Han afgjorde en af FA Cuppens vildeste finaler nogensinde - i dag fylder Arsenal-helten år
Fodboldfolkets kollektive hukommelse i forhold til en spillers eftermæle er ofte præget af enkelte nanosekunds highlights, der står lysende klart i mindet. Gordon Banks’ redning på Pelés hovedstød ved VM i 1970. Henning Jensens gudemål i EF-kampen på Wembley. Og så videre. For dagens fødselar er det et uforglemmeligt FA Cup øjeblik, der for altid vil stå som et smukt mindesmærke over hans navn.
Omskolet fra midtbanen til angrebet
Yorkshirefødte Alan Sunderland fik sin fodboldopdragelse i Wolverhampton Wanderers og var med til at vinde Liga Cup turneringen med Wolves i 1974, og at sikre klubben oprykning til 1. division i 1977.
Alan var en arbejdsom og teknisk kapabel midtbanespiller, der var let genkendelig på banen med højt mikrofonhår. I den omtalte Liga Cup triumf spillede han på midtbanen bag ved Derek Dougan og John Richards. Men da Sunderland blev købt af Arsenal i 1977, efter lige knapt 200 kampe for Wolverhampton, blev der sat en helt ny kurs for karrieren. The Gunners’ manager, Terry Neill, rykkede nemlig Alan op i angrebet. Ideen viste sig at være en af de bedste, Neill udklækkede i sin 7-årige periode som chef på Highbury. Frontduoen med Frank Stapleton og Sunderland var effektiv. Irske Stapleton var fremragende i hovedspillet og tog de fysiske dueller med modstandernes granvoksne stoppere, mens Alan profiterede af sine evner for at positionere sig rigtigt og forudse spillets udvikling. En klassisk konstellation med en traditionel centerforward og en snu andenangriber.
Sunderlands metamorfose til forward blev en markant succes. Han nettede 55 gange i 205 ligaoptrædener for Arsenal frem til 1984, men det blev FA Cup finalen i 1979, der blev det lysende højdepunkt i karrieren. Dét som ingen Arsenalsupporter nogensinde vil glemme, og som for evigt vil være associeret med Alans navn.
5-minutters finalen
Det blev en af de der kampe, som bare er uforglemmelige. Den satte sig på nethinden og i hukommelsen som en af de største finaler gennem tiden. Scenen var jo også nærmest perfekt. Wembley i smukt solskin. To af engelsk fodbolds traditionelle giganter: Arsenal og Manchester United. I realiteten var opgøret en lidt tam affære helt indtil fem minutter før tid. De første 85 blev domineret af en kompakt Arsenal-defensiv, efter at de til lejligheden gul-klædte nordlondonere havde bragt sig foran med 2-0 på scoringer af Brian Talbot og Frank Stapleton.
Den velkendte betondefensiv blev sat i aktion, og føringen så ikke ud til at blive udfordret. United havde ikke værktøjerne til at dirke Arsenals forsvar op, og de formåede sådan set heller ikke at lægge det forventede tunge pres. Terry Neill kunne så småt begynde at gøre sig klar til at sende sine udvalgte op ad de berømte 39 trin op til VIP-logen, hvor pokalen blev overrakt. Men så eksploderede kampen pludselig.
Et United-frispark blev for en gangs skyld ikke clearet ordentligt, og skotske Joe Jordan sendte et fladt indlæg ind til sin tårnhøje landsmand Gordon McQueen, der fik en lang tå på og passerede Pat Jennings. United kastede alt frem. På det næste angreb gik nordireren Sammy McIlroy nærmest bersærkergang igennem Arsenals desperat tacklende forsvar. McIlroy kronede et fornemt slalomløb med et fladt spark under Jennings, der til sin skræk måtte se bolden trille langsomt og sikkert i mål tæt ved den højre stolpe. Kampen var totalt vendt på hovedet.
Med bare to minutter igen lignede det nu forlænget spilletid, hvor United naturligt ville have det største mentale overskud. Wembley var dengang berømt og berygtet for at udnytte de maksimale mål, der er tilladt for en fodboldbane. Og i 1970’erne var spillerne ikke de der muskuløse, toptrænede ”maskiner”, man ser nu til dags. Mod slutningen af cupfinalerne var det helt almindeligt, at omtrent halvdelen af spillerne lå med krampe rundt omkring på banen. En af dem, der havde løbet absolut mest, var Arsenals midtbaneregissør Liam Brady. Alligevel tog han et sidste rush med bolden ned mod de Røde Djævles forsvar. Det var, som om det var de sidste energireserver, ireren satte ind, da han lagde en præcis ydersidepasning ud mod venstrewingen Graham Rix. Denne sparkede et højt indlæg hen over Uniteds forsvar, tilsyneladende ufarligt. Men Manchester-målmanden Gary Bailey kom pludselig i tvivl. Skulle han ud og gribe ballonbolden? Eller afvente? Han kom på mellemhånd og åbnede en farlig situation ved bagerste stolpe. Her dukkede den krølhårede Alan Sunderland op imellem et par United-forsvarere og stødte bolden i det tomme mål til 100.000 tilskueres totale forbløffelse. Wembley eksploderede.
Afslutningen var fuldkommen hektisk og overvældende. United kom fra den dybe kælder til himmelen på to minutter – og så retur til kulkælderen bare et minut efter. ”The dying minute”, som englænderne siger. Det blev Arsenals anfører Pat Rice, der løftede trofæet i den såkaldte ”Five minutes final”, men det blev det eneste i Terry Neill-epoken.
Året efter tabte The Gunners i finalen i Europa Cuppen for pokalvindere på straffekonkurrence mod Valencia, og inden for en uge også FA Cup finalen mod West Ham. Men Alan havde en personligt god sæson og blev udtaget til det engelske landshold i en venskabsmatch mod Australien. Desuden spillede han 7 gange på B-landsholdet.
I 1984 mistede han sin plads på holdet og tog til Ipswich og spillede på Portman Road i et par sæsoner. Derefter blev karrieren rundet af i Derry City i Irland. Pokalhelten blev – som så mange andre ex-spillere – pubfatter, men han fik udlængsel og bosatte sig på Malta, hvor han i nogle år coachede klubben Birkirkara.
