
Højlund fremhævet i nådesløs United-sviner: ”Gud velsigne dem”
Rasmus Højlund stråler i Italien, mens Manchester United må se til fra sidelinjen med røde ører.
I støvlelandet griner man hele vejen til banken over den engelske storklubs vane med at ødelægge spillere, for derefter at forære dem væk.
Den profilerede italienske journalist Paolo Condò fremhæver nu, hvordan afgange fra Old Trafford regelmæssigt genrejses, så snart de lander i Serie A, og han lægger ikke fingre imellem.
– Gud velsigne Manchester United. Der findes ingen storklub i verden, som i samme grad har formået at ødelægge spillere, som United har gjort det over de seneste 10-12 år, lyder den nådesløse dom fra Paolo Condò.
Højlund og McTominay som pragteksempler
Den italienske journalist fremhæver specifikt den danske landsholdsangriber Rasmus Højlund som et soleklart bevis på tendensen sammen med flere andre tidligere United-profiler, der også har fået karrieren tilbage på sporet.
– Nu ser vi en fremragende Højlund. Scott McTominay blev Napolis Scudetto-helt, og David De Gea leverer masser af redninger. De fungerer i bund og grund som en fast leverandør til Serie A, konstaterer Condò og tilføjer med en slet skjult stikpille:
– Vi kan slet ikke stoppe med at takke dem.
Det giftige miljø på Old Trafford
Udtalelserne rammer direkte ned i en følsom og velkendt debat om det enorme pres og ustabile miljø på Old Trafford.
Gang på gang kæmper verdensstjerner med formen i England, blot for at genfinde topniveauet i det øjeblik, de trækker en italiensk trøje over hovedet.
Rasmus Højlund i dyb sorg: ‘Jeg er knust’


















