Han var en af engelsk fodbolds mest karismatiske og opfindsomme ledere. En foregangsmand, der arbejdede i kulisserne og satte sig et væsentligt eftermæle. Faktisk står hans statue i dag i den fineste bronze foran stadion i den klub, hvor han satte det vigtigste aftryk, Coventry City. 

Platform i Spillerforeningen

Jimmy Hill voksede op i små kår i en forstad til London, og efter en tid i hæren fik han kontrakt som professionel fodboldspiller i Brentford i 1949. The Bees blev Hills springbræt til en tiårig karriere hos Fulham, hvor han markerede sig som en dygtig innerwing. I starten af 60’erne blev han formand for den engelske spillerforening, hvor han lykkedes med at få ophævet lønloftet for de kontraktansatte aktører. De måtte dengang maksimalt tjene 25£ om ugen.

Efter den aktive karriere blev Hill manager i Coventry City, der på det tidspunkt var en temmelig hensygnende 3. divisionsklub. 

Coventry var under 2. verdenskrig blevet synonym med et massivt terrorbombardement fra Luftwaffes side, der nærmest lagde byen i grus. I dag ved vi, at briterne havde knækket de tyske koder, og at man på forhånd havde kendskab til, at nazisterne havde planlagt et uhyre omfattende angreb. Man kunne have evakueret befolkningen, men Coventry blev ofret af strategiske årsager. Hitler truede siden med, at England ville blive ”Coventrysiert”, altså udslettet fra luften. Byen i West Midlands betalte en høj pris for den allierede sejr, men den rejste sig fra askedyngerne, og den lokale fodboldklub formåede faktisk at få et af de mest stabile 1. divisionshold i en lang årrække i 70’erne og 80’erne. Det hang i overordentlig høj grad sammen med ansættelsen af Jimmy Hill. 

Under den nye, energiske chef rykkede Coventry nemlig op i engelsk fodbolds elite, the Top Flight, for første gang i industribyens historie, i 1967. 

Gjorde Coventry til et stærkt forretningsbrand

Jimmy Hill var nærmest en 1-mands tænketank, der konstant boblede af fremsynede ideer og tiltag. Han forandrede totalt den søvnige klubs image, indførte nye trøjefarver (Coventry spillede i hvidt indtil da), insisterede på tilnavnet the Sky Blues, og han skrev en fængende klubsang. Mest imponerende var det dog, at han var initiativtager til opførelsen af det flotte, ombyggede Highfield Road, der som ”all-seater” var forud for sin tid. Coventry var også først ude med kommercielle tiltag som kampprogrammer i farver, elektroniske resultattavler og storskærme. 

Efter sigende skal Hill engang have kommenteret en meget sløj Coventryindsats på hjemmebanen med bemærkningen: ”Jeg begik den fejl at bygge sæderne ud mod banen”. 

I 1967 gik den driftige Hill ind i mediebranchen og blev en af Englands mest populære tv-personligheder. Med programmet Match of the Day satte Hill nye standarder for dækningen af fodbolden i Storbritannien.

I 1975 vendte ”the Big Chin”, som han kaldtes på grund af sit meget fremstående hageparti, tilbage til Highfield Road, denne gang som sportsdirektør og senere formand for bestyrelsen. Coventry havde et ganske velsmurt mandskab med en skotsk stamme, bestående af målmanden Jim Blyth, backen Bobby McDonald, centerforsvareren Jim Holton, angriberen Ian Wallace samt den pragtfulde venstre wing, Tommy Hutchison. Desuden spillede Terry Yorath, Mick Ferguson og den trofaste klubsoldat Mick Coop markante roller.

