VM-helt tvunget til at ændre navn
VM blev det helt store gennembrud for den 40-årige målmand Vozinha, der med en række spektakulære redninger spillede sig ind i hjerterne hos fodboldfans verden over.
Nu har den kapverdiske veteran sikret sig et opsigtsvækkende skifte til chilenske Colo-Colo, men ved sin ankomst til den sydamerikanske storklub er han stødt på et uventet problem.
Han får nemlig ikke lov til at spille med navnet “Vozinha” på ryggen.
Ifølge chilenske turneringsregler må spillere kun benytte deres officielle efternavn på trøjen, og derfor skal målmanden i stedet optræde under navnet “Dias” eller “Évora Dias” – hans juridiske efternavne. Hvis Colo-Colo alligevel lader ham spille med “Vozinha”, risikerer klubben en bøde, mens målmanden kan blive tildelt et gult kort.
Vozinha, hvis fulde navn er Josimar José Évora Dias, har brugt sit velkendte kælenavn gennem hele sin professionelle karriere, og det var også navnet, der blev verdenskendt under sommerens VM-slutrunde.
Erik Sviatchenko tæt på skifte hjem til Danmark denne sommer
Der kan dog stadig være håb.
Flere chilenske medier beretter, at ligaen kan vælge at give en særlig dispensation eller ændre reglerne, hvis klubbernes ledelse stemmer for det. Indtil videre må den rutinerede keeper dog indstille sig på et navneskifte.
Vozinha skrev i sidste uge under på en 18 måneder lang aftale med Colo-Colo, efter han imponerede stort ved VM, hvor han som klubløs leverede en række fremragende præstationer for Kap Verde og tiltrak interesse fra flere klubber.


















