
Manden fra Majbølle: Blev landsholdsspiller og 01’ernes kaptajn
77 år i dag
B.1901 havde en meget stærk periode i 1970’erne under trænere som ”Gulddrengen” Nils-Erik Rasmussen og den folkekære Kurt Nikkelaj Nielsen.
Med slutplaceringer som nummer 5, 9, 4, 7, 5, 9, 8, 5, 12 og 14 i årene fra 1970 til 79 var B.1901 en klub man skulle regne med i dansk fodbolds sub-top. Det var da også med spillere som Morten Olsen, Erik Nielsen, Jan Sørensen, Henrik Skouboe og Gert Jørgensen, foruden gambianske Biri Biri, den farverige keeper Ivan Lykke og naturligvis midtbaneelegantieren Hans Ewald ”Liller” Hansen. Holdets kaptajn var igennem en årrække den pålidelige og intelligente back – dagens fødselar – Søren Robin Oxholm Larsen.
Portræt af 01’ernes Jan Sørensen: Han fylder 72 år i dag: Husker du denne danske landsholdsspiller?

Stærkt U-landshold
Søren Larsen kom oprindeligt fra Lolland idet han blev født i en lille by ved Sakskøbing, der hedder Majbølle. Med sine solide præstationer i 1. division gav Larsen indbyggerne i Majbølle sogn andet at være stolte over end egnens smukke gamle, velbevarede mølle.
I 1971-72 spillede Søren Larsen 5 kampe på U-landsholdet. Han var med til at slå Sverige med 3-2 i Hjørring, sammen med blandt andre Benno Larsen, Helge Vonsyld og Allan Simonsen. De danske mål blev scoret af Sten Ziegler, Slagelses Bent Christensen og Vejlenseren Tommy Hansen.
Året efter nåede B.1901 frem til finalen i pokalturneringen, hvor det dog blev Randers Freja der trak det længste strå. I november fik Søren Larsen debut på A-landsholdet, men det blev ikke nogen specielt positiv oplevelse.
Selvmål i debuten
Danmark mødte Frankrig på Parc des Princes, og Søren Larsen kom på banen 20 minutter før tid i stedet for Viggo Jensen fra Bayern München. Danskerne var på det tidspunkt bagud med 1-0, men Larsen var så uheldig at lave selvmål med 10 minutter tilbage, og franskmændene endte med at vinde med 3-0.
Larsen måtte ”tilbage” på U-landsholdet, hvor han medvirkede til et meriterende 1-1-resultat mod England i Portsmouth. Vanløses Bjarne Pettersson bragte danskerne foran, men centerforward-bøffen Bob Latchford reddede englænderne fra nederlag.
I 1974 var Søren Larsen med på landsholdets træningstur i marts måned til Vestafrika. Han spillede de to officielle landskampe mod Togo og Dahomey (i dag Benin) som venstre back.
Året derpå spillede B.1901’eren sin fjerde og sidste landskamp for Danmark. Det var i forbindelse med OL-kvalifikationen til de Olympiske Lege i Montreal.

Danmark kom ikke til OL
Modstanderen var Rumænien, der blev særdeles kompetent styret af de offensive stortalenter Ladislav Bölöni og Mircea Lucescu. Rumænerne havde i forvejen vundet det første kvalifikationsopgør med 4-0 i Bukarest, og eftersom der blev spillet efter cupsystemet, var de danske chancer til at overse. Et mål af Vanløsespilleren Birger Mauritzen gav et glimt af OL-håb, men efter pausen scorede Rumænien to gange og slukkede lyset.
Søren Larsen foretog et overraskende skifte til Næstved i 1977. Under den tidligere nordirske landsholdsspiller Jim Magills ledelse blev Larsen også her valgt til anfører på grund af sine fine lederegenskaber. I 1979 afrundede forsvareren imidlertid karrieren i hjerteklubben B.1901.