Annonce
Annonce

Den beskedne topscorer: En ægte dansk måltyv

22.09.2026 Kl. 10:31
Det gavner ofte med ”rundsave på albuerne”, hvis man skal have indfriet ambitionerne i det hårde professionelle game.

Steen Thychosen fylder 68 år i dag.

Kæmpe angrebstalent og topscorer

Ligesom flere store østjyske profiler kom Steen Thychosen oprindeligt fra Vejle FC. Han var tidligt et lysende angrebstalent og fik allerede debut i landsholdssammenhæng – på dét man dengang kaldte juniorlandsholdet – som VFC-spiller i 1974. ”Thycho” scorede endda sejrsmålet mod Norge i Oslo.

I årene 1974-77 spillede han hele 33 gange på ynglingelandsholdet. På det tidspunkt et enormt antal. Det blev til en flot måltotal på 12 i de 33 opgør (topscorer), og deltagelse ved to EM-slutrunder (i Schweiz og Ungarn) og en samlet turneringssejr i Baltic Cup i 1976, hvor de unge danskere tævede Holland, Polen og Norge efter noder. Med på den årgang var bl.a. Kenneth Brylle, Henrik Jensen og Michael Schäfer. B.1901’eren Henrik Bo Larsen var anfører.

Også på U-21 landsholdsniveau gjorde Thychosen sig fint gældende med 3 mål i 7 kampe. Han debuterede i EM-kvartfinalen mod Bulgarien i 1978, hvor Danmark vandt med 3-0 i snevejr i Idrætsparken, men desværre gik ned i returopgøret i Sofia (1-4).

Var for beskeden til Bundesligaen

Det blev VB der lagde platform til et stort nationalt gennembrud – og et dansk mesterskab – i 1978. Guldet blev kørt i hus med et 4 point forspring til Esbjerg på andenpladsen. Vejle spillede offensivt og seværdigt, og scorede 64 mål i de 30 kampe i 1. division.

Den målfarlige forward blev så købt af Borussia Mönchengladbach, hvor man jo tidligere havde haft stor succes med danske spillere: Ulrik le Fevre, Henning Jensen, Allan Simonsen og Carsten Nielsen.

Alt om Carsten Nielsen her: Han blev europæisk mester – men fik kun fire landskampe for Danmark

Gladbach vandt UEFA Cup turneringen i Steens første sæson i Vesttyskland. Allan Simonsen sikrede triumfen med en scoring på straffespark i finalekamp nummer 2, hvor Røde Stjerne Beograd (Crvena zvezda) blev besejret med 1-0. I modsætning til landsmændene Allan Simonsen og Carsten Nielsen, blev der ikke spilletid til Thychosen i de to finaleopgør.

Desværre blev den vejlensiske måltyv ikke den helt store succes på Bökelberg. Steen fik blot 26 kampe i Bundesligaen (2 mål) på tre sæsoner.

Heller ikke efterfølgende i Racing White i Belgien slog han igennem for alvor. Set i bakspejlet kan man nok påstå, at Steen var uheldig med at komme til to tidligere storklubber i Europa, der ikke længere havde fordums styrke. Begge var i tydelig deroute på netop det tidspunkt. Desuden havde Steen en måske lidt for beskeden personlighed. Det gavner ofte med ”rundsave på albuerne”, hvis man skal have indfriet ambitionerne i det hårde professionelle game.

Steen Thychosen.

I EM-truppen i Frankrig

Til gengæld havde Vejle en heldig hånd med at bringe måljægeren hjem til Nørreskoven i 1983. Det indbragte endnu en mesterskabstitel i 1984, og Thychosen blev topscorer i 1. division med 24 mål.

Den massive succes med VB gav Steen en billet til den danske EM-trup i slutrunden om europamesterskabet i Frankrig i 1984. Vejlenseren konkurrerede med Preben Elkjær, Michael Laudrup og Kenneth Brylle om pladserne i angrebet, og Thychosen fik ikke spilletid.

Endnu et udlandsprofessionelt eventyr (fra 1985) i Lausanne-Sports i Schweiz gav stor personlig fremgang for forwarden, der endte som topscorer i schweizisk fodbold i 1986 med 21 mål. Med 79 scoringer i 136 ligakampe i Lausanne, må man sige, at Thychosen gjorde sin skyldighed gældende for ”Les Bleus et Blanc” – de blå-hvide.

På A-landsholdet var Steen Thychosen som nævnt reserve ved EM i 1984, men det blev kun til i alt to landskampe. Det var i henholdsvis 1984 og 1986 mod Bulgarien respektive Finland, men i begge tilfælde kun med korte indhop.

Karrieren blev meget passende rundet af i Vejle Boldklub i starten af 1990’erne. Steen Thychosen var i mange år udviklingschef i Vejle. Han er for kort tid siden gået af i denne funktion.

Dynastiet

Thychosen er et fodbolddynasti uden lige i Danmark.

Omdrejningspunktet har indiskutabelt været Vejle Boldklub.

Hele 10 spillere med efternavnet Thychosen har optrådt for det bedste hold i Vejle:

Første generation: Ulrich (A-landshold), Steen (A), Jørgen, Annette (A).

Anden generation: Mie (U-landshold, datter af Ulrich), Mette (datter af Ulrich), Jacob (søn af Steen), Tina (U, datter af Steen), Oliver (U, søn af Jørgen), Mads (U, søn af Annette) samt Mads’ lillebror, Kasper (U-landshold).

Annonce