Annonce
Annonce

Straffes efter chokerende tilråb om afdøde Diogo Jota

16.09.2026 Kl. 20:40

Al-Taawoun er blevet idømt to hjemmekampe uden tilskuere efter tilråb om afdøde Diogo Jota.

Det saudiarabiske fodboldforbunds disciplinær- og etikkomité har besluttet, at Al-Taawoun skal spille sine næste to hjemmekampe bag lukkede døre.

Derudover er klubben blevet idømt en bøde på 100.000 saudiarabiske riyal, svarende til omkring 172.500 kroner.

Straffen kommer efter lørdagens Saudi Pro League-opgør mellem Al-Taawoun og Al-Hilal, hvor gæsterne vandt hele 6-0.

Jota-tilråb skulle ramme Ruben Neves

Under kampen råbte dele af Al-Taawouns tilhængere gentagne gange Diogo Jotas navn i et forsøg på at provokere Al-Hilal-spilleren Ruben Neves.

Neves var en nær ven af Jota, som døde sammen med sin bror i en bilulykke den 3. juli 2025.

Den portugisiske midtbanespiller var blandt dem, der bar kisten ved Jotas begravelse, efter at de to havde været holdkammerater på det portugisiske landshold.

Efter kampen reagerede Neves på tilråbene. Han pegede mod himlen og sagde:

– Jeg håber ikke, at de går hen og beder bagefter.

Cristiano Ronaldo krævede handling

Tilråbene blev mødt med massiv kritik, og også Cristiano Ronaldo reagerede på episoden.

Den portugisiske superstjerne opfordrede til, at der blev grebet hårdt ind over for de ansvarlige.

Al-Hilal indgav efterfølgende en officiel klage over episoden, mens Al-Taawoun selv tog afstand fra tilråbene.

Klubben understregede, at adfærden ikke repræsenterede hverken Al-Taawoun eller klubbens tilhængere.

Nu har det saudiarabiske fodboldforbund altså reageret med en straf, der betyder, at Al-Taawouns næste to hjemmekampe skal afvikles uden tilskuere.

Morten Frendrup sælges for 150 millioner

Nyheder

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce