
Thomas Nørgaard reagerer på Brøndby-nederlag
Søndagens rivalopgør mellem Brøndby og FC København endte med en sejr på 1-0 til udeholdet, og nu har Thomas Nørgaard reageret efter nederlaget.
Andreas Cornelius blev matchvinder med en scoring i den sidste del af anden halvleg, og FC København havde da også haft de klart bedste chancer i opgøret.
Det var Thomas Nørgaard da heller ikke sen til at indrømme, da han udtalte sig til Brøndbys hjemmeside efter kampen.
– Jeg er da skuffet og ærgerlig på alles vegne. Det var en fantastisk kulisse at spille i, og jeg synes, spillerne gjorde hvad de kunne i forhold til den gameplan, vi havde lagt, fortæller cheftræneren.
– Jeg forventede en kamp, der ville være lidt låst, og i det billede synes jeg, vi prøvede at gøre det, vi kunne og løbe bag om deres forsvar.
– Men de var effektive og skabte større chancer end os, og så blev de farlige på indlæg. Så lige nu er det lidt karakteristisk for, hvor vi er som hold, at de får scoret på et hovedstød, der tager en af vores spillere først, inden den går i kassen.
– Men FCK skaber også større chancer, end vi gør i dag. Men jeg står også lidt med en følelse af, at de fik skabt deres mål lidt ud af ingenting i den periode af kampen, da jeg føler, vi egentlig var ret gode i den del af anden halvleg.
Brøndby har nu tabt de seneste fire kampe i Superligaen og er allerede 11 point efter FC København, som er nummer et.



















