Annonce
Annonce

Ultimativ angrebs- og champagnefodbold

29.10.2026 Kl. 08:30
Erling Sørensen var en forward med et tungt skud og en særdeles raffineret teknik.

Den bedste danske forwardkæde gennem tiderne?

Der kan opstilles adskillige interessante bud på, hvilken dansk klub der har kunnet præsentere historiens stærkeste angrebskæde. Men Frem’erne i 1940’ernes første halvdel er måske det bedste af alle.

I mesterskabssæsonerne 1941 og 1944 rådede man over de giftige og driblestærke wings Helmuth Søbirk og Johannes Pløger på kanterne og superteknikeren Walther Christensen til at støbe kuglerne. Uforlignelige Pauli Jørgensen var klubbens kanonskytte nr. 1, og da han lagde op og blev træner, tog den senere verdensklasseforward John Hansen over. Desuden var Kaj Christiansen og Erling Sørensen spydspidser med næse for chancerne og høj, høj kvalitet i afslutningerne.

Læs om Walther Christensen: Han var Danmarks største naturtalent – og sin egen værste fjende

Der blev spillet offensivt i Paulis ånd, og selv om der ikke fandtes statistikker på skudforsøg dengang, så vil jeg vædde på at Frems chancesøgende “gung ho” stil, ikke kunne matches af ret mange på den tid. Målene kom da også i en heftig strøm.

Centerforward i Paulis ånd

Erling Sørensen var en forward med et tungt skud og en særdeles raffineret teknik. I det civile var han portør, og på fodboldbanen fik han leveret kasser på alle etager. Han blev født på denne dag i 1920.

I 1941 debuterede Sørensen på landsholdet i en stærk angrebskæde med førnævnte Søbirk og Pløger, B.1903’s Alex Friedmann og dribleren Kaj Hansen mod svensken på Råsunda. Det blev et medrivende og spændingsmættet opgør, hvor Danmark længe så ud til at sejre, men hvor hjemmeholdet klarede 2-2 på et sent mål af Henry Garvis Carlsson.

Erling Sørensen.

Der var ikke mange landskampe under besættelsen, men i 1942 optrådte Erling på landsholdet mod svenskerne i Idrætsparken. I den mørke krigstid havde de nordiske landskampe ekstra stor folkelig betydning, og efter 2-2 i Stockholm året forinden, var forventningerne optimistiske fra dansk side. Erling Sørensen spillede i angrebet sammen med Helmuth Søbirk, ”Lille-Kaj” og AB’s dygtige wing Eigil Thielsen, men Sverige var stærke, og defensiven kunne ikke holde Gunnar Nordahl, Gunnar Gren og Garvis Carlsson. To svenske mål i slutningen af første halvleg kvalte danskerne. Arvefjenden vandt med hele 3-0.

Bænket på Bronzeholdet

Året efter var der demonstrationslignende fællessang efter endnu et naboopgør, som Danmark denne gang vandt med 3-2. Den tyske besættelsesmagt forbød landskampe og – i en periode – tilskuere til divisionsopgørene. Erling måtte vente til 1946 med at få comeback i rød-hvidt.

I 1946 scorede Erling Sørensen to gange i en dansk 5-2-sejr over Finland på det Olympiske Stadion i Helsinki, hvor danske landshold ellers som regel har haft det yderst vanskeligt. Sørensen afløste den skadede anfører Karl Aage Hansen kort før pausen ved stillingen 1-1. Mål af Carl Aage Præst, Pløger og altså to af substitutten Sørensen satte finnerne grundigt på plads.

Et par landskampe mod Sverige og Norge i 1947 og 48 blev ingen personlig succes for Frem’eren, men han blev dog udtaget som reserve til OL i London. Her sad han bænket mens kammeraterne besejrede Italien i kvartfinalen og siden vandt olympisk bronze.

Pæn succes i Italien

Da nøglespillerne fra ”Bronzeholdet” efterfølgende opnåede stor succes og berømmelse i især italiensk fodbold, kom der også bud efter Erling Sørensen.

Fra 1948 til 1955 repræsenterede han Strasbourg, Modena, Udinese og Triestina. Mest markant var nok sæsonen 1949-50, hvor han scorede 15 mål for “Kanariefuglene” Modena FC i Serie B.

Efter den aktive karriere var Erling Sørensen en dygtig træner i Frem og Fremad Amager. Han ”opdagede” målmanden Leif Nielsen, der udviklede sig til en af Boldklubben Frems allerstørste keepere gennem tiderne.

Erling Walther Sørensen døde i 2002.

Annonce