Der findes et billede fra Fyens Stiftstidende fra januar 1953 der forestiller Jack Johnson i færd med at pakke kufferter, for han ”har skrevet kontrakt med den skotske klub, Dundee United”. Johnson havde angiveligt fået orlov i et år fra sit arbejde. Men i Dundee har man ingen optegnelser af at der skulle have været en dansker på professionel kontrakt dét år, og hvis der havde været, så ville Johnson ikke have været i stand til at spille mere for det danske landshold (hvilket han gjorde). 

Historien om Dundee står lidt uklart tilbage. Formentlig var der ingen kontrakt til Johnson da det kom til stykket, men han kunne meget vel være blevet erklæret professionel, blot for at have tilnærmet sig den skotske klub dengang. Det var der faktisk præcedens for. I tiden efter åreladningen i kølvandet på OL-bronzemedaljerne i 1948, hvor italiensk fodbold drænede landsholdet og klubberne for elitespillere, kørte DBU en ekstremt stram politik over for ”faneflugt” til udlandet. Der blev for eksempel statueret et eksempel med køgenseren Poul Erik ”Popper” Petersen, der fik to års karantæne for blot at drøfte en overgang med en fransk klub. Det løb ud i sandet, men straffen stod ved magt. 

Fynske Jack Johnson kaldtes ”Den Lyse” for sit blonde, med tiden hvide, hår. Men der er nogle dunkle og ikke helt klarlagte aspekter af hans historie. Det er indiskutabelt, at han havde gode forbindelser i Skotland. Men der blev altså ingen kontrakt i 1953, og spørgsmålet om de professionelle intentioner blev dysset ned. 

Tog navn efter den sorte hardhitter

Jack Johnson var så definitivt en self made man. Han skabte sig en helt speciel rolle i dansk topfodbold, og det symboliseredes af, at han skiftede navn og derved de facto ændrede sin identitet. 

Jack fandt at Johnson lød bedre og mere sejt end fødenavnet Johnsen. Og han var inspireret af den sorte bokser af samme navn, der var en stærkt kontroversiel verdensmester i sværvægtsboksning i tiden omkring 1910-20. Den hårdtslående mester figurerede på dødslisten hos Ku Klux Klan, der dengang var en organisation med millioner af medlemmer i USA, blandt andre præsidenten Woodrow Wilson. Selv om Johnson risikerede lynchning hver gang han stillede op, omgav han sig, ganske ekstravagant og provokerende, med hvide kvinder og alskens luksus, alt imens han tævede det ene ”hvide håb” efter det andet. Den historie fascinerede fynske Jack. 

I 1950’erne var det mere undtagelsen end reglen at elitespillerne var i fysisk topform. Johnson satte en ære i altid er være fuldkommen trimmet. Han eksperimenterede med noget så fremsynet som kost og livsstil, og imponerede omgivelserne med at kunne løbe solen sort. Desuden var han totalt kompromisløs på banen. Tacklede så det bragede og var en yderst pågående og ubehagelig modstander at spille over for. 

B.1909’s træner George Dick kunne placere Johnson på stort set alle pladser, men den fysiske jernmand var bedst som halfback. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

09’ernes første landsholdsmand

I 1946 fik han en kamp på U-landsholdet mod Norge (Danmark vandt 3-2), og i 1951 blev han B.1909’s første A-landsholdsspiller i historien, da han debuterede i en venskabskamp mod Østrig i Idrætsparken. 

Det blev et brag af en match, hvor danskerne var oppe imod et af Europas allerbedste landshold. Der blev i dén grad brug for Johnsons løbepensum og energi. Kampen endte 3-3, et yderst flatterende resultat for Danmark. 

Senere på året var Jack med til mule Sverige med 3-1 på mål af Knud Lundberg, Poul ”Rassi” Rasmussen og Hilmar Staalgaard. Det var en fantastisk dag i Idrætsparken, og den sidste danske sejr over ærkefjenden i 14 år. Johnson udgjorde et uhyre stærkt halfback-par med 93’eren Svend ”Boston” Nielsen. 

Jacks kompromisløse stil, og ikke mindst hans meget temperamentsfulde personlighed, var ikke lige populær alle steder. DBU’s udtagelseskomité fandt kun plads til ham i 4 landskampe. Hans sidste optræden var mod Schweiz i september 1954. Modstanderne havde få måneder forinden været i kvartfinalen ved VM-slutrunden på hjemmebane, men danskerne var tæt på at vinde. En scoring af et andet konditionsfænomen, Jørgen Olesen, lignede sejrsmålet indtil kort før tid, hvor den schweiziske angrebsstjerne, Charles ”Kiki” Antenen udlignede. 

Jack fik desuden 3 kampe på B-landsholdet. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Succesrig træner og kontroversiel mellemhandler

Efter den aktive karriere blev Johnson træner i flere årtier. Han indførte notorisk striks disciplin i sine klubber, og han kørte sine spillere med jernhånd. Størst succes havde han i B.1913, som han førte frem fra 2. division til sølvmedaljer og pokaltriumf i første halvdel af 1960’erne. 13’erne fik på et tidspunkt udtaget fem spillere til det danske landshold. Konceptet var baseret på kollektive værdier og fysisk styrke. 

Johnsons var noget af en globetrotter. Udover de fynske klubber, B1913, OB, Svendborg fB og B.1909, trænede han i Norge, Skotland, Island, Færøerne, Bahrain og Kenya. Det var en velkendt sag, at han – sideløbende med trænergerningen – beskæftigede sig som mellemhandler. Det var en yderst kontroversiel, og (heller) aldrig fuldt belyst side af ”Den Lyses” gøren og laden. Han var bestemt ikke den eneste træner i dansk fodbold, der tjente penge på at sende lovende spillere til udlandet, men det var jo stik imod amatørbestemmelserne, og bestemt ikke noget der huede DBU. I det hele taget var agentvirksomhed noget af en jungle før i tiden. Der var ikke nogen fastlagte regler på området, og der foregik mangt og meget i det skjulte. 

Efter et langt liv i fodbold gik Jack Johnson bort i 2002, 77 år gammel.