Bette Halle: Danmarks verdensklasseforward

Vidundertalentet

Harald Nielsen blev født på denne dag i 1941.

Der kan gå generationer imellem at der lander et stjerneskud af et naturtalent så rent og uspoleret, og med så kolossalt potentiale i dansk fodbold som Harald Nielsen.

Nils Middelboe, Valdemar Laursen, Walther Christensen og Ove Andersen kan nævnes som nogle af dem der brød igennem som purunge, og hvis talent var så iøjnefaldende at DBU’s skrappe udtagelseskomité bare måtte have dem med på landsholdet.

Harald Nielsen var en komet i 1959-60, hvis lige måske aldrig er set før eller siden herhjemme. Harald kom fra rødspættebyen Frederikshavn, hvor han var i lære som maskinarbejder på den stedlige fabrik Alpha Diesel. Skæbnen ville at Frederikshavn FI netop da havde et talentfuldt mandskab, der for første gang i klubbens historie rykkede op i 1. division i 1959, efter et usædvanligt tæt opløb med Næstved. Den kun 17-årige Harald Nielsen, eller Bette Halle som kaldtes i det Nordjyske, forbløffede alt og alle og blev både klubbens og divisionens topscorer med 19 mål.

Den yngste debutant i historien

UK måtte have ham med. Og i september blev Harald den yngste landsholdsdebutant i dansk fodbolds historie. Det blev en overvældende succes. Selv om den 17-årige knægt spillede centerforward overfor den berømte norske ”hvalfanger” Thorbjørn Svendsen, der havde over 100 landskampe for Norge på samvittigheden, blev Harald hovedperson og målscorer i den danske 4-2-sejr i Oslo. Bagefter skrev Magnus Simonsen, Politikens Simon, at ”En stjerne er født”. Det var så sandt som det var skrevet.

Med sin naturlige charme, spytkrøllen og det brede smil kom Harald på alles læber. Ikke mindst de unge teenagepiger. Harald konkurrerede – ganske utilsigtet – med smørtenoren Dario Campeotto om at være ungdommens største idol. Billedbladet og diverse kulørte magasiner kom forbi for at få fotos af, og historien om den unge himmelstormer. Harald blev såmænd midt i virakken kåret til Årets Fund i dansk idræt.

Frederikshavn var på den anden ende, og det nybagte første divisionshold chokerede ved at slå Frem i sæsonpremieren, ovenikøbet i Idrætsparken, og fiskerbyen lagde sig sensationelt på førstepladsen. Faktisk endte frederikshavnerne på en samlet femteplads dét år, og atter var Bette Halle nærmest ustoppelig med 19 scoringer. Det var tilstrækkeligt til at blive topscorer i divisionen.

Skarp duel om pladsen som centerforward

På landsholdet scorede den unge centerforward en lind strøm af mål. Mod Finland i efteråret 1959 scorede Harald hele tre gange. Mod Grækenland i sommeren 1960 yderligere tre gange, og i august mod Finland to gange.

Alligevel var der kritiske røster i pressen der krævede HIKS’s Ole Madsen på landsholdet. Det var da også en duel mellem to klassiske forwardtyper. Harald var god til at placere sig i sammenspillet og skød brandhårdt og præcist. Hans hovedspil var forbløffende godt for så ung en spiller. Ole var til gengæld en kamptank. Han moslede på fra første til sidste minut og var hård og pågående. Han var ikke så dygtig i pasningsspillet, men han var lige så populær som naturtalentet Harald hos publikum, der elskede hans kompromisløse facon. Det havde været særdeles interessant at se de to på samme landshold.

De danske stjerner blev nægtet VM-drømmen: Se det vilde hold, der kunne have spillet i 1962

Men Ole Madsen meldte fra i forhold til Arne Sørensens omfattende træningsprogrammer, og kunne ikke afse tid til at tage til OL i Rom med landsholdet, på grund af arbejdet. Så pressen og fodboldfolket måtte ”nøjes” med Harald, og han skuffede ikke.

Guld-Harald vandt sølv

I OL-holdets kampe mod Argentina og Polen holdt han de danske drømme i live med sine scoringer. Han forekom næsten at være en enmands-hær i front, på det ret kompakte og til tider nedspillede danske landshold. Mod Tunesien i den sidste puljekamp scorede han to gange, men måtte dog konstatere at der chancer til langt flere. Selv en Harald Nielsen i storform kunne brænde.

I semifinalen mod Ungarn stod han for den første – meget vigtige – danske scoring, der gav de hårdt kæmpende danskere mentalt overskud og troen på en finale.

Selv om det blev til nederlag i slutkampen mod Jugoslavien, og dermed sølv, blev Harald efterfølgende udråbt til hele Danmarks Guld-Harald. Det var nærmest logisk at han blev kåret til Årets Spiller i dansk fodbold i den første officielle afstemning om den hæder, iværksat af Knud Lundberg og Fodbold Jul.

Læs 2. del af eventyret om Guld-Harald her: Guld-Harald: Verdens dyreste fodboldspiller