Big Mal og skandalerne

Født på denne dag i 1927.

Han var som aktiv en dygtig og konstruktiv centerforsvarer, der havde en stor karriere i West Ham United, dog uden at nå landsholdet.

Den demokratiske diktator

Som manager var Allison en uhyre flamboyant og ekstrovert personlighed. Han var visionær på områder som moderne træningsmetoder og talentudvikling, og han var en nyskabende managertype, der orkestrerede sit holds træning på nært hold og tog hånd om alt det taktiske og mandskabsbehandlingen. Ligesom vi er vant til, at en træner agerer på det europæiske kontinent, men langt fra de traditionelle ”sportsdirektøragtige” engelske managere.

Men Allison var også selviscenesættende, respektløs, skånselsløst ambitiøs og særdeles kontroversiel. Han brændte sit lys i begge ender, og der var et anstrøg af noget selvdestruktivt over ham.

I skolen dumpede han med vilje for at kunne forfølge en målrettet fodboldkarriere. Han fik bortopereret en lunge, men fortsatte med at kæderyge. Han havde talrige affærer med modeller og pornoskuespillerinder og var fast inventar i tabloidavisernes historier. Altid med fedorahat og høj cigarføring. Kørekortet røg efter en tur ned ad en ensrettet gade under spirituspåvirkning. Allison havde da også et alt for stort alkoholforbrug. Men spillerne beundrede og idoliserede deres chef, der i medierne udnævnte sig selv som en ”demokratisk diktator”.

I begyndelsen af 1970’erne udmanøvrerede han på kynisk vis sin mentor og chef, Joe Mercer, som manager i Manchester City. Mercer kom på arbejde på Maine Road en morgen i 1971, og måtte se sin parkeringsplads sløjfet. Allison havde, i en sammensværgelse med klubformanden Peter Swales, gennemført en slags paladsrevolution, der gjorde den tidligere assistent til boss. Mercer havde intet andet valg end at sige op.

Turbulent periode

Big Mal styrede derefter – i Mercers fravær – Manchester City uden om et mesterskab i 1972, der ellers syntes ret sikkert. Trods momentvis seværdigt spil manglede den afgørende stabilitet. Med tre kampe tilbage havde City afgørelsen i egne hænder, men uafgjort i Coventry og et nederlag i Ipswich betød, at en sejr i den sidste kamp mod Derby County ikke rakte. Derby blev mestre, blot et point foran The Citizens.

Allison opnåede kun en 11. plads i sæsonen 1972/73 og blev så fyret af sin tidligere sammensvorne Peter Swales. Allison tog derefter til Crystal Palace og tyrkiske Galatasaray, inden Swales hentede ham tilbage til Manchester City i 1979. City havde vundet Liga Cup-trofæet i 1976 (på blandt andet et fabelagtigt saksesparksmål af Denis Tueart) og opnået en andenplads i ligaen i 1977 under den trofaste klubsoldat, Tony Book, der nu blev degraderet til assistent. Allison forsøgte straks at opbygge et nyt hold fra grunden med unge spillere.  

I 1979/80 var det altafgørende problem imidlertid, at talenterne på det unge Citymandskab ikke havde nok talent, og de rutinerede støttespillere var for få. Desuden ragede Allison uklar med den skotske midtbanedynamo Asa Hartford, og han solgte Gary Owen og publikumsfavoritten Peter Barnes. Rekordkøbet af Wolverhampton Steve Daley faldt til gengæld helt igennem. Det medførte alt sammen en voldsom og brat deroute for Manchester City. Sportslørdags danske tv-seere kunne følge udviklingen på Maine Road fra helt tæt hold, for sendefladen gav plads til en ret banebrydende produktion fra det engelske tv-selskab Granada, der fik lov at lave en sportsdokumentar, der gik tæt på Allison og hans mandskab. ”Manchester City – a club in crisis” fra 1981 satte en tårnhøj standard for alle sådanne produktioner. DR sendte den i uddrag i Sportslørdag.

Banebrydende dokumentar

Nu til dags er det blevet ret almindeligt med reality-tv, der går ”bag om kulisserne” i fodboldens verden. Seerne kan være fluen på væggen i omklædningen, i trænerens taktikrum, tæt ved udskiftningsbænken og sågar i bestyrelseslokalet. I programmer som Sunderland till I die, Superliga Backstage og Welcome to Wrexham kan man komme tæt på fodboldens elitemiljø – i alt fald i mere eller mindre redigerede og udvalgte momenter. I 1981 var det nytænkning.

Granadas idé om en fodbold-doku tiltalte utvivlsomt Malcolm Allisons hang til promotion og selviscenesættelse. Men programmet tog en uventet drejning. Manchester City kom i sportslig krise, og manageren røg – for rullende kameraer – længere og længere ud i tovene. Mens sædet gik fra varmt til glohedt, gik han efterhånden i opløsning. Citys bestyrelse skred til fyring og hentede i stedet John Bond i Norwich City. De kunne næppe have fundet en større diametral modsætning til Allison. Bond var selve billedet på den konservative engelske managertype. Ydmyg, retlinet, hårdtarbejdende og uhyre traditionel.

Bonds metode

I dokumentaren møder han sine nye spillere på Maine Road for første gang på et møde, hvor han afmålt og kontrolleret opridser de fremtidige betingelser for disciplin, bøder, påklædning med mere. Da grundreglerne var på plads, gav Bond sig til at hente en række rutinerede spillere ind. Fra sin tidligere klub købte han angriberparret Kevin Reeves og Phil Boyer. Fra Bristol City midtbanefighteren Gerry Gow. Og fra Coventry City to meget erfarne rotter: backen Bob McDonald og den stilfulde skotske wing Tommy Hutchison.

Bond holdt sig ikke tilbage fra lidt nepotisme og købte (året efter) sin egen søn Kevin, som han også tidligere havde hentet til Norwich. Bond-effekten fungerede faktisk, og City kom på ret kurs. Imens blev Malcolm Allison (for anden gang) ansat i Crystal Palace. Allison og John Bond kendte hinanden særdeles indgående. De havde begge tilbragt hovedparten af deres aktive karrierer som spillere på samme hold i West Ham United, hvor Allison var en naturlig leder og Bond en forholdsvis anonym vandbærer.

Underholdning på den store klinge

Granadas dokumentar kulminerer til sidst med, at de to tidligere hold kammerater mødes som rivaler i en FA Cup-kamp mellem Manchester City og Allisons nye klub Crystal Palace. Det er fjernsynsunderholdning på den helt store klinge. Den ultimative konfrontation mellem de to arketyper og fuldkommen divergerende personligheder. City smadrede Palace med 4-0 og gik siden hele vejen til Wembley og to ikoniske cupfinaler mod Tottenham.

Efter Palaces eklatante nederlag følger tv-holdet Malcolm Allison ind i Citys bestyrelseslokale, hvor han trøster sig med en ret stor cognac og må sidde og lægge ryg til overbærende kommentarer fra Peter Swales og John Bond. Sidstnævnte sidder med en danskvand og siger til Allison: ”Jeg tror såmænd, at du kan styre et hvilket som helst team, men hvem skal styre dig?” Den detroniserede Allison ser op i loftet og griner lidt: ”Det gør jeg selv,” svarer han så. Men det kneb.

Malcolm Allison holdt ikke længe på Selhurst Park og drog til varmere himmelstrøg som Tyrkiet, Portugal og Kuwait. Lyset brændte til sidst ned, og han døde som alkoholdement i 2010. Han blev dog 83 år.

Du kan læse mere om Joe Mercer her: Han blev svigtet af sine egne – men skrev engelsk fodboldhistorie