
De kaldte dem ”Dirty Leeds” - sådan skabte en kontroversiel manager et engelsk fodboldimperium
Marching on together.
Få klubber i England har så trofast og passioneret en fanbase som Leeds United.
Leeds United blev stiftet i 1919 på ruinerne af den fallerede forgænger, Leeds City, der – med legendariske Herbert Chapman som manager – blev skandaliseret af en sag med sorte penge under bordet til kontraktspillere, og som følge deraf gik bankerot.
Klubben førte en relativt beskeden tilværelse som lillebror til Yorkshire-naboerne Huddersfield indtil 1961. Så skete der ting og sager.
Der kom en Don til byen. Ikke Don Olsen i Buster Larsens udgave af den gamle morskabsfilm med Dirch og Bodil Udsen, men den tidligere landsholdscenterforward Don Revie. Han transformerede fuldkommen klubben og byggede i 1960’erne et helt unikt og revitaliseret Leeds United.
Leeds’ hold blev bygget metodisk og konceptuelt op med talentudvikling og scouting af unge spillere som det essentielle fokus. Revie formede et tæt socialt broderskab blandt de unge spillere, med carpetbowls og biksemad om søndagen i det Revie’ske hjem, og med stenhårdt og dedikeret arbejde på fodboldbanen som fællesnævnere. Det var simpelt og jordnært, og i stærk modsætning til diverse økonomiske satsninger i andre professionelle klubber, men udadtil lagde the Don, the Godfather of Leeds United, aldrig skjul på ambitionerne. Klubben steg op som en raket blandt de bedste i England – og også i Europa. Modstanderne kaldte foragteligt Revies hær for Dirty Leeds, men på Elland Road talte man om Mighty Leeds og marcherede taktfast sammen.
Da Revie blev landsholdsmanager i 1974 punkterede Leeds United gradvist og rykkede ned i den næstbedste række i begyndelsen af 80’erne. Men i 1992 førte Howard Wilkinson The Peacocks til tops og vandt klubbens tredje og hidtil sidste mesterskab. Siden har man ført en elevatortilværelse mellem de to øverste lag i engelsk fodbold.
Meritter:
3 x engelsk mester
1 x FA Cup
1 x Liga Cup
2 x UEFA Cup
1 tabt finale i Europa Cup turneringen for mesterhold.
Spilledragten:
Det allerførste Leeds United spillede i sort-hvid stribede trøjer og sorte bukser, men allerede året efter – altså i 1920-21 – skiftede man farver til blå-hvid stribet. Det var præcis samme kit som de lokale Yorkshire-rivaler Huddersfield Town, og det forekommer jo i bund og grund fuldkommen tåbeligt. Historien bag er, at Huddersfields bestyrelsesformand ønskede en fusion mellem de to klubber, men det blev så ilde taget op i hans egen klub, at han blev presset ud, hvorefter han såmænd blev chef i Leeds, og indførte Huddersfield-tøjet…
Det omtalte kopi-kit var selvfølgelig uholdbart i længden, og i 1933-34 blev det afløst af en blå-gul trøje med en vertikal linje ned mellem de to farver. Bukserne var fortsat hvide. Inspirationen kom fra det våbenskjold der blev båret af sheriffen af Leeds. I 1948-49 blev trøjen gul med blå ærmer, og i 1955 til 1961 helt blå. Så kom Don Revie. Han transformerede klubben og ændrede stort og småt. Også spilletøjet.
Den nye, hvide spilledragt skulle udtrykke og associere til fodboldens allerfineste og fornemste ambassadører; selveste Real Madrid. Klubbens ugle-emblem ”overlevede” nogle år, men Revie hadede efter sigende fugle, og der blev sammensat nogle nye logoer – uden hverken ugler eller påfugle. Man førte en Yorkshire-rose fra 1984-97, hvorefter det nuværende logo blev indført.
Truppen
Manager Daniel Farke fandt en fornuftig recept i fjor, og Leeds placerede sig på en 14. plads i pæn afstand fra nedrykningspladserne. Især viste den ellers notorisk skadede Dominic Calvert-Lewin sig som en god investering med 14 kasser.
Farke har forstærket midtbanen med Harry Wilson, der er kommet til på en fri transfer fra Fulham. Dermed har Leeds hele tre walisisiske midtbanespillere med Wilson, Daniel James og anføreren Ethan Ampadu. I forsvaret er bosnieren Tarik Muharemovic ny. Han er erhvervet i Sassuolo for 37 millioner euro, og skal erstatte Pascal Struijk, der er solgt til Brighton for 23 millioner euro.
Leeds har vist stor interesse i keeperen James Trafford, der er træt af at varme bænken i Manchester City.
Et bud på en slutplacering: Leeds og Daniel Farke har gang i en fornuftig synergi. Den hellige grav er ikke velforvaret, men The Peacocks kommer ikke i nedrykningsfare. Nummer 12-14.
Premieren:
Leeds og Nottingham Forest har mødt hinanden hele 105 gange siden 1921. Den samlede statistik er meget lige, for Leeds har vundet 33 opgør mod Forests 37.
I sidste sæson blev sol og vind delt lige, for de to klubber vandt en hver af de indbyrdes kampe, begge endte 3-1. På City Ground sørgede Elliot Anderson, Morgan Gibbs-White og Ibrahim Sangaré for Forests scoringer, mens Lukas Nmecha nettede for Leeds. På Elland Road i februar 2026 revancherede Dominic Calvert-Lewin, Jayden Bogle og Noah Okafor Leeds, mens Lorenzo Lucca stod for Nottinghams mål.


















