År 1 efter Kent: Jeg frygter nedrykning for Silkeborg
År 1 efter Kent.
Det er en kæmpe personlighed, Silkeborg har sagt farvel til i trænersædet. Kent Nielsen skal være assistent for landsholdet, og den suverænt længst siddende træner i Superligaen (7 år) efterlader sig meget dybe fodspor.
SIF har i Kents epoke vist forbilledlig kontinuitet. Ledelsen har ikke rystet på hånden, men insisteret på, at der skal spilles teknisk og boldbesiddende fodbold i Søhøjlandet. Samtidig har den stoiske Nielsen fået et yderst imponerende output af et relativt skrabet materiale, hvor der er solgt spillere for pæne beløb og primært investeret i talenter fra dansk fodbolds anden række.
I sidste sæson kneb det. Silkeborg lignede længe en nedrykker, bl.a. efter en svidende lussing på 7-0 i Parken i Bo Svenssons FCK-debut. Men i den sidste ende vandt troen på konceptet og kontinuiteten, og jyderne klarede skærene. Men er det nok denne gang?
Den 42-årige Morten Dahm Kjærgaard er kommet på en vanskelig udfordring. Han har i de seneste 6 år markeret sig som en træner med en spændende tilgang og filosofi, og præsteret gode resultater i Aarhus Fremad. Han ligner et godt valg i Silkeborg, trods den manglende erfaring fra øverste hylde.
Men der skal nogle andre boller på suppen fra bestyrelsens side i forhold til at forstærke truppen. Man har allerede meldt ud, at der skal en spiller ind til hver kæde. Og det er tiltrængt.
Truppen:
Silkeborgs to mest rutinerede aktører, Nicolaj Larsen og Tonni Adamsen har skiftet til henholdsvis Vejle Boldklub og Rapid Wien. Det er en voldsom åreladning. På målmandspladsen står U-landsholdsspilleren Aske Andresen klar til at afløse Larsen. Forgængeren havde sidste år flest redninger af alle keepere i SL. Det bliver formentlig Alexander Simmelhack, der skal træde i karakter i angrebet i stedet for topscorer Adamsen.
Spørgsmålet er om Callum McCowatt bliver solgt efter sin VM-optræden for New Zealand? Hvis det sker, så påhviler der Younes Bakiz og Oliver Ross et overordentlig stort ansvar i Silkeborgs offensiv. Rami Al-Hajj har i mine øjne slet ikke indfriet forventningerne.
På den centrale midtbane er Mads Freundlich meldt skadet et stykke tid, og det er et pænt stort problem. I forvejen har Silkeborgenserne været svækket i maskinrummet siden Pelle Mattsson blev solgt til Norwich.
I forsvaret spillede Andreas Poulsen og Jens Martin Gammelby en god sæson i fjor som backs, men centerforsvaret var plaget af skader, og det så ind imellem meget usikkert ud.
Hvis man vil fortsætte det polerede og offensive spil i Silkeborg, så skal pengepungen frem. I skrivende stund er der ikke sket det store, og det kunne tyde på, at Jesper Stüker lurepasser indtil transfervinduet yderste skæringsdato, for at få nogle økonomisk fornuftige løsninger, men det vil give den nye træner dårlige forberedelsesmuligheder i forhold til at sammenspille sit mandskab.
Opvarmningskampene giver ikke nødvendigvis et retvisende styrkebillede, men det må ikke have været helt sjovt for Morten Dahm Kjærgaard at se sit hold tabe til sin tidligere klub, Aarhus Fremad her for nylig.
Hold øje med:
Silkeborg havde to spillere med for Danmark ved det netop afsluttede EM for U-19 landshold, hvor det blev til en fin 5. plads. William Kirk er et rigtig godt eksempel på en Silkeborgspiller der er plukket på en lidt lavere hylde og finpudset i Silkeborgs talentarbejde. William kom fra Ringkøbing som 15-årig og har netop fået fuldtidskontrakt i SIF, efter endt studentereksamen. Han er en lovende midtbanespiller med et – for en så ung spiller – imponerende spilintelligens og en god teknik.
Den anden var sportschef Jesper Stükers søn, højrebacken Simon Fynbo Stüker, som scorede det afgørende mål i straffesparkskonkurrencen mod Italien. Simon scorede også et meget vigtigt mål i forårets opgør mod Randers. Han har spillet ikke færre end 45 U-landskampe på de forskellige årgange.
De to unge løver er fremtidens mænd i SIF, og de bliver spændende at følge i denne sæson.
Min vurdering:
Med forbehold for udviklingen på transfermarkedet, så tror jeg desværre ikke på Silkeborg i år. Åreladningen af rutinerede kræfter er voldsom, og der mangler pt. erstatninger på et kvalitativt niveau.
Hvis ikke der sker ting og sager i Silkeborg, så tror jeg simpelthen ikke, at den nye (spændende) mand i trænersædet, Morten Dahm Kjærgaard, kan forhindre at det bliver til nedrykning denne gang.
Forventet placering: nummer 11-12.
Meritter:
1 x dansk mester (1994).
1 x sølv (1998).
3 x bronze (1995, 2001, 2025).
Pokalvinder 2 gange: 2001 og 2024.
Silkeborg har gennem tiderne haft 12 danske A-landsholdsspillere.
Den første var Hans Erfurt i 1989.
Den foreløbig sidste (debutant) er Rajko Lekic i 2010.
Flest landskampe som Silkeborgspiller: Jacob Laursen (12).


















