Annonce
Annonce

Manden der smadrede det gamle system: Don Revie revolutionerede engelsk fodbold

10.07.2026 Kl. 09:44

Donald George Revie blev født på denne dag i 1927.

Første ”falske 9’er” i England

Middlesbroughfødte Revie havde en lang aktiv karriere, der strakte sig over næsten 20 år i forskellige engelske topklubber. Han var en smart angriber, der opdagede at han som “falsk 9’er” kunne trække ned i banen og skabe plads for sig selv og medspillerne. Fra frirummet mellem forsvar og midtbane strøede han om sig med giftige pasninger.

Det smadrede det gamle treback-system, ligesom ungarske Nandor Hidegkuti havde molestreret England på Wembley i 1953.

Revie opnåede 6 landskampe for nationen og scorede 4 mål, heraf 2 mod Danmark i Idrætsparken i 1955, hvor Revie styrede en angrebskadre med Jackie Milburn, Nat Lofthouse, Tom Finney og Geoff Bradford. England vandt med 5-1.

Allerede som aktiv havde Don Revie altså det store overblik og tæft for organisering. Han sluttede karrieren i Leeds United, hvor han efterfølgende fik jobbet som manager i 1961. På det tidspunkt var Leeds en hensygnende midterklub i 2. division, men Revie fik snart ændret tingene på Elland Road fundamentalt.

The Don var selv vokset op i dyb fattigdom med en far der nærmest var permanent arbejdsløs, og en mor der døde tidligt. Det gav Revie et ydmygt syn på tilværelsen, og en opportunistisk tilgang til fodbolden som karrieresport.

I Leeds fightede man til blodet sprang

I Leeds ændrede han spilledragt og logo og gik i gang med en større ungdomsrevolution. Han ønskede spillere omkring sig som han kunne forme og modellere til den indstilling og mentalitet som han ønskede.

Knivskarpt og uhyre dygtigt byggede han et Leedsmandskab, der kæmpede for hjemegn og arne, og for deres “Gaffer” på en facon, der var uden sidestykke i hele æraen. Det er ikke for meget sagt, at der blev skabt en helt særlig ”ånd” i klubben. The Don formede et team med en ekstrem sammenhængskraft, med dedikerede aktører, der var villige til at fighte så blodet sprang.

Det helt specielle ”broderskab” lagde fundamentet for en kolossal sportslig fremgang. Leeds var ikke populære (udenfor Yorkshire), og tilnavnet ”Dirty Leeds” hang ved som en manifestation af holdets fysiske tilgang til spillet.

Spillerne mødtes til bingo, biksemad og carpetbowls i det Revie’ske hjem hver søndag, og i modsætning til kutymen i andre klubber, var alkoholkulturen særdeles moderat.

Leeds oplevede en gylden tid med to mesterskaber, en FA Cup, en Liga Cup og to UEFA Cup triumfer, foruden et væld af andenpladser. Revie havde en stærk og sikker hånd på transfermarkedet, han smed bestemt ikke om sig med midler, men håndplukkede med omhu de folk som han mente passede til hans udgave af Leeds United.

Fiasko som landsholdsmanager

I 1974 blev den store Godfather of Leeds udpeget til at afløse Alf Ramsey som engelsk landstræner. Det var i bund og grund et dårligt valg af FA. De metoder som Revie havde bragt i anvendelse i Yorkshire duede ikke på landsholdsniveau, hvor spillerne kun sjældent var forsamlet som en enhed. Desuden havde han det meget svært med individualister der “stak ud” (ligesom forgængeren Ramsey havde haft det i samme embede).

Efter kun tre år på posten fortrak Don Revie, til stor forargelse i England, til De Forenede Arabiske Emirater. Ud over skuffende resultater spillede en ulmende skandale ind på Revies ”faneflugt”.

Hans tidligere keeper, waliseren Gary Sprake, udtalte sig i pressen om urent trav i Leeds i forhold til bestikkelser af modstandere i nøgleopgør.

Beskyldningerne blev aldrig bevist, men mistanken klæbede til Don Revie. Helt konkret blev det påstået, at Billy Bremner var blevet sendt i Wolverhamptons omklædningsrum med en brun papirspose med kontanter, i forbindelse med en vigtig ligakamp.

Det blev også antydet, at den omtalte sag kun var ”toppen af isbjerget”. Bestikkelser var angiveligt ikke usædvanlige i engelsk topfodbold. Medierne mæskede sig naturligvis i skandalen.

For Don Revie blev rygterne meget belastende. Han fik nok og skred fra sin kontrakt med fodboldforbundet for at tage til Arabien og tjene en stor pose (olie)penge.

Mange opfattede denne pludselige afsked med England som en slags indrømmelse af skyld, men det er vigtigt at understrege, at postulaterne aldrig blev bevisført. Revie blev aldrig tilgivet. Han fik aldrig mere indflydelse på engelsk fodbold. Men på Elland Road var han en legendarisk helt til det sidste.

Don Revie døde af ALS i 1989, kun 61 år gammel.

Så er det store skifte i hus: Morten Hjulmand skifter klub

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce