Annonce
Annonce

God’s Footballer: Talentet der hensatte England i chok

29.09.2026 Kl. 09:30
Wolverhampton elskede ham. Der var noget ”Beatles” over ham med det mørke, halvlange hår og den opportunistiske attitude.

Historien om Peter Knowles er uhyre speciel. Han var en talentfuld angriber med en bred vifte af kompetencer. Mange så ham som en ”coming man” på det engelske landshold, og han var utroligt populær blandt Wolverhampton Wanderers supportere. Men han valgte – ganske chokerende – en helt anden tilværelse.

To fodboldbrødre

Knowles voksede op i Fitzwilliam, Yorkshire, hvor den generelle sociale deroute i 1980’erne var så markant, at byen officielt blev betegnet som en ”spøgelsesby”.

Peters bror, Cyril, var en fremragende venstre back, der især huskes for en årrække i Tottenham Hotspur. Han opnåede 4 landskampe for England. Lillebroren var en mere iøjnefaldende og flamboyant type end Cyril. Peter kom på kontrakt i Wolverhampton i 1962, og debuterede året efter under den legendariske manager, Stan Cullis.

Læs den vilde historie om Peters bror, Cyril her: Han blev vraget som angriber – og blev i stedet en af Englands mest elegante backs nogensinde

Knowles var lidt ”Beatles”

Det var en turbulent periode for Wolves, for i Peters debutsæson rykkede klubben ned i 2. division. Knowles havde markeret sig positivt som en teknisk velfunderet angriber med blik for medspillerne, og han fik hurtigt status som fanfavorit på Molineux Ground. Ikke mindst det smukke køn fandt det unge, atletiske talent interessant. Der var noget ”Beatles” over ham med det mørke, halvlange hår og den opportunistiske attitude.

Peter reagerede på nedrykningen med et krav om en transfer, men det blev prompte afvist af Wolves’ ledelse. Stan Cullis blev afløst af Ronnie Allen, og den tidligere WBA-topscorer nægtede at slippe sin unge guldfugl.

Det var imidlertid helt indlysende, at Knowles var alt for god til 2. divisionsfodbold. I 1965-66 scorede han 19 mål og garnerede sine præstationer med et væld af assists. Men til hans store frustration lykkedes Wolverhampton først i 1968 med at avancere til the top flight.

Wolverhampton var populære

Comebacket i 1. division blev en succes. Peter udgjorde et spændende angrebspar sammen med nordireren Derek Dougan, og Ulvene havde et ungt og spændende mandskab på vej med folk som Kenny Hibbitt, Dave Wagstaffe, Mike Bailey og ”King John” Richards. Knowles spillede fremragende og blev udtaget til det engelske U-23 landshold, hvor han fik 4 kampe. Der var noget stort på vej.

I november 1969 blændede Danmarks Radio for første gang op for tipsfodbold fra England. Wolverhampton vandt ”debuten” med 1-0 over Sunderland.

DR havde til at begynde med en kontrakt med tv-selskabet ATV, der dækkede Midlands området, og derfor blev der transmitteret fra Coventry, Leicester, Nottingham, Stoke og Birmingham – og Wolverhampton var på de danske tv-skærme 4 gange dén vinter. Det betød, at Wolves blev et enormt populært mandskab i Danmark.

Peter Knowles nød også stor popularitet. Da sæsonen gik i gang, var han i forrygende form, og lignede i høj grad et godt bud på en deltager ved VM-slutrunden i Mexico i 1970. Men efter 8 kampe kom chokket.

Blev Jehovas Vidne og valgte Wolverhampton – og fodbolden – fra

Knowles annoncerede, at han var blevet Jehovas Vidne, og ikke længere ville være til rådighed for sin klub.

Pressen og fodboldfolket reagerede med chok og vantro; kunne det virkelig passe, at den 24-årige landsholdskandidat var villig til at smide en lovende karriere væk, for at fordybe sig i bibellæsning?

Også i Wolverhampton havde man svært ved at kapere situationen. Skiftende Wolves-managers fortsatte gennem 12 år med at forlænge Peters kontrakter i håbet om, at denne ville finde tilbage til grønsværen, men det skete aldrig.

Peters livsændrende kovending betød, at han blev vinduespudser og mælkemand frem for feteret fodboldstjerne.

Til broren Cyrils testimonial for Tottenham (mod Arsenal) i 1974, dukkede Peter pludselig op, for at spille en enkelt allersidste kamp.

Siden har han levet en nøjsom tilværelse i overensstemmelse med de religiøse normer i sin sekt. Mange ældre fans af Wolverhampton husker ham endnu som en af klubbens store angribere.

I morgen fylder Peter 81 år. Han har aldrig fortrudt sine karrierevalg.

Annonce