Annonce
Annonce

Dansker blev hentet af Bayern München - men fik kun fem kampe for storklubben

15.09.2026 Kl. 07:30

79 år i dag.

Viggo Biehl Jensen er i dag først og fremmest kendt og anerkendt som en af dansk klubfodbolds dygtigste trænere gennem tiderne. En herlig hidsigprop der altid har levet og åndet for de klubber han har været ansat i, og også manden bag det danske OL-hold i 1992 i Barcelona. 

Men Viggo havde også en fin aktiv karriere. 

Debut mod det internationale topmål

Den iltre og energiske Viggo Jensen er egentlig født i Esbjerg, og spillede for Esbjerg fB midt i 1960’erne. Men det meste af hans aktive karriere, og en utvivlsomt meget stor del af Viggos fodboldhjerte, lå hos B.1909. Med ”De Røde” fra Volls Mose vandt Viggo pokalturneringen i 1971 med en finalesejr over Frem på 1-0. 

1971 blev et kæmpestort år for backen. Han kom for alvor ind i varmen i landsholdssammenhæng. Først med en række kampe på U-21 landsholdet, bl.a. en 2-1-sejr over Portugal i en EM-kvalifikationskamp i Aalborg, hvor Danmark vandt på et sent mål af Iver Schriver.

Samme år fik den pålidelige back debut på A-landsholdet. Det var i en venskabskamp mod Vesttyskland, foran 40000 mennesker i Idrætsparken. Et glimrende udstillingsvindue på et tidspunkt hvor der var begyndt at komme mange danske spillere til Bundesligaen. På det danske landshold var stærke legionærer som Ulrik le Fevre, Ole Bjørnmose, Johnny Hansen og Jørgen Kristensen. Men gæsterne troppede frem i en stjernebesat opstilling, der sagde spar to. Tjek lige den line up ud: 

Sepp Maier, Franz Beckenbauer, Georg Schwarzenbeck, Wolfgang Weber, Berti Vogts, Heinz Flohe, Wolfgang Overath, Günther Netzer, Horst Köppel, Siggi Held og Gerd Müller. Undervejs skiftede tyskerne 3 mand ind: Herbert Wimmer, Jürgen Grabowski og Jupp Heynckes…  

I en mindeværdig kamp tabte Danmark med hæderlige 1-3. Müller, Beckenbauer og Heinz Flohe scorede for Vesttyskland. Anføreren Kresten Bjerre nettede for Danmark.

Bayern München kuppede Viggos transfer

Måske har man ved den lejlighed noteret sig 1909-fighteren, for to år senere blev Viggo tilbudt kontrakt i Bundesligaen. Og såmænd af ingen andre end verdens på det tidspunkt stærkeste klubhold, Bayern München!

Det var egentlig meningen, at Viggo skulle have spillet for FC Augsburg, men Bayern havde et akut problem på venstre back pladsen, idet Paul Breitner var blevet skadet, så Augsburgs ”storebror” i det sydtyske overtog i al hast danskerens transfer og kontrakt.

I Bayern har man formentlig været på udkig efter en afløser – på sigt – for Johnny Hansen, der var så værdsat for sin pålidelighed i München, at det virkede som en plausibel plan, at en anden dansker kunne træde i hans fodspor. Johnny var også plaget af temmelig alvorlige skader i perioder. Sådan gik det nu ikke. Viggo måtte nøjes med 5 kampe for Bayern i sæsonen 1973/74, men det var altså også på et tidspunkt hvor tysk klubfodbold virkelig toppede internationalt. Bayern vandt for anden gang i træk Europa Cup turneringen for mesterhold, og der blev ikke rigtig plads til Viggo Jensen. 

I stedet kom han til Greuther Fürth i 1974, hvor han, i relativ ubemærkethed, fik stor succes i 2. Bundesliga Syd. I 4 sæsoner spillede Viggo fast, og opnåede 102 ligakampe for Fürth. 

Landstræner Kurt Nielsen foretrak andre forsvarere til sin landsholdsdefensiv. Så Viggo Jensen blev ”stående” på 8 landskampe for Danmark. 

Flot og lang trænerkarriere

I 1978 tog Viggo hjem til Danmark og rundede karrieren af med nogle sæsoner for OB, og siden ”hjerteklubben” B. 1909. Ifølge klubhistorikeren Jesper Kent Mortensen opnåede han i alt 139 kampe for 09’erne.

Allerede i Fürth var Viggo begyndt at forberede sig til trænergerningen, og i 1982 startede han den divisionstræner karriere (han var først i Svendborg), der med tiden skulle gøre ham til en af de mest farverige personligheder i dansk fodbold, over de næste 30 år. 

Viggo Jensen. Gandil-Selskabets fodboldsymposium den 30. marts 2025 hos B.1909, Odense. Foto: Claus Birch

På det lange træner-cv står bl.a. 3 perioder i Silkeborg IF, Malmö FF, OB, Viborg, Esbjerg, det estiske landshold og en ganske succesrig tid som U-21 landstræner.

I januar 2025 kunne man opleve Viggo sammen med en række andre koryfæer i forbindelse med Gandil-Selskabets symposium på Gillestedvej/B.1909.

Nyheder

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce