Annonce
Annonce

Derfor er FC Midtjylland favoritter til guldet

25.07.2026 Kl. 10:32

Superligaoptakt: FC Midtjylland

Rygterne svirrer: Hvordan kommer FC Midtjyllands trup til at tage sig ud? Går de styrkede eller svækkede ind til sæsonen? Og hvordan kommer Europa League ambitionerne til at influere på holdets form?

Lad det være sagt med det samme: Sidste sæson var en skuffelse for Ulvene. Selv pokaltitel og flotte Europa Cup præstationer kan ikke eliminere dét faktum, at mesterskabet lå lige til højreskøjten, men det forduftede til sidst på grund af en ustabil stime. Holdet underpræsterede.

Mike Tullberg kom ind som træner, da klubledelsen fik nok af Thomas Thomasbergs pragmatiske og lidt forsigtige tilgang. FCM skulle spille offensivt med højt tryk i et tempo der var designet til at rive modstanderne fra hinanden. Men efter en lovende start punkterede projektet. Presspillet forekom mere forvirrende og overgearet end effektivt, og som sæsonen skred frem, forfaldt man i stigende til at forlade sig på dødbolde, frem for at skabe kampene.

Hvis midtjyderne skal til tops i år, så skal træner Tullberg bevise, at han har mere i den taktiske pose end hektisk presfodbold. Og at truppen kan rumme at spille i Europa samtidig med at der skal præsteres i Haderslev og Lyngby.

Forventningerne er skyhøje. Der er ingen tvivl om, at FCM lige nu har den stærkeste økonomiske backup i Superligaen, i form af Anders Holck Povlsen og Bestseller koncernen. Det kommer til at sætte et markant aftryk på spillertruppen.

Truppen:

Det er bestemt ikke hverdagskost, at en Superligaklub kan hente en aktuel dansk landsholdsspiller i Bundesligaen. Når det ikke desto mindre er et faktum, at Rasmus Nissen Kristensen vender tilbage til sit fodboldmæssige udgangspunkt i FC Midtjylland, så er det et scoop for de ambitiøse uldjyder, og det viser med al tydelighed, at man har været i stand til at skrue en hel del op for de økonomiske aspekter i driften af klubben.

Hvis Ulvene også formår at hente Kasper Dolberg ind i dette transfervindue, jamen så er det jo nærmest historisk. Det er nok også i erkendelse af, at der sidste år manglede danske spillere på Heden. Truppen rummer en nærmest astronomisk mængde af kvalitet på mange parametre, men det er af afgørende vigtighed med nøglespillere, der forstår kulturen i klubben og kan løfte i modgang. Det kan Rasmus NK. Philip Billing har også niveauet til at gøre forskellen, men han var for meget skadet i fjor.

I skrivende stund er der temmelig mange uafklarede hængepartier. Junior Brumado tager til Kroatien og trøje nummer 9 er endnu ubesat. Det svirrer med rygter om bl.a. Martin Erlic, Ousmane Diao, Valdemar Byskov, Dario Osorio og den koreanske VM-spiller Lee. For slet ikke at tale om angriberen Franculino, der sidste år lignede et rekordsalg før han blev skadet.

Backerne Paulinho og Kevin Mbabu er væk, og holdets assist-konge Aral Simsir er solgt til Trabzonspor. Til gengæld er Friday Etim kommet tilbage fra udlejning i Fredericia, hvor han gjorde et rigtig godt indtryk. Og så har man hentet tyskeren Kjell Wäthen i Dortmund/Bochum, og den hollandske målmand Nordin Bakker i Heerenveen som afløser for Jonas Løssl. Det bringer i øvrigt antallet af udenlandske keepere i klubben op på 5 (0 danskere). Sådan noget har jeg svært ved at forstå.

Hold øje med:

Der er mange fremragende aktører i FCM-truppen. Personligt er jeg ret vild med offensivspilleren med det smukke baskiske navn, Mikel Gogorza (han hedder helt præcist Mikel Johan Gogorza Krüger-Johnsen). Den blot 19-årige venstre wing blev nappet af FCM hos konkurrenterne F.C. København i 2021, og siden har man på akademiet udviklet på talentet, der har spillet 18 U-landskampe for Danmark. Sidste år blev delvist ødelagt af skader, men hvis Mikel genfinder topniveauet, så er potentialet enormt. Han er en af den slags individualister der kan afgøre en kamp på egen hånd. En af dem, som vi har for få af.

Ekspertvurderingen:

Journalist Alexander Walther-Petersen har tidligere været ansat i FCM, og følger udviklingen i klubben tæt:

”FC Midtjylland skal så absolut hive guldet hjem til den midtjyske hede i den kommende sæson. Det er ikke bare en målsætning, men velsagtens et krav (set i lyset af det forsømte forår i forrige sæson).

Europa League-succeskriteriet er en plads i gruppespillet. Alternativt kan Conference League gå an, når vi tager Besiktas og Leandro Trossard med i den europæiske mellemregning.

Transfers: Jeg forventer, at Osorio står øverst på affyringsrampen. Dernæst kommer Franculino Djü, men et salg afhænger absurd meget af sæsonindledningen. Der skal som udgangspunkt hentes en direkte afløser til hver af disse. I forhold til Simsir-salget, så står Mikel Gogorza klar i kulissen. Derfor er det ikke lige så presserende. Midtbanen ser fornuftigt ud, hvis Pedro Bravo, Denil Castillo og Valdemar Byskov bliver. Den nye Dortmund-signing (Kjell Wäthen) virker dog umiddelbart til at være Byskov-afløseren.

I den defensive linje er der også interesse for sydkoreanske Han, Erlic og Ousmane Diao. Ryger én af de spillere, så skal hulles lukket med en ny, markant signing. More or less plug-and-play. Victor Bak bliver solgt om et års tid, da han klart er indstillet på at brænde banen af sammen med “NK” og kompagni. Målmandssituationen virker defineret. Forstår intet af det hollandske indkøb til reservepladsen, men Elias Olafsson tager en sidste sæson i ulveland. Derfor er der styr på det. Ikke desto mindre kommer der som minimum en eller to ekstra spillere til klubben”.

Min vurdering:

Uagtet at transferrygterne nærmest ingen ende vil tage, og at en spiller som Aral Simsir bliver vanskelig at erstatte, så nægter jeg at tro, at FCM kommer svækket ud af vinduet. Truppen rummer så mange dygtige spillere, at Ulvene må være ret klare favoritter til at vinde mesterskabet.

Forventet placering: 1-2.

Meritter:

4 x dansk mester (2015, 2018, 2020, 2024).

7 x sølv (2007, 08, 19, 21, 22, 25, 26).

5 x bronze (2002, 05, 12, 14 og 16).

3 x pokalvinder (2019, 2022, 2026).

FC Midtjylland har haft 13 danske landsholdsspillere gennem tiderne.

Første danske landsholdsspiller: Dennis Sørensen (2006).

Seneste danske landsholdsspiller: Philip Billing (2025).

Flest landskampe som repræsentant for FCM: Jakob Poulsen (20).

Første gang i 12 år: Danske klubber skuffer i Europa

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce