Arsenals ikoniske forsvar og Tony Adams’ vilde liv - fra “Boring Arsenal” til alkohol, genopstandelse og legende-status
Lige siden den berømte og meget innovative manager, Herbert Chapman i 1930’erne skabte et næsten uovervindeligt Arsenalmandskab, og helt frem til Arsène Wenger kom til Highbury, har The Gunners, strategisk og konceptuelt, først og fremmest været forbundet med defensiv styrke og sikkerhed.
Chapman opfandt den defensive og destruktive centerhalf-rolle, der medførte et nærmest globalt taktisk systemskifte fra 2-3-5 til 3-2-5, eller med tiden 3-4-3. Arsenal blev en massiv magtfaktor i engelsk fodbold og har siden bevaret denne status med imponerende kontinuitet. Faktisk har klubben engelsk rekord i at være en del af den bedste nationale liga. Det har londonerne været uafbrudt siden 1919.
I skotske George Grahams managerperiode i 80’erne og 90’erne var det sikre og uigennemtrængelige forsvarsspil et adelsmærke på Highbury. Firebackkæden med Lee Dixon, Tony Adams, Steve Bould og Nigel Winterburn perfektionerede samspillet og en smart offside taktik, der gjorde Arsenal helt ualmindeligt vanskelig at score imod.
Den berømte “Arsenal off-side fælde” hænger således uløseligt sammen med londonklubbens fantastiske ”Back-Four”, som manager George Graham ihærdigt sammenspillede i slutningen af 80’erne. Denne granitdefensiv bragte mesterskabet til Highbury i 1989. Bagkædens evne til at fungere som en samlet organisme og enhed er udødeligt illustreret i komedien the Full Monty, hvor bagerste rækkes koordinerede sceneoptræden bliver – pædagogisk – forklaret til de ganske urytmiske mænd som ”the Arsenal offside trap”, hvorefter rækkens bevægelser fungerer som et urværk…
Tony Adams var krumtappen i The Back Four og organisatoren af The Arsenal Offside Trap. Men det var i grunden utroligt, at han formåede at indtage en hovedrolle som anfører og forsvarsgeneral i Arsenal og på det engelske landshold. Han var nemlig alkoholiker og mere eller mindre fuld i årevis.
Alkoholiseret i årevis
Adams åbnede op om problematikken i sin selvbiografiske bog; ”Addicted”, hvor han fortæller om en opvækst med forældre der drev en pub, og den omfattende alkoholkultur der satte sit præg på engelsk fodbold i årtier.
Han skrev en hilsen til John Faxe Jensen i dennes bog af samme navn: ”Jeg vil gerne indlede med at sige undskyld. Undskyld til John. Og undskyld til Danmark. Undskyld, vi aldrig fik det bedste ud af ham i Arsenal. Det skyldtes flere ting.
Jeg tvang ham personligt til at spille mere defensivt, end han burde have gjort. Jeg drak virkelig meget i den periode, og jeg havde brug for en foran mig, så jeg så godt ud i det centrale forsvar. Den rolle påtvang jeg John. Sammen med mig drak flere af de andre på holdet også virkelig meget, og det var nok hovedårsagen til, at vi ikke vandt nogen mesterskaber i den periode, JJ var i klubben. Med alt det, jeg drak, kunne jeg simpelthen ikke spille 42 ordentlige kampe i løbet af en sæson, og så løb mesterskabet os af hænde”.
Udefra betragtet var den store, stærke stopper en rolig og stabil klippe i The Gunners’ defensiv, men bag kulisserne og facaden herskede der altså et vist kaos.
John Jensen har ofte fortalt en anekdote om sin første kamp for Arsenal. Adams gik hen i omklædningsrummet og stak danskeren en syngende lussing. Velkommen til England! Tony har siden givet udtryk for at han ikke kan huske det, men ikke er i tvivl om, at det passer. Han kan nemlig ikke huske ret meget fra den periode.
Tony fik sit gennembrud i sæsonen 1986-87, hvor George Graham kom til som chef. Han var ikke nogen elegantier og heller ikke just hurtig, men han var effektiv og i besiddelse af stærke lederegenskaber.
Omtrent samtidig med Arsène Wengers ankomst til Arsenal havde Adams gennemgået en rehabilitering ovenpå adskillige skandaler med spritkørsel og en dom på fire måneders fængsel. Under Wenger ændrede klubbens image sig fra ”Boring Arsenal” til det tekniske ”fodbold-brand” som The Gunners blev globalt associeret med. Også anføreren gennemgik en drastisk metamorfose. Han blev skilt og startede en 100% ædruelig livsførelse.
Med 672 kampe for Arsenal er Tony Adams i dag en af klubbens allerstørste legender. Hans statue pryder Emirates Stadium.
Meritter:
4 x engelsk mester
3 x FA Cup
2 x Liga Cup
Europa Cup for pokalvindere 1994
66 A-landskampe for England



















