
Her er alt, du skal vide om Fulham
Fulham er Englands svar på Lyngby (eller omvendt). Der er en intim atmosfære på The Cottage, der siden 1896 har lagt grønsvær og hjemmebane til hvidklædte Fulham FC. På stadions område lå der før i tiden en jagthytte, hvor Anne Boleyn skal have yndet at møde kongen, Henrik 8., inden denne fandt på at skille damens hoved fra kroppen.
Distriktet syd for Themsen har længe været et velhaverkvarter, og de lokale har aldrig ligefrem haft for vane at strømme i store mængder til fodboldkampene på Craven Cottage. Til gengæld bærer stampublikummet præg af sammenhold og fællesskab. Fulham FC er ofte blevet betegnet som et familiært foretagende, og stemningen er positiv og hyggelig, om end ikke særlig intens.
Et besøg på det gamle stadion er absolut en god oplevelse. Craven Cottage har Themsen som smukt bagtæppe, og det er både malerisk og harmonisk. Uden for hovedtribunen er der statuer af klubbens to største spillere i historien, Johnny Haynes og George Cohen. Den lokale infrastruktur er desværre ringe, så man bør afsætte god tid til at transportere sig til og fra stadion.
Fulham er Londons ældste professionelle fodboldklub og historien går helt tilbage til 1879, men man har aldrig formået at vinde et større, betydende trofæ. Klubben har traditionelt kæmpet i spændet imellem bunden af den bedste række og toppen af den næstbedste.
Meritter:
Fulham har aldrig vundet en af de store titler. En 7. plads i 2009 er klubbens bedste placering gennem tiderne.
1 tabt FA Cup finale (1975)
1 tabt finale i Europa League (2010)
Spilledragten:
Fulhams oprindelige trøjer var tværdelt lyseblå og mørkeblå. Fra 1889 til 1896 spillede klubben i et sort-hvidt stribet outfit, og så fulgte nogle år med røde trøjer og hvide ærmer – altså præcis som dem man indførte i Arsenal i 1930’erne, og som har hængt ved hos The Gunners siden.
Fra 1903 har spilledragten været hvid trøje og sorte bukser.
Det simple, men stilfulde logo med ”FFC” blev introduceret da Mohamed Al-Fayed købte sig ind i 2001. En foregående undersøgelse viste, at kun 14% af Fulhams fans var tilfredse med det gamle logo. Klubemblemet har historisk set været ændret hele 10 gange. I de fleste fortidige udgaver har man benyttet våbenmærket for London Borrough of Hammersmith and Fulham, med to krydsede sværdklinger.
Truppen:
Der er ny manager i Fulham. 43-årige Alvaro Arbeloa, der kommer fra jobbet som cheftræner i Real Madrid, skal forsøge at leve op til de stabile præstationer som Fulham har leveret de seneste sæsoner under Marco Silva (der nu er i Benfica).
Arbeloa spillede som aktiv i Liverpool og (kort tid) i West Ham, så han er ikke ubekendt med vilkårene i Premier League.
Fulham har ikke tradition for de store armbevægelser på transfermarkedet. Op til denne sæson har man mistet den mexicanske forward Raul Jimenez på en fri transfer til nedrykkerne Wolverhampton, og den walisiske midtbaneprofil, Harry Wilson, har også forladt klubben på en fri transfer (til Leeds United).
Under Marco Silva har The Cottagers spillet en god, gedigen gang teknisk fodbold, og man har opnået pæne midterplaceringer som nummer 10, 13 og 11 siden oprykningen i 2022. Den danske kaptajn og landsholdsspiller Joachim Andersen skal igen sørge for ro og stabilitet i det bagerste geled. Midtbanen råder over nogle dygtige teknikere i bl.a. Emile Smith-Rowe, Oscar Bobb og talentfulde Joshua King, foruden veteranen Alex Iwobi der bliver bedre og bedre med årene. Men det er en svækkelse, at man ikke kunne holde på Harry Wilson.
Angrebet mangler kvalitet. Brasilianske Rodrigo Muniz havde ikke nogen vellykket sæson i fjor, og det stod da også klart for Arbeloa, at der måtte hentes en dygtig angriber ind. Ikke overraskende vendte den nye manager sig imod sin tidligere klub, Real Madrid, og købte Gonzalo Garcia for ca. 300 millioner kr. Samtidig blev midtbanespilleren César Palacios også erhvervet i den spanske storklub.
Fulham har desuden fået ejerskabet til den 19-årige svensker Jonah Kusi-Asare, der i sidste sæson var på lån fra Bayern München. Han har kostet Fulham 6 millioner euro.
Et bud på en slutplacering: Fulham spiller god, positiv fodbold, men det kan godt blive en svær sæson på Craven Cottage. Nummer 15-18.
Premieren
Premieren, mandag den 24. august, byder på et ægte Londonopgør på Craven Cottage mellem Fulham og Chelsea.
De to klubber har haft hele 97 indbyrdes dyster siden 1911, og det er fair at påstå, at The Blues har haft overtaget historisk, for Chelsea har sejret 54 gange mod Fulhams 14.
I sidste sæson lykkedes det imidlertid The Cottagers at få ram på gæsterne. I januar 2026 vandt Fulham med 2-1 på mål af Raul Jimenez og Harry Wilson. Faktisk har Fulham vundet tre gange af de seneste 8 indbyrdes opgør, heriblandt udegevinsten på Stamford Bridge i 2024, der var en af kun tre Fulhamsejre på udebane mod Chelsea i hele historien.
Opgørene plejer ikke at være særlig målrige. En Chelseasejr på 5-3 tilbage i 1983 i 2. division er en af forholdsvis få historiske undtagelser.

















