Fylder 56 år i dag: Han blev Englands mest udskældte mand

56 år i dag.

Gareth Southgate var, i sin aktive karriere, en klog centerforsvarer, der havde en meget lang og ganske fin karriere i Crystal Palace, Aston Villa og Middlesbrough. Han vandt Liga Cup turneringen med Villa i 1996 og med Middlesbrough i 2004.

På landsholdet blev det til 57 optrædener. Ved EM i 1996 var han med til at spille England frem til semifinalen, men han brændte i straffesparkskonkurrencen mod Tyskland, hvor englænderne (som sædvanlig) tabte i dysten fra 11-meter pletten.

UEFA Cup finalen i 2006, hvor Boro tabte til Sevilla, blev Southgates sidste kamp i karrieren. Kort efter overtog han managerjobbet i klubben.

Blev landstræner ad omveje

Egentlig var Gareths indtræden i managerbranchen ikke specielt succesfuld. I alt fald blev han fyret i Middlesbrough i 2009, hvor klubben måtte notere en skuffende nedrykning, trods store armbevægelser på transfermarkedet.

Men Southgate havde tilsyneladende et så solidt omdømme, at fodboldforbundet udpegede ham som træner for det nationale U-21 landshold i 2013. På det tidspunkt havde han stået uden job i 4 år. De unge Løver kvalificerede sig til U-21 EM i 2015, men dumpede i gruppespillet. Så fulgte en række hændelser, der førte til Southgates udnævnelse til landstræner.

Roy Hodgson måtte trække sig efter det forsmædelige nederlag mod Island ved EM i 2016, og forbundet foretrak en engelsk træner. Det blev Sam Allardyces chance. Men Big Sam dummede sig og blev fanget på en skjult mikrofonoptagelse, hvor han pralede af at have benyttet sig af returkommission betalinger ”under bordet” som klubmanager. Det blev en ren bombe i pressen, og den skandaliserede Allardyce måtte trække sig efter blot en enkelt kamp i spidsen for Three Lions.

Forbundet måtte agere hurtigt og trække på et ”sikkert kort” uden kontroversiel fortid, og skrev kontrakt med den lidt anonyme Southgate.

Den nyudnævnte landsholdsmanager satte sig i et sæde, der igennem årene har været nærmest konstant varmt, og til tider glohedt. Det er muligvis det vanskeligste job i hele fodboldens enorme univers.

Det vanskelige job

Listen over de engelske landstrænere (uden ”caretakers”) tager sig således ud:

Walter Winterbottom var den første, udpeget i 1946. Han var stærkt upopulær i pressen for sit ”grå” og tørre image, og heller ikke vellidt blandt spillerne, der fandt ham skolemesteragtig og taktisk begrænset. Winterbottom måtte dog konstant kæmpe med en udtagelseskomité, der var et uregerligt kludetæppe af klubledere med stærke egeninteresser. Du kan læse mere om Walter Winterbottom her: Skolelærerens umulige kamp: Var engelsk fodbolds mest udskældte mand i virkeligheden et geni?

Alf Ramsey blev Englands mest succesrige landstræner i historien, i kraft af VM-guldet i 1966 og en EM-bronze i 1968. Men han gik fra frisk, taktisk innovation landsholdet til notorisk uvilje imod forandringer og udskiftninger. Landsholdet gik i stå under hans egenrådige ledelse og han var i nærmest konstant krig med pressen.

Leeds Uniteds ”Godfather”, Don Revie, overtog i 1974, men blev skandaliseret af rygter om korruption og stak af fra det hele og drog til Arabien. Meget mere om Don Revie her: Manden der smadrede det gamle system: Don Revie revolutionerede engelsk fodbold

Ron Greenwood var en dygtig talentudvikler, men England klarede sig dårligt ved EM i 1980, og nåede kun mellemrunden ved VM i 1982. Greenwood forekom famlende i forhold til det taktiske, og hans assistent, Don Howe, fremstod i pressen som manden med magten.

Bobby Robson missede sin første kvalifikation til en slutrunde (EM i 1984), men siden revancherede han sig og opnåede en hidtil uset popularitet, da han førte England til VM-semifinalen i 1990.

Robsons efterfølger, Graham Taylor, var en katastrofe som landstræner. Pressen gav ham hånligt tilnavnet ”Turnip”. Et dokumentarhold fulgte på tæt hold hans sørgelige personlige sammenbrud og opløsning i VM-kvalifikationen i 1993.

De to næste landsholdsmanagers, Terry Venables og Glenn Hoddle, faldt først og fremmest på Englands manglende evner udi straffesparkskonkurrencer. Pressen svælgede i historier om Hoddles buddhistiske trosideologi og kontroverser med nøglespillere.

