i omklædningsrummet under pausen i en kamp i 1909. Sunderland var bagud 0-1, men da spillerne tog katten til sig, vendte lykken og hjemmeholdet vandt 3-1.

Katten blev en lokal celebritet og tilhængerne begyndte at medbringe sorte katte-maskotter til kampene. Modsat almindelig folketro var Roker-katten forpagtet med held og medgang, fremfor ”sort uheld” og ulykke.  

Den skotske overlegenhed

Sunderland AFC blev stiftet i 1879 og blev optaget i The Football League i 1891 og vandt mesterskabet blot to år senere. Det blev indledningen til en formidabel serie, en ægte guldalder for den endnu unge klub. Mesterskabet gentaget i 1892, Sunderland blev nummer 2 (efter Aston Villa) i 1893 og atter mestre i 1894.

Holdet spillede gudefodbold og kaldtes vidt og bredt ”The Team of all Talents”. Hemmeligheden bag den overvældende succes var, at klubben finansieredes og influeredes af to af Nordenglands rigeste mænd, Samuel Tyzack og Robert Turnbull, der begge var bidt af en gal fodbold. De indså, at skulle man til tops i engelsk fodbold, så måtte man have kvalificeret arbejdskraft nordfra. Fra Skotland.

Skotsk fodbold var på alle måder englænderne overlegne i 1800-tallet. ”De skotske principper” herskede nord for Hadrians Mur, og de handlede om boldbesiddelse, hurtig bevægelse for boldholderen, førstegangsafleveringer – kort sagt teknisk overlegenhed i sin mest æstetiske og ultimative udgave. En tidlig form for ”tiki-taka”. Denne konceptuelle fodboldideologi resulterede i, at skotterne kunne oplære mængder af spilintelligente og teknisk velfunderede aktører. De skotter der blev hyret af engelske klubber for at løfte standarden, kaldtes under ét for ”Professorerne”.

Sneg sig rundt i forklædning og købte spillere

Robert Turnbull tog sagen i egen hånd og rejste rundt til de skotske fodboldstadions for at scoute talenter. Det var mildt sagt ikke populært hos de nordlige naboer, at englænderne opkøbte blomsten af skotsk fodbold, så Turnbull måtte forklæde sig som præst for at undgå at blive korporligt overfaldet og jaget bort af rasende fodboldfans.

Hans undercover missioner fik en kolossal effekt. Sunderlands Team of all Talents bestod således udelukkende af skotske spillere, eller ”Professorer” om man vil.

I 1895 kulminerede den skotske legion da man vandt intet mindre end verdensmesterskabet.

Verdensmestre

Titlen var naturligvis en tilsnigelse, for ”verden” defineredes som England/Skotland. Men der er ingen tvivl om, at de britiske klubber i 1800-tallet var alle andre langt overlegne. Så selv om selve ”verdensmestertitlen” således var en dubiøs betegnelse, så var den ikke uden en vis berettigelse. Verdensmesterskabet for klubhold blev afholdt som et opgør (med tiden to) mellem den engelske og den skotske mester eller pokalvinder.

Den skotske dominans gav sig udslag i, at skotske klubber vandt de første 6 titelopgør fra 1876 til 1884 (der var et par år uden mesterskabskamp). Sunderland vandt VM i 1892 med samlet 4-0 over Celtic, gentog sejren i 1893 (over Queen’s Park), og endelig i 1895, hvor Heart of Midlothians skotske mestre blev nedkæmpet med 5-3 på Tynecastle i Edinburgh.

I realiteten kæmpede 22 skotske spillere om den såkaldte verdensmestertitel, men de 11 af dem altså for en engelsk klub. De helt store Sunderlandprofiler var keeperen Ned Doig, der var ked af sin skaldethed og derfor altid bar en kasket med elastikbånd, og angriberen John Campbell. 2. del: Sunderland AFC fylder 146 år: En hyldest i to dele til den populære nordengelske klub