”The Troubles”. Bare ordet får såvel briter som irere til at skutte sig.

Det er blevet fællesnævneren for den sekteriske konflikt der hærgede de nordirske byer i henved 30 år, hvor paramilitære grupper på begge sider slog flere tusind mennesker ihjel i en modbydelig voldsspiral.

De ulmende uroligheder blussede for alvor op i 1969, hvor katolikker og protestanter ramlede sammen i et tre dage langt gadeslag i Derry, hvorefter den britiske regering indsatte tropper i Nordirland. Det vækkede en bølge af IRA-terror og gengældelser fra de unions-loyale grupper.

I begyndelsen af 1970’erne måtte det nordirske landshold spille deres hjemmekampe på den anden side af det Irske Hav, for det blev simpelthen vurderet for farligt at afvikle opgørene i Belfast.

I 1972 eskalerede konflikten med hærens forfærdelige nedskydning af 26 katolske civile, der siden blev kaldt ”Bloody Sunday”, mens den irske republikanske undergrundshær foranstaltede et koordineret bombeangreb der slog 9 mennesker ihjel og sårede flere end hundrede (Bloody Friday). Voldsspiralen syntes uden ende.

Nord og syd i Arsenal

Fodbold har mange egenskaber. En af de smukkeste er at den samler mennesker på tværs af sociale skel, generationskløfter og politiske og religiøse uenigheder.

I Arsenal havde man en bemærkelsesværdig stor andel af irere i truppen midt i 1970’erne. Det fik stor opmærksomhed i pressen, for på Highbury var der tre mand fra Nordirland og tre fra den irske republik, på et hold der godt kunne enes og arbejde sammen mod fælles sportslige mål.

The Gunners skød med sit krudt på grønsværen, og man spildte det ikke på indbyrdes stridigheder. De tre nordirere, Pat Jennings, Pat Rice og Sammy Nelson, indgik i et problemfrit fællesskab med de tre irere, Liam Brady, David O’Leary og Frank Stapleton. Lidt senere kom også den irske back John Devine ind i truppen. Det blev et fint forbillede til efterlevelse og et godt eksempel for andre.

Den klassiske centerforward

Frank Stapleton blev født på denne dag i 1956 og runder altså 70 år i dag.

Han blev født i Dublin og er altså, i modsætning til temmelig mange andre irske landsholdsspillere fra epoken, ”ægte” irsk. Dvs. det var ikke nødvendigt at finde en familieforbindelse og udnytte ”the Granny Rule” for at få ham til at repræsentere den Grønne Ø i international fodbold.

Frank kom til Arsenal som lærling i 1972 og debuterede i 1975. Han markerede sig som en stor, stærk centerforward, der havde væsentlige kompetencer i hovedspillet. En ægte, arketypisk targetman.

Manager Terry Neill satte ham sammen med den dynamiske og skudstærke Malcolm Macdonald, men ”Super Mac” blev desværre stoppet alt for tidligt af en skade, og det spolerede en ellers ualmindeligt lovende frontduo.

I stedet fik Stapleton den omskolede midtbanespiller Alan Sunderland som makker, og de scorede begge i den såkaldte ”Five-minutes-Final” i 1979, hvor Arsenal besejrede Manchester United efter et brag af en afslutning.

Efter 75 mål i 225 ligakampe gennemtrumfede Frank et overraskende klubskifte til Manchester United i 1981. Det var ikke populært blandt Arsenals supportere, The Gooners, men Stapleton stod fast og lod sin kontrakt løbe ud. Terry Neill blev fornærmet og opgav at holde på sin centerforward.

Dengang var man ikke transferfri når man var kontraktløs, men et uafhængigt tribunal fastsatte størrelsen på overgangssummen. Prisen blev på 900000£, og de penge var godt givet ud for United.

3 FA Cups

I 1983 scorede Frank atter i en FA Cup finale, da Manchester og Brighton spillede 2-2 på Wembley. Favoritterne tog trofæet efter omkamp og en 4-0-sejr.

To år senere fik Stapleton sin tredje FA-pokal, da United vandt et episk opslidningsslag over Everton efter forlænget spilletid. De Røde Djævle måtte kæmpe med 10 mand efter Kevin Morans udvisning. Dermed blev Franks irske landsholdskollega den første spiller nogensinde, der måtte gå fra banen med et rødt kort i FA Cuppens finalehistorik.

Trods mange gode spillere lykkedes det aldrig for manager Ron Atkinson at spille Manchester United til tops i ligaen, og da Alex Ferguson tog over i 1987, blev der skiftet en del ud i truppen. Skotske Brian McClair kom ind på Stapletons plads, og denne tog til Holland på en kontrakt med storklubben Ajax.

Det blev dog ingen succes, og efterfølgende blev Frank lidt af en ”journeyman”, der rejste rundt i klubber der manglede en rutineret angriber på akut basis.

Til gengæld oplevede han stor fremgang med Irlands landshold.

Allerede tilbage i 1978 havde han været med for Eire i Idrætsparken, hvor den lange forward scorede mod Danmark i en underholdende 3-3-kamp.

Året efter var han med til at klø Kurt Nielsens mandskab med 2-0 i Dublin. Han scorede igen mod Danmark i VM-kvalifikationskampen på Lansdowne Road i 1985, men danskerne vandt det opgør med 4-1.

Frank spillede en vigtig rolle som anfører i Irlands internationale gennembrud under Jack Charltons ledelse, da irerne kvalificerede sig til EM i 1988 og – til euforisk jubel hjemme på øen – slog England med 1-0.

Samlet fik Stapleton 71 landskampe (20 mål) for sit land.

Mod slutningen af karrieren blev han spillende manager for Bradford City, ligesom han efterfølgende har arbejdet som træner/manager/assistent i USA og Jordan, og i en årrække i Bolton som coach.

Så er det store skifte i hus: Morten Hjulmand skifter klub