
Sunderland AFC fylder 146 år: En hyldest i to dele til den populære nordengelske klub
Rekordernes mand
John Campbell blev født i Edinburgh i 1869 og markerede sig som ung centerforward i Renton FC, hvor han blev opdaget af Robert Turnbull i præstekjole (læs 1. del). Forgudet i 146 år: Historien om Nordenglands verdensmestre
Sunderland skrev kontrakt med Campbell og han blev en jættesucces. John var som et 175 centimeters konstant målsøgende missil, med et granatlignende spark, fysisk velproportioneret og kanonhurtig. Han scorede i Sunderlands første opgør i The Football League i 1890, producerede klubbens første hattrick (i en 5-1-sejr over Aston Villa) og han omsatte Sunderlands første straffespark i en kamp mod WBA i 1891 (straffesparket blev indført i reglerne og turneringen dét år).
Campbell scorede mål i stimer, mange af dem på brandhårde langskud. Som den første i engelsk fodbolds historie blev han topscorer i ligaen tre gange, i de tre mesterskabssæsoner 1892, 93 og 95.

Campbell var magisk – men blev kun 36 år
På Newcastle Road, der var Sunderlands hjemmebane indtil 1898, flokkedes Sunderland-tilhængere for at se Campbell banke bolde i buret. Der var mere spænding og lokale væddemål om, hvorvidt han kunne lave mere end 1 mål, end om han ville score. Tilskuerkapaciteten på 18000 var alt for lille, for alle ville se den skotske helt sætte de gæstende modstandere på plads. I ”verdensmesterskabsfinalen” mod Hearts nettede John to gange.
Den skotske magi falmede efter det tredje mesterskab (og det tredje verdensmesterskab). Campbell blev flyttet ned som venstre innerwing og Sunderland drattede ned i bunden af 1. division. I Johns sidste sæson i klubben i 1897 scorede han et afgørende mål i sidste runde, der forhindrede en ydmygende nedrykning. I 216 kampe for Sunderland scorede det skotske powerhouse ikke færre end 154 mål. Desværre nægtede det skotske fodboldforbund at udtage spillere der var beskæftiget i England. Så denne verdensklasseforward fik aldrig internationale kampe.
John sluttede karrieren som 28-årig med en sæson i Newcastle, og blev pubvært i Sunderland. Desværre døde hans hustru pludseligt og tragisk i 1900, og i 1906 blev John Middleton Campbell selv offer for en hjerneblødning. Han gik bort som kun 36-årig.
Triumfer og Tornerosesøvn
Efter Campbells livreddende scoring i 1897, kom Sunderland stærkt igen med en andenplads i ligaen i 1898 og et mesterskab i 1902 og igen i 1913. I den sidstnævnte sæson var man tæt på The Double, men tabte FA Cup finalen med 1-0 til Aston Villa. Sunderlands hold var ikke længere så stærkt præget af skotske spillere, men man rådede i stedet over nogle særdeles dygtige englændere. For eksempel den mangeårige anfører Arthur Bridgett og angriberen George Holley, der scorede 8 mål i 10 landskampe. Samt naturligvis Charlie Buchan, en af tidens helt store idoler og centerforwards, og Sunderlands all time topscorer.
I 1930’erne markerede Sunderland sig atter stærkt med et mesterskab i 1936 og en FA Cup triumf året efter. Den periodes helt store profil, Raich Carter, har sit egen kapitel i min bog, ”40 Fantastiske fortællinger fra fodboldens moderland”.

Skandalen
Efter krigen stod Sunderland AFC med et, på papiret særdeles stærkt mandskab. Der var folk som Ivor Broadis og Len ”Clown Prince” Schackleton. Navnene var flotte og dyre, og pressen kaldte holdet ”The Bank of England Team”, men resultaterne var skuffende. En tredjeplads i 1950 var epokens bedste præstation, men midt i den magre sportslige høst undrede mange sig over hvordan klubben kunne samle så mange løntunge spillere. En undersøgelse i 1957 konkluderede, at Sunderlands bestyrelse fuskede med betalinger under bordet, og det medførte en større skandalisering. Året efter rykkede Sunderland ned for første gang i klubbens historie.
Meget mere om Sunderland-skandalen her: Murbrækkeren og Klovneprinsen: Fightede sig ud af fattigdommen
Det blev indledningen til en længere Tornerosesøvn for ”kæmpen i nord”.
Sunderlands sensationelle FA Cup triumf i 1973 var en massiv opmuntring som en læskedrik i en ørkenvandring, men trods flere store økonomiske satsninger og moderne stadionbyggeri (Stadium of Light) har det først nu lykkedes for The Black Cats at bide sig fast, sådan rigtig for alvor, i den øverste række.