De danske sportsmedier anslog en alvorlig tone da morgenaviserne udkom den 11. maj 1965. En af landets mest fremtrædende fodboldspillere havde overtrådt en juridisk grænse, hvorfra der ingen vej tilbage fandtes. 

Det drejede sig om B.1909’s landsholdsspiller John Danielsen. Den lige knap 26-årige odenseanske playmaker var siden sin 1. divisionsdebut som kun 17-årig i 1957 blevet regnet for en af de mest talentfulde offensive spillere i Danmark. En raffineret tekniker med et sublimt overblik. Danielsen havde flere gange tidligere været i negativt mediefokus i kontroversielle sager, der i dag giver et interessant indblik i en tid, hvor amatørismen satte kursen for dansk klub- og landsholdsfodbold.  

Genial offensiv regissør og luksusspiller

John Danielsen blev – alle sine positive fodboldmæssige egenskaber til trods – til tider beskrevet som krævende og besværlig. Han havde sine egne ideer om hvordan fodbold bør spilles, og hvordan ”de røde” skulle agere på banen. B.1909 havde på den tid et meget stærkt og meget teknisk betonet hold med profiler som Svend Aage Rask på mål, Bruno Eliasen, Erling Nielsen, Leif Hartwig og Erling Linde Larsen i forsvaret, og en giftig offensiv med spillere som Erik Berg, Poul Bassett, Palle Hansen og Jens Peter Reggelsen. John Danielsen bandt spillet sammen. Samtidig var han ubestridt klubbens stjernespiller med 27 landskampe og OL-sølv fra Rom på cv’et. Han var en bærende offensiv kraft i 09’ernes mesterskab i 1959, og igen i 1964, hvor han lagde han op til Mogens Haastrups legendariske træffer i en propfyldt Københavns Idrætspark, da odenseanerne snuppede mesterskabet fra KB på sidste spilledag.

Der var dog nok dem der mente, at holdets offensive regissør var en luksusspiller der var for uinteresseret i at tage del i de mere fysiske og kollektive arbejdsopgaver. 

I flere tilfælde var Danielsen på kant med medspillere og ledere i B. 1909. John Danielsens far, Ejner (gammel B-landsholdsspiller for B.1913 i øvrigt) havde en vigtig rolle i klubben som bestyrelsesmedlem og spiludvalgsformand, og i kulissen var hans tilstedeværelse nok afgørende for at der kunne gydes olie på vandene mellem klubben og stjernespilleren. Men i april 1965 stod det klart, at parterne var på kollisionskurs. John Danielsen meldte sig ud af sin barndomsklub og medierne kunne berette at han enten ville fortsætte i KB eller OB. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Risikerede lang karantæne

Med datidens regelsæt var det imidlertid ikke så simpelt endda. Nu om dage ville sådan noget som en bindende professionel kontraktaftale eller uenigheder om overgangssum kunne forhindre en elitefodboldspiller i at foretage et klubskifte. Men midt i 1960’ernes fodbold-Danmark stod sagen anderledes. Fra DBU’s side opfattede man simpelthen klubskifter som en irriterende forstyrrelse. Noget som man gerne så begrænset, så der ikke blev forvirring om en spillers medlemskab og tilhørsforhold. Desuden var der fortilfælde af spillere som var blevet tilbudt lån eller proforma ansættelser i virksomheder, der samtidig fungerede som sponsorer/interessenter i klubberne. Altså en skjult professionalisme. Derfor var regelsættet sådan udformet, at et klubskifte blev takseret med et halvt års karantæne fra al fodbold i Danmark. Med mindre at spilleren simpelthen flyttede folkeregisteradresse til en anden by. Så kunne man – nogle gange – se igennem fingre, idet der jo kunne ligge arbejds- eller uddannelsesmæssige nødvendigheder bag spillerens skift. På den vis var spillerne nærmest fanget i et moderne stavnsbånd. OB var udelukket som fremtidig klub for Danielsen, med mindre han var indstillet på et halvt års karantæne. 

