
Han vandt FA Cuppen i en finale, som næsten hele England håbede, han ville tabe
Der var engang, hvor en back var stor og stærk og aldrig gik over midterlinjen. Til gengæld skulle han kunne tackle så det sang i knoglerne på modstanderne.
Engelsk fodbold var i årtier – ja nærmest et århundrede – fokuseret på, og bygget op omkring wingspillet. Det betød, at der blev produceret massevis af virtuose offensive kantspillere.
Boldkunstnere som Stanley Matthews, Tom Finney, Len Schackleton, George Best, Dave Thomas, Steve Coppell, John Barnes og mange, mange flere. Men det havde også den naturlige følge, at alle klubberne havde backs, der var udrustede til at tage duellerne op med driblerne. En slags ”kunstner versus håndværker” konfrontation på sidelinjerne på de gamle stadionarenaer. Til glæde og spænding for de tusinder på lægterne. De konstruktive kreatører udfordrede de destruktive muskelmænd.
Én af dem som var særdeles god til at destruere, var Tommy Banks.
Kom til tops da broren stoppede
Tommy blev født i 1929 og voksede op i Lancashirebyen Bury i de barske 1930’ere, i et fattigt hjem og en søskendeflok på 7. Da Tommys far døde i 1945 måtte knægten ned i den lokale kulmine, og havde det ikke været for hans fodboldtalent, havde sliddet med at udvinde brændsel i den sorte undergrund formentlig blevet hans skæbne. En talentspejder fra Bolton Wanderers fik heldigvis øje på den store, velvoksne knægt, der kunne sparke de tunge bolde helt op i den anden ende af banen, og som var i besiddelse af en imponerende og frygtindgydende fysik.
Den 16-årige Banks fik en lærlingekontrakt og kunne nøjes med at arbejde halvdags som avis- og mælkedreng ved siden af fodbolden. Året efter var han klar til en fuldtidskontrakt, men trods Tommys mange kræfter gik der noget tid inden han brød endeligt igennem på Burnden Park. En af årsagerne var såmænd hans ældre bror, Ralph, der også spillede back for The Trotters, og som ligeledes var et fysisk pragteksemplar. Da Bolton vandt FA Cup turneringen i 1953 var det med Ralph som venstre back. Han spillede over for Stanley Matthews, uden at kunne forhindre The Wizard i at spille en afgørende rolle for Blackpools berømte cuptriumf. Finalenederlaget blev Ralphs sidste kamp på topplan. Derefter var der fri bane for lillebror.

Historisk upopulær FA Cup vinder
Tommy Banks blev hurtigt en af engelsk fodbolds mest barske og hårdføre backs. Han var stor som et hus og alt andet end rar at løbe ind i.
I 1958 gik Bolton hele vejen i FA Cuppen. Men The Trotters blev en af historiens mest upopulære vindere. Hele England (minus Bolton selvfølgelig) heppede nemlig inderligt på finalemodstanderen. Manchester United havde, nogle måneder forinden, mistet 10 spillere (8 dræbte og 2 kvæstede) i forbindelse med den tragiske flyulykke i München lufthavn. Hele nationen var knuget i sorg, og alle håbede på, at United kunne rejse sig i pokalfinalen.
Det gik hverken værre eller bedre end at Bolton tog sølvtøjet med hjem til Lancashire med en 2-0-sejr. Stjernecenterforwarden Nat Lofthouse scorede det altafgørende mål, men måden var heller ikke just populær. Manchesters nordirske målmand Harry Gregg, der i München blev den store helt ved at sætte sit liv på spil for at redde adskillige medpassagerer, greb en bold i en luftduel, hvorefter Lofthouse gav keeperen et skub der sendte ham ind i nettet med bolden i armene. Målet udløste et ramaskrig, og Nat var stor nok til bagefter at indrømme, at der nok burde have været dømt frispark. Scoringen satte Boltons triumf i et lidt ufortjent, trist, mørkt og meget upopulært relief.
Blev reklameansigt for barberblads-gigant
Tommy Banks kom på det engelske landshold samme år, da den ellers suveræne venstre back, Roger Byrne, omkom i München. Tommy spillede 6 landskampe dét år, heriblandt Englands 4 ved VM-slutrunden i Sverige.
Banks blev også engelsk fodbolds første store reklameansigt. Gillette skulle bruge en flot mand med en stærk kæbe og en firskåren profil, og Tommy fik 400£ for at lægge kontrafej til en kæmpe annoncekampagne. Andre dygtige – og mere offensivt indstillede – backs, som Don Howe og Jimmy Armfield overtog imidlertid Tommys backplads på landsholdet.
Mere om Jimmy Armfield: Han var verdens bedste back – men endte i glemmebogen
Om om Don Howe: Den jernhårde coach: Arsenal kunne ikke undvære ham
Til gengæld benyttede Boltonkæmpen sin popularitet til at agitere for et brud med det daværende lønloft for de professionelle spillere, hvilket lykkedes i 1961. Det blev Tommys sidste sæson på topplan. Han opnåede 233 kampe for Bolton. De 2 mål han scorede, er et ganske symptomatisk antal. Han gik meget sjældent med frem, men lagde vægt på pålidelighed og de defensive pligter.
Efter den aktive karriere fik Thomas Banks en aviskiosk. Han gik bort i 2024 som 94-årig. På det tidspunkt var han Englands ældste levende landsholdsspiller.
I de sidste år gjorde han et stort arbejde for at udbrede kendskabet til tidlig demens. En forbandelse der har ramt mange ældre fodboldspillere. Desværre gik Tommy selv ikke ram forbi.

















