
Han skal udfylde Guardiolas enorme sko - men noget er allerede gået helt galt
Manchester City blev oprindeligt stiftet i 1880. Klubben havde nogle tidlige forløbere, bl.a. klubben Gorton FC, der blev initieret af en ihærdig dame fra den lokale afholdsbevægelse, der advokerede for at unge mænd skulle dyrke idræt frem for at gå på pub. Man havde altså en tidlig tæt forbindelse til kristne, kirkelige bevægelser og organisationer.
Manchester og Lancashire var et tidligt udviklingscenter i engelsk fodbold, og der var mange konkurrerende klubber. I selve byen Manchester naturligvis først og fremmest City og United (i starten Newton Heath).
City havde i tiden omkring 1900 et sportsligt forspring, og det udmøntede sig i, at man fik sammensat et stærkt mandskab, der for alvor satte Manchester på fodboldlandkortet og hjemførte FA Cuppen i 1904.
Men ulykken ramte klubben, da det kom for dagens lys, at spillere og ledere var dybt involveret i en stor bestikkelsesskandale. Klubbens stjernespiller og anfører, waliseren Billy Meredith, erkendte sin andel i fortrædelighederne, men havde samtidig den frækhed at påstå, at sådanne gedulgte pengetransaktioner var ganske almindeligt forekommende i engelsk fodbold. Det medførte en kæmpe opstandelse, og Meredith blev straks lagt for had. City kom i finansielle problemer og måtte bortauktionere de bedste kontraktspillere. Det blev Uniteds chance. Billy Meredith og flere andre profiler, blandt andre topscoreren Sandy Turnbull, kom i ”rød” tjeneste, hvilket bevirkede at United kunne sikre klubbens første FA Cup triumf i 1909. Men affæren gjorde ikke noget godt for stemningen og atmosfæren fansene af de to klubber imellem.
City kom efterhånden godt igen og havde gode perioder i 1930’erne og anden halvdel af 1960’erne, men der var også nogle gevaldige nedture. I slutningen af 1990’erne måtte klubben helt ned i den tredjebedste række. Fra 2008 vendte billedet totalt. Abu Dhabi United Group, i realiteten De Forenede Arabiske Emirater, købte klubben og tilførte gigantiske økonomiske ressourcer. The Citizens blev en massiv magtfaktor i engelsk fodbold og vandt titler på stribe.
Meritter:
10 x engelsk mester, heraf 4 i træk (2021-24).
8 x FA Cup vinder
9 x Liga Cup vinder
1 x Champions League
1 x Europa Cup for pokalvindere
Manchester City har to gange vundet The Double (2019 og 2023) og en gang The Treble (2019).
Spilledragten:
Til at begynde med spillede klubben i sorte trøjer med et flot hvidt malteserkors på brystet. Men allerede i 1894 fandt man frem til et lyseblåt outfit med hvide bukser, samtidig med at Manchester City fik sit endelige navn. Farven på spilletrøjen kalder englænderne for ”Cambridge-blå”.
Det flotte klublogo er inspireret af byen Manchesters våbenskjold. Den øvre halvdel er et sejlskib, hvilket understreger byens lange fortid som handelscentrum, og den nederste bærer den røde Lancaster-rose. Emblemet angiver 1894 som stiftelsestidspunktet, hvilket altså kun er delvist sandt.
Truppen
Manchester City skal vænne sig til ikke at have Pep Guardiola på trænerbænken. Med 6 mesterskaber, 3 FA Cup triumfer og 1 Champions League trofæ under bæltet, har spanieren markeret sig som en af de mest succesrige managers i engelsk fodbolds historie. Pep har været inspirator, ubestridt leder og taktisk innovator. I de seneste to sæsoner har City måttet se Liverpool og Arsenal løbe med mesterskabstitlerne, men den spanske conquistador afsluttede sit virke med en dobbelt pokaltriumf.
Guardiolas italienske lærling, Enzo Maresca, træder i meget dybe fodspor, når han skal forsøge at føre Manchester City frem til nyt sølvtøj i den kommende sæson. Vil fraværet af Pep blive mærkbart? City har også den efterhånden groteske straffesag med over 100 tiltalepunkter hængende over hovedet i forbundet. Vil den nogensinde blive effektueret?
En ny manager skal altid forsøge at sætte sit eget præg. Maresca har vist stor interesse i Chelsea Pedro Neto, men det er i skrivende stund uafklaret om portugiseren kommer til at forstærke Citys højre fløj. Det mest spektakulære indkøb (indtil videre) er så absolut Englands VM-spiller Elliot Anderson, der er købt i Nottingham Forest for 116 millioner pund. Den kun 19-årige kantspiller Mathys Detourbet er hentet i Troyes for 21,5 millioner pund.
I angrebet er der fortsat fuld tillid til at det norske kraftværk, Erling Haaland, fortsætter sit hærgende vikingetogt i modstandernes straffesparksfelter.
Den garvede defensive garde er til gengæld blevet udskiftet. Nathan Aké, John Stones og Manuel Akanji er ikke med mere, og midtbanekrumtappen Rodri er rygtet væk. Maresca og hans indkøbsteam skal i tænkeboks for at finde ud af, om forsvaret skal polstres. Den nye chef er efter sigende varm på backen Malo Gusto, som han (ligesom føromtalte Neto) kender fra Chelsea FC.
Et bud på en slutplacering: Der er enorm kvalitet i truppen, men en ny mand ved roret og der skal findes en sikker sejlretning. Med forbehold for transfervinduets videre udvikling, så tror jeg ikke at The Citizens bliver mestre i år. Nummer 2-4.
Premieren:
Manchester City og Bournemouth AFC har mødt hinanden 26 gange i historien siden det første indbyrdes opgør i 1987.
Man må nok konstatere, at City har haft krammet på The Cherries. Ud af de 26 kampe har de lyseblå vundet 22. Det er blevet til 18 opgør i Premier League siden 2015, hvoraf City har formået at sejre i de 16. I visse tilfælde er det gået slemt for sig, set fra Bournemouths perspektiv, bl.a. en 6-1-lektion på Etihad i 2023, hvor scoringer af Silva (2), Akanji, Doku, Aké og Foden molestrerede udeholdet totalt.
Bournemouths eneste indbyrdes sejr kom i 2024, hvor Evanilson og Semenyo sørgede for forløsningen (2-1 på Vitality Stadium). Sidstnævnte slår som bekendt sine folder i Manchester nu.


