En måned senere tog sagen så yderligere en drejning, da landsholdsspilleren alligevel stillede op for B.1909 i et vigtigt lokal- og prestigeopgør mod bysbørnene fra B.1913. Men var Danielsens medlemsforhold da bragt i orden? 13’ernes træner, den gamle fighter Jack Johnson, nedlagde protest. DBU trådte vande. Og var vist ude hvor de havde svært ved at bunde. Lå Danielsens medlemskort i en støvet skuffe i klublokalerne i Kochsgade? Skulle man ligefrem granske kontingentbetalinger og den slags? Og så ramte bomben for alvor! Aviserne kunne nu berette at John Danielsen havde ”overtrådt amatørreglerne i dansk fodbold, derom kunne der ikke herske tvivl”. Den blonde midtbanestyrmand havde formastet sig til – i al hemmelighed – at føre drøftelser om en professionel kontrakt med den tyske klub, Werder Bremen. DBU var dog ikke en slags samtale-politi, men Danielsens brøde bestod i, at han var taget til Bremen for at se på stadion og faciliteterne dernede. Og tilsyneladende spist middag med Werders forretningsfører – på den tyske klubs regning! Så en togbillet til Bremen og en middag til nogle forholdsvis få D-mark var altså tungen på vægtskålen. 

Uden at have lavet aftaler om fremtiden stod John Danielsen til en karantæne fra al fodbold i Danmark på – hold nu fast! – 2 år. Denne skæbne var faktisk overgået køgenseren Poul Erik ”Popper” Petersen nogle år tidligere, da han havde været i Frankrig og tale kontrakt med en klub dernede. Det var gået i vasken, men ”Popper” røg i karantæne alligevel, og nu risikerede John Danielsen at lide samme skæbne. Sådan gik det dog ikke. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Stor skepsis i pressen

Werder ville have deres mand, og fynboen fik sin kontrakt. Der var dog mildt sagt skepsis i sportspressen, når man skulle vurdere Danielsens muligheder for succes i det tyske. Grimur ”Grimme” udtrykte sine bekymringer i Aktuelt: ”Det er meget overraskende for mig, at Danielsen bliver professionel netop i Tyskland, det vil jeg ikke skjule. At John er en boldkunstner af de sjældne, det ved vi alle, men at han ikke kan lide hårdt, robust og direkte spil, ved vi også – og vi véd at tysk fodbold er noget af det hårdeste, man overhovedet kan deltage i… Har han udviklet sig så meget, netop hvad angår hårdt spil, at han nu vil kunne gøre sig gældende i den utrolig fysisk hårde kamp i Tysklands bedste række? Jeg håber det, men jeg vil ikke nægte, at jeg har min tvivl”. 

Grimme var ikke alene om en dyb skepsis. Faktisk skrev John Danielsen og KB’s Ole Sørensen under på professionelle kontrakter med tyske topklubber indenfor samme døgn. ”Lille-Ole” med den fine sparketeknik brød ikke igennem i Köln, og han passede ikke rigtigt til den barske Bundesliga. Det var ingen udpræget overraskelse. Og der var ikke mange der troede at Danielsen ville klare sig bedre. Demokraten Aarhus bragte en overskrift i sportssektionen: ”Er købet af John Danielsen en fejldisposition”? Og billedteksten under Danielsens portræt lød: ”John Danielsen – kan han tilpasse sig”? Det kunne han! I marts 1966 udtalte en tydeligt stolt John til Aktuelt: ”Jeg har det vidunderligt. En ønsketilværelse er det. Nu kan jeg rigtig mærke, at det går for mig. Jeg har hele tiden været glad for Werder, men nu har jeg fornemmelsen af, at klubben også er tilfreds med mig. Det kunne være sjovt at komme til Odense og spille en kamp nu. Så kunne jeg vise alle, at jeg ikke er en tøsedreng mere. Vesttysk fodbold er hård, meget hård, men det må man jo affinde sig med, og jeg kan garantere for, at det er slut med at trække sig i tacklingerne. Jeg går til makronerne så det brager, og mit spil har bl.a. ført til, at millionavisen Bild Zeitung fem gange har haft mig på listen over de mest værdifulde spillere i ligaen”.  

Danielsens metamorfose fra problembarn til tough, toneangivende Spielmacher i den benhårde Bundesliga er en af de flotteste, mest fuldkomne og mest overraskende, en dansk professionel topspiller har formået.   

John spillede over 130 kampe for Werder Bremen, med en sølvmedalje i Bundesligaen i 1968 som det største sportslige resultat. Efter fire vellykkede sæsoner, de sidste to sammen med landsmanden (og B.1909’eren) Ole Bjørnmose, tabte Danielsen lidt af niveauet i sit femte og sidste år i Bremen. 

Prof-tiden i udlandet afsluttedes med et par sæsoner i schweiziske Chiasso. Et kort comeback i B.1909 i 1973 kulminerede med en halvleg i lokalderbyet mod OB, hvor John Danielsen en sidste gang brillerede som i sine velmagtsdage. Han ejede banen i 45 minutter og sikrede sin klub en vigtig prestige-sejr. En ganske passende sortie inden tæppefald for en stilfuld karriere.