
Tottenham vil rejse sig fra asken: Kan De Zerbi genantænde Spurs?
I Tottenham har man i generationer dyrket det kvikke, tekniske positionsspil. Arthur Rowe, der var manager da Spurs vandt sit første mesterskab i 1951, opfandt det såkaldte ”push and run”, en offensiv, boldbesiddende strategi. Senere videreudviklede Bill Nicholson denne filosofi og bragte The Double til White Hart Lane i 1961.
Tottenham var også ”first movers” med hensyn til at hente ikke-britiske aktører ind i engelsk topfodbold. Manager Keith Burkinshaw skrev sig ind i historien som manden der købte de argentinske verdensmestre Ossie Ardiles og Ricky Villa til Tottenham i 1978. Det gav et afkast i form af et par FA Cup triumfer og et ry som et velspillende og seværdigt mandskab. En nydelse at følge på tv-skærmene for danske sofa-fans i Sportslørdags gyldne æra.
I Premier League perioden har det knebet med at holde trit med de andre storklubber. Europa League triumfen i 2025 var naturligvis en stor opmuntring, men den kom på bagtæppet af en meget skuffende sæson i ligaen. I sidste sæson lykkedes det ikke for Thomas Frank at stabilisere Spurs, men da danskeren blev fyret i februar 2026, gik det fra slemt til værre. Tottenham var i nedrykningsfare helt indtil sidste spillerunde, men klarede dog skærene til sidst.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Meritter:
2 x engelsk mester
8 x FA Cup vinder
1 x Europa Cup for pokalvindere
2 x UEFA Cup vinder
1 x Europa League
Spilledragten:
I klubbens tidlige barndom skiftede man farver og spilledragt flere gange. Det allerførste kit var marineblå trøjer og hvide bukser. I slutningen af 1890’erne spillede Spurs en overgang i et chokoladebrunt/guldfarvet outfit med vertikale striber og mørkeblå shorts. Virkelig aparte…
I 1898-99 blev de hvide trøjer og blå bukser indført. Tilnavnet ”The Lillywhites”, de liljehvide, har siden fulgt nordlondonerne.
Oprindeligt var det en gruppe skoledrenge der grundlagde Tottenham Hotspur FC i 1882. De var allerede involveret i en cricketklub fra Tottenham Marshes, der benyttede Hotspur-betegnelsen.
Det er en kamphane som Tottenham fører i sit heraldiske mærke, og som pryder toppen af det mægtige Tottenham Hotspur Stadium.
Man har på engelsk udtrykket at ride ”hotspur”, hvilket betyder at man giver hesten fuld spore, og en hotspur kan også være en hidsig karakter, i gamle dage kunne man på dansk sige at man var noget af en hedspore. Tilnavnet stammer fra den spore som dyrene under hanekampe benyttede.
De ungdommelige stiftere havde muligvis sans for det kulturelle, for der er en helt i Shakespeares Henry IV, der hedder Henry Percy Hotspur, og han har måske leveret inspirationen til navnet. Den historiske Henry ”Hotspur” Percy tjente under forskellige engelske konger under 100-års krigen i Frankrig og fik sit tilnavn af slagne og imponerede skotter. Han døde i slaget ved Shrewsbury i 1403.
Truppen
Det er en stor opgave der står foran manager Roberto De Zerbi. Tottenham skal genrejses efter flere forfærdelige sæsoner og generel deroute. Men italieneren har ikke ligget på den lade side her i transfervinduet. Der bliver ryddet kraftigt op i truppen.
Den genstridige Yves Bissouma er væk, og det samme er lejesoldaterne Joao Palhinha og Kolo Muani. Luka Vuskovic er solgt til Brighton for 50 millioner pund, og Radu Dragusin er lejet ud til Fiorentina. Kaptajnen Christian Romero er desuden kraftigt rygtet på vej ud.
De Zerbi har imidlertid gjort sig store anstrengelser for at trække kvalitative forstærkninger til London.
Sandro Tonali (Newcastle) og Mateus Fernandes (West Ham) er to kanongode spillere, der i kraft af kreativitet og arbejdsradius kommer til at blive klare gevinster for Spurs’ midtbane. Med spillere som Mohammed Kudus, Xavi Simmons, Conor Gallagher, James Maddison og svenskerne Dejan Kulusevski og Lucas Bergvall ser Tottenham ud til at have en midtbane med enormt potentiale.
At hente Marcos Senesi og Andy Robertson ind på frie transfers til defensiven kan vise sig at blive en genistreg af manageren. Og så kommer stopperen Jan Paul van Hecke fra Brighton for en pris på 52 millioner pund.
I angrebet skal Dominic Solanke og Richarlison levere nogle flere scoringer end i fjor, med mindre at De Zerbi lurer også på at hente nye forwards ind udefra.
Et bud på en slutplacering: Det er altid en stor udfordring, når en trup er i et større ombrud, men jeg synes faktisk at der er grundlag for at tro på, at Tottenham kan vende de senere års nedtur, og måske blive sæsonens overraskelse. Nummer 6-8.
Premieren:
Tottenham skal starte den nye sæson med et London-derby på Community Stadium i Brentford.
De to klubber har historisk konfronteret hinanden 52 gange. Spurs har vundet 28 opgør og Brentford blot 7.
Hvis vi ser på de indbyrdes Premier League kampe siden 2021, så har Tottenham klaret sig bedst med 5 sejre og 4 uafgjorte. The Bees har kun vundet 1 gang, og det var i 2023, hvor Brentford fik en 3-1-sejr. Det var i øvrigt første gang, Brentford vandt over Tottenham på udebane siden 1905.
Det seneste opgør, nytårsdag 2026, endte 0-0.
Læs også: Thomas Frank vender tilbage til Premier League – får nyt job



















