Liverpool-legende mistede alt - måtte sælge sine medaljer for at overleve
Ray voksede op i en fattig mineby i Northumberland, og fodbolden var hans vej ud af den sociale nød. Han blev spottet af Port Vale som “school boy footballer” midt i 1960’erne. Manager i Port Vale var ingen ringere end ”Driblingens Troldmand”, legendariske Stanley Matthews. Han vurderede imidlertid Ray til at være for langsom til topfodbold og vragede det unge talent. Så det blev i stedet Arsenal der gav Kennedy chancen.
På Highbury fik han et kæmpe gennembrud som hængende angriber i en formidabel offensiv forwardtrio, sammen med murbrækkeren John Radford og den geniale Charlie George. De tre var særdeles udslagsgivende da the Gunners vandt mesterskabet og FA Cuppen i 1971 under Bertie Mees og Don Howes ledelse. Ray scorede 19 gange i Double-sæsonen.
Efter at Don Howe forlod trænersamarbejdet i Arsenal for at forfølge sin ”egen” mulighed for at blive manager i WBA, smuldrede tingene gradvist omkring Bertie Mee. I 1974 mente han, at Ray Kennedy havde ramt sit potentiale og var på retur, og det banede vejen for et salg til Liverpool FC. Det skulle vise sig at være en stærk investering af The Reds, og en massiv fejlvurdering af Mee.
Massiv succes på Anfield
Kennedy blev Bill Shanklys sidste indkøb som manager i Liverpool, for han trådte tilbage samtidig med Rays ankomst til klubben. Afløseren Bob Paisley omskolede med stor succes den venstrebenede angriber til løbestærk og dynamisk offensiv midtbanespiller. Selv om Kennedy kun fik 17 A-landskampe for England var meget få i tvivl om, at han var en uhyre vigtig spiller på Anfield i en årrække frem til 1982. Det vidner hans personlige meritter da også om. Hele 13 store titler blev det til i karrieren. 3 for Arsenal og 10 for Liverpool.
Helt uden problemer var epoken på Anfield dog ikke. Forholdet til backen Alan Kennedy var særdeles anstrengt. Ray mente at Alan ”tog 5 år af hans karriere”, fordi han måtte arbejde hårdere for at kompensere for backens mange positionerings- og pasningsfejl. En våd bytur sammen med holdkammeraten Jimmy Case endte med en arrestation, da Kennedy stak en hotelportier én på kassen, da manden havde forvekslet Ray med navnefællen Alan Kennedy.
Ray var vældigt skuffet over at Paisley solgte kammeraten Jimmy Case til Brighton i 1981, selv om han senere udtalte, at de ”var gode venner, men ikke gode for hinanden”, hvilket hentydede til, at det nogle gange kunne gå voldsomt for sig med pub-besøg og våde varer.
Parkinsons Syge invaliderede ex-stjernen
I 1982 virkede Ray slidt og skrev kontrakt med den gamle holdkammerat, John Toschack og Swansea City. Desværre var Kennedy ramt af skader, og havde svært ved at komme i tilfredsstillende form. En række dårlige præstationer satte en skygge over tiden på Vetch Field. Senere stod det klart, at Rays problemer var forårsaget af alvorlig sygdom.
Parkinsons Syge satte en stopper for midtbanekrigerens aktive æra. Men den kom til at koste ham meget mere end det.
Kampen med den modbydelige sygdom og de medicinale bivirkninger ødelagde helbredet, opsparingen, ægteskabet og stort set enhver form for social status. Ray havde benyttet fodbolden til at kæmpe sig ud af opvækstens fattigdom, men så sig atter suget ned i det sociale kviksand. Han havde ikke en uddannelse at falde tilbage på, og de omfattende helbredsmæssige svækkelser betød, at han ikke kunne varetage et arbejde.
Den tidligere stjernespiller måtte sælge sine medaljer og æresbevisninger for at skrabe sammen til huslejen. En testimonialmatch i 1991 mellem Arsenal og Liverpool, samt privat velgørenhed fra gamle venner og fans gjorde kun akkurat, at han kunne holde hovedet oven vande.
Havde Ray Kennedy været født 25 år senere, havde indtjeningerne utvivlsomt holdt i generationer. Jeg tør næsten ikke tænke på hvad en spiller af hans format ville være værd i nutidens spillermarked.
Ray gik bort i 2021. Han blev kun 70 år.