Fuskede med kamptidspunkt og reddede klubben

I anden halvdel af 70’erne lykkedes Hill og co. med at opbygge en særdeles sund økonomi, og Coventry City bevarede sin status som 1. divisionsklub i hele Sportslørdag-epoken. I 1977 kneb det imidlertid. Coventry, Bristol City, Sunderland og Stoke City kæmpede en knivskarp nedrykningskamp, og da Coventry og Bristol mødtes på sidste spilledag, forsinkede Hill kampens starttidspunkt, angiveligt på grund af at mange fans var fanget i ekstraordinært trafikkaos. De 20 minutters forsinkelse gav imidlertid mulighed for at forholde sig til de andre bundklubbers resultater, og da uafgjort mellem Coventry og Bristol ville redde begge, gik opgøret til sidst helt i stå ved stillingen 2-2. 

Om end således ikke bleg for en vis grad af manipulation, var Jimmy Hill imidlertid en stærk fortaler for fairness på banen. Han gik kraftigt ind for at straffe tacklinger bagfra, og var – også på dette felt – forud for sin tid. Dengang så man gennem fingre med, at forsvarsspillere savede modstandere ned med fuld honnør, når blot man ramte bolden – efter manden. 

Mange ældre fodboldfans husker også Jimmy for at substituere for en skadet dommer engang i et opgør, hvor Hill var neutral tilskuer. Og da Arsenal i 1971 skulle spille FA Cup finale på Wembley, påtog Hill sig at skrive en slagsang. Han syntes, at det var lidt uretfærdigt, at modstanderholdet, Liverpool FC havde en berømt ”anthem” (You’ll never walk alone”) og londonerne ingen. Sangen, ”Good old Arsenal” blev en klassiker. Hill var en handlingens mand. 

I 1980’erne var Jimmy en tid formand for sin gamle klub, Fulham, som han med stor dygtighed hjalp ud af en omfattende økonomisk krise og en planlagt fusion med QPR.

Forud for sin tid

I eftertiden står The Chin som en af engelsk fodbolds store fornyere. Han ønskede grundlæggende set at gøre fodbolden mere kommercialiseret. Det lyder måske lidt anløbent, set med nutidens briller, men i Hills epoke som manager og leder var der i dén grad behov for at generere flere indtægter og flytte spillet i en positiv retning. Omkring 1980 skrev Tipsbladet i flere omgange, at økonomien i engelsk topfodbold var på randen af et kollaps. Stadions var nedslidte, hvad der flere gange medførte katastrofale og ulyksalige hændelser. Og tilskuerkulturen blev mere og mere præget af råhed og hooliganisme. 

Over for Hills nytænkning stod en bred skare af grundlæggende konservativt indstillede managers og bestyrelsesfolk, eksempelvis den meget markante Bob Lord, der kaldtes ”Burnleys Khrushchev”.

 Lord var skarp modstander af enhver form for kommercialisering og mente at tv-transmissioner fra kampe burde forbydes, at lønloftet for spillerne skulle vedligeholdes og mere i samme reaktionære dur. Ideen om at indføre reklamer på trøjerne midt i 70’erne medførte en stor debat, hvor fodboldforbundet skar igennem med et totalforbud. I længden kunne det dog ikke opretholdes, for engelsk fodbold havde desperat brug for indtægterne. I dag synes jeg da afgjort, at der er noget æstetisk og nostalgisk over de ”rene” klubkits uden reklamer, men set i datidens perspektiv var restriktionerne for bagstræberiske og ude af takt med udvikling og realiteter. Derek Dougan var den første, der forsøgte at udfordre regelsættet ved at sætte Kettering Tyres (bildæk) reklame på trøjerne i 4. divisionsklubben Kettering (hvor Dougan var manager), men det blev forbudt. Det hjalp heller ikke da han ændrede teksten til ”Kettering T” med henvisning til at T’et stod for ”Town”. 

Det var taknemmelige og dedikerede Coventryfans, der i 2011 skillingede 150.000£ sammen for at kunne opstille Jimmy Hill-statuen foran stadion. Paradoksalt nok ikke ved Hills livsværk, Highfield Road, men foran Coventrys nye stadion, Ricoh Park (nu Coventry Arena), der i 2005 afløste Highfield efter 106 år som Coventrys ”hjem”. 

Den gamle iværksætter døde i 2015. 87 år gammel.