Kevin Keegans popularitet var urørlig, men han måtte, efter et skuffende EM i 2000, erkende, at hans taktiske evner ikke slog til. Det var et stort personligt nederlag for den ellers så elskede ”Mighty Mouse”. Læs mere om The Mighty Mouse her: Keegan – ren rock and roll

Sven-Göran Eriksson opnåede tre slutrunde kvartfinaler, men atter var straffesparkene englændernes nemesis. ”Svennis” var respekteret blandt spillerne, men pressen nærmest stalkede den første udlænding i embedet, og der var nok mange der mente, at han nød det offentlige rampelys i lidt for rigelige doser.

Steve McClaren blev gjort til grin som ”The Wally with the Brolly” i sportspressen, efter et kvalifikationsnederlag i 2007, hvor han stod magtesløs på sidelinjen med en paraply i silende regn. Forfatteren Jonathan Wilson sparede ikke på kritikken af McClarens taktiske formåen i bogen ”The Anatomy of England”, selv om Wilson tog klar afstand fra boulevardpressens personangreb.

Fabio Capello kom med et ualmindeligt stærkt cv, men resultaterne var ret begrænsede. Man måtte spørge sig selv, om landsholdet passede til den afmålte og defensive italienske mentalitet.

Roy Hodgson blev, som omtalt ovenfor, offer for et ydmygende nederlag mod Island i 2016, mens Sam Allardyce slog alle rekorder for skandalisering af landstrænerjobbet. Læs mere om Hodgson her: Roy Hodgson fortrød én beslutning resten af livet – den ændrede FCK for altid

Gareth Southgate gik dog ufortrødent i gang med arbejdet og – iført stilfuldt jakkesæt med grå vest, direkte fra Savile Row – førte han England til VM-semifinalen i 2018.

Defensiv minimalisme kom i vejen for den ultimative triumf

Ved EM i 2021 lignede England et rigtig solidt bud på en samlet vinder på hjemmebane. Men der sneg sig en angst og en minimalisme ind i Southgates strategi. Man så det i semifinalen mod danskerne. England kom bagud, men tog taktstokken og styrede opgøret totalt. Indtil føringsmålet i den forlængede spilletid. Så trak Southgate hele banden ned i eget straffesparksfelt for at holde stillingen. Ingen i den engelske trænerstab lagde tilsyneladende mærke til, at Danmark måtte spille med 10 mand, efter at Mathias Jensen var blevet skadet og måtte udgå med 15 minutter tilbage.

I stedet for at fastholde kontrollen mod et decimeret mandskab, der ret beset dårligt havde haft et angreb i 60 minutter, overlod Southgate fuldkommen initiativet, og det medførte faktisk et dansk pres i slutfasen og et par halve chancer. Bagefter havde Kasper Hjulmand travlt med at tale om to bolde på banen og usportslige engelske tilskuere, men det var et faktum, at Danmark spillede alt for defensivt og forspildte en gylden mulighed for at vinde hele molevitten. For englændernes vedkommende blev den besynderlige taktiske adfærd i slutfasen et dårligt varsel.

Gentagelse i finalen

I finalen gentog Southgate sin unødigt defensive tilgang. England startede ellers som lyn og torden mod Italien og kom foran. Men trak så helt og aldeles nødbremsen og blev – ganske unødvendigt – presset totalt i bund af et italiensk hold uden de store profiler. Det var bundnaivt, og ikke så lidt kujoneri, at stille sig så defensivt an, og det blev da heller ikke belønnet. Italien fortjente sejren, og den kom i hus efter (endnu) et straffesparksnederlag til England. Southgate blamerede sig fuldkommen, da han udpegede de yngste og mest uerfarne spillere til at varetage de afgørende, nervepirrende spark. Det gik, som bekendt, galt.

Efter en kvartfinale ved VM i Qatar, lykkedes det endnu en gang at spille England frem til en EM-finale i 2024. Igen savnede man offensivt mod i slutkampen, og Spaniens 2-1-sejr var så absolut fortjent. Gareth Southgate trak sig efterfølgende med et flot renommé med to EM-sølvmedaljer som resultat. Dermed er han den næstbedste engelske landsholdsmanager i historien (efter Ramsey). Men der er nok dem, der – som jeg – mener at de ultradefensive krumspring er stik imod Englands fodbold-DNA. To EM-finaler er en stærk præstation, men det kunne have blevet til mere.

Tuchel havde intet lært

Det var tydeligt, at arvtageren Thomas Tuchel desværre ikke havde lært lektien. Tyskeren havde 7 forsvarsspillere på banen til sidst i VM-semifinalen i Atlanta mod Argentina, hvor en ren Cattanacchio formøblede initiativet og forærede modstanderne finalepladsen.