Alle Sportslørdag-fans husker den: Men historien bag er noget helt særligt
Alle ældre danske Sportslørdag-fans husker formentlig ”den store nytårskamp”, den 30-12, 1978.
Old Trafford lagde græs til den dyst mellem Manchester United og West Bromwich Albion, der for eftertiden skulle komme til at stå i et episk lys.
Denne lørdag, den 30. december 1978, var der ekstra god grund til at gøre sig det velbehageligt under et varmt tæppe, for Kong Vinter havde med gammeltestamentlig vrede lagt Danmark i et jerngreb under rekordstore snemængder og temperaturer på kummefryserniveau. Søværnets isbrydere, Danbjørn og Isbjørn, der det meste af året lå på Flådestation Frederikshavn, var travlt beskæftiget med at sikre en bare nogenlunde normal skibstrafik i de tilfrosne danske farvande, og tusindvis af indesneede danskere måtte have hjælp fra Falck for at kunne forlade deres hjem.
Der var altså al mulig grund til at snuppe sig en hjertestyrkende romtoddy eller en skoldhed kop kaffe, mens man gjorde sig til gode med årets sidste julegodter i det vintermørke, der allerede inden kampstart klokken 16.00 dansk tid havde forvandlet kongeriget til et begsort, uigennemsigtigt mørkekammer uden for vinduerne.
Vild underholdning
Spillets kvalitet var af højeste kaliber. Underholdningen var uovertruffen. Og målene var bare vanvittige. 8 af slagsen, det ene bedre end det andet. Sportslørdags seere kårede Len Cantellos smukke pletskud til årets bedste i dansk tv. Også engelsk fjernsyn hyldede kvaliteten. Da ITV lod sine seere kåre sæsonens mål, var både Len Cantellos og Cyrille Regis’ scoringer fra kampen med blandt de seks kandidater.
Den eneste skamplet på opgøret mellem United og WBA var de racistiske tilsvininger, som Brendon Batson, Cyrille Regis og Laurie Cunning ham blev udsat for fra en del af hjemmeholdets tilskuere. Ud over det menneskeligt foragtelige i sådanne verbale tilsmudsninger vidnede mishagsytringerne også om manglende fodboldforstand, for de tre spillere var blandt Englands bedste på det tidspunkt.
Cantello og fremstormende WBA
Len Cantello, der scorede på et forrygende drøn efter et formfuldendt WBA-opspil, fylder 75 år i dag. Hans smukke scoring i den så minderige 5-3-kamp indbragte ham en plads i bevidstheden hos alle danske fodboldfans, der slugte Sportslørdags overflødighedshorn af en nytårsmatiné den eftermiddag, og en plads i hjertet hos alle dem der blev livslange tilhængere af WBA.
Len Cantello voksede op i Manchester og var som barn ivrig City-fan. Men det blev hos West Bromwich at han kom til at tilbringe størstedelen af sin karriere.
På Ron Atkinsons succesmandskab spillede Len Cantello central midtbanespiller (8’er). Han lå bag angriberne Cyrille Regis og Alistair Brown, sammen med kanonskytten Tony Brown og superdribleren Laurie Cunningham. Hvordan fik Atkinson dog skabt plads til så mange fremragende kreative spillere i sit kollektiv? Recepten var hurtigt omstillingsspil. Der var ikke mange dikkedarer, og The Baggies bragede derudaf med seværdigt, kvikt og meget direkte spil, og var nær gået hele vejen til det engelske mesterskab.
Desværre for Atkinson og co. var vinteren også slem i England, og det medførte et sammenpresset program i det tidlige forår, hvor de mange aflyste kampe skulle afvikles med korte intervaller. WBA havde også UEFA Cup fodbold på paletten, og truppen var lidt for smal.
I den sidste ende blev det ”kun” til bronzemedaljer, men West Bromwich høstede stor ære af præstationerne, og klubben fik mange danske fans. Faktisk så mange, at alt om Sport kunne ”kåre” WBA som den mest populære i Danmark efter en læserafstemning i 1979.
Stillede med et hold af farvede spillere i testimonial
Len Cantello fik ingen landskampe for England, men ingen var i tvivl om hans spillemæssige kvaliteter. Ikke mindst på The Hawthorns, hvor det trofaste publikum elskede den lyshårede tekniker/slider. Han opnåede 371 optrædener for Albion frem til 1979, og fik tildelt en testimonial for sin klubloyalitet.
Til denne benefice valgte Cantello at stille et hold udelukkende af farvede spillere, med bl.a. hans holdkammerater Cunningham, Regis og Brendon Batson – ”The Three Degrees”. Et sådant initiativ på det tidspunkt var ret så banebrydende og ikke så lidt modigt. De farvede aktører i engelsk fodbold måtte dengang leve med en daglig tilsvining, der er næsten ufattelig i dag. Jeg tilegnede et kapitel i Bogen om Sportslørdag til denne problematik.
Len Cantello spillede nogle sæsoner i Bolton og tog så, efter en periode i hollandsk fodbold, til Nordamerika, hvor han etablerede kontakt til et canadisk firma der specialiserede sig i kunstgræs. Han arbejdede i mange år i den branche og lever i dag et roligt liv med sin hustru gennem mange år i fødebyen Manchester.
