Han ændrede dansk fodbold - uden nogensinde at træne et dansk hold
Hvordan kan det være, at en kroatisk/jugoslavisk fodboldtræner, der aldrig har haft direkte berøringsflade med dansk fodbold, kan tilskrives en stor del af æren for ”Dynamitlandsholdets” store succes og massive internationale gennembrud i de glade 80’ere?
Tomislav Ivic havde ikke nogen prangende aktiv karriere, men han viste sig som ung coach i hjembyen Split at have usædvanlig tæft for taktik og træning. På den tid (1970’erne) havde Hajduk et hold der var konkurrencedygtigt på højt europæisk niveau. Playmakeren Ivica Surjak var en fantastisk spiller for Split og på det jugoslaviske landshold. En noget undervurderet profil, ligesom der i årtier var en tendens til at sætte Jugoslaviens landshold lidt i skyggen af Ungarn, Tjekkoslovakiet og Polen, selv om ”juggerne” leverede mange stærke resultater.
Ivic førte Hajduk til tre nationale mesterskaber og coachede en kort overgang landsholdet, hvorefter han fik regimets tilladelse til at tage trænerjobs i vesten. Der var appetit på jugoslaviske managers, hvilket navne som ”Cik” Cajkovski, Branko Zebec, Miljan Miljanic, Otto ”1000 Volt” Baric, Branko Stankovic m.fl. vidner om. Ivic fik trænersædet i Ajax i 1976.
Upopulært kontrafodbold i Ajax
Den nederlandske hovedstadsklub var ikke på samme standard som da Cruyff og Rinus Michels førte Ajax til tre Europa Cup triumfer. Den snu kroatiske taktiker indså, at det fejende flotte og inciterende totalfodbold ikke længere var en holdbar fremgangsmåde. Han designede i stedet en tilgang med en balancering af højt pres og stram struktureret defensiv. Det satte Ajax i stand til at spille med lynhurtige omstillinger og straffe modstandernes fejl. Det indbragte et hollandsk mesterskab i 1977, men der var alligevel turbulens og utilfredshed i klubben. Pressen og tilhængerne var skuffede over at se æstetikerne forvandlet til arbejdsbier. Et spilleroprør imod den realistiske, men knapt så seværdige indstilling førte til Ivics fyring i 1978.
Både Frank Arnesen og Søren Lerby fortæller meget positivt om Ivic og hans betydning for deres udvikling i Ajax på den tid. I Franks og Tonny Vorms biografi ”Total Fodbold” fremgår det bl.a. at: ”hans træningsmetoder var ekstremt inspirerende og fremsynede”. Arnesen fortæller i bogen om kroatens ideer om forechecking og hurtigt, aggressivt genpres, taktiske momenter der i dag er instrumentale i topfodbold, men dengang var nyskabende. Ivics 5-3-2 taktik var imidlertid for defensiv for selvfølelsen i en klub, hvor tilhængerne meget rammende kalder deres hold ”Gudesønnerne”.
Ivic røg ud i Amsterdam, men fik ansættelse i Anderlecht i 1980. Hans grundlæggende ideologi passede bedre til belgisk fodbold end hollandsk – i alt fald Ajax.
Anderlecht var på det tidspunkt ved at danne et spændende mandskab med mange dygtige profiler. Folk der både kunne løbe, arbejde og spille fodbold. Han udpegede Morten Olsen til libero og inspirerede Olsen og den anden dansker på holdet, Kenneth Brylle, med sine taktiske ideer. Senere kom også Per Frimann og Henrik Andersen til klubben. Anderlecht blev mestre i 1981.
Taktikken tændte dynamitten
På den tid var det danske landshold i et vadested. Fra 1. januar 1981 kunne DBU og landstræner Sepp Piontek råde fuldt ud over de udlandsprofessionelle spillere. Dvs. klubberne kunne, ifølge et EF-dekret, ikke længere afholde dem fra at stille op for deres landshold. Resultaterne blev da også mærkbart bedre, og sejren over Italien i juni 1981 var en gigantisk opmuntring. Men Piontek havde alligevel ikke helt fundet den taktiske recept. VM-kampagnen kørte af sporet med dårlige præstationer mod italienerne (i Rom) og Jugoslavien, og et meget ærgerligt nederlag i Idrætsparken mod Grækenland.
Nøglespillerne Morten Olsen, Frank Arnesen og Søren Lerby tog angiveligt en længere snak med landstræneren, og bad ham om at skele til Anderlecht og Ivic. Sepp tog rådet til sig og skabte en fleksibel 3-5-2 opstilling, med Morten Olsen som forsvarsstyrmand og to deciderede markeringsspillere, Ivan Nielsen og Søren Busk. Det frække ved taktikken var, at der kun var 1 wingback, så landstræneren skulle vælge imellem højre og venstre side, og så skulle midtbanespillerne fordele de defensive pligter imellem sig, sådan at der ikke opstod uhensigtsmæssige ”huller”. Det krævede relationer, rutine og et kæmpe løbearbejde, hvilket Lerby, Jens Jørn Bertelsen og Klaus Berggreen så rigeligt bød ind med.
Den ”skæve falanks”, som Knud Lundberg døbte taktikken, gav gode muligheder for at holde tyngdepunktet i spillet på modstandernes banehalvdel, og Sepp tog Ivics mantra om højt presspil og kvikke omstillinger ind i sit koncept.
Dynamitholdets massive fremgang og internationale gennembrud var således ”DNA-beslægtet” med Tomislav Ivics taktiske tanker. Morten Olsens personlige succes i den nye rolle som libero var så markant, at den danske presse ikke undlod at give udtryk for en vis undren over, at Piontek ikke havde benyttet ham i den funktion på landsholdet noget før.
Tomislav Ivic blev fyret i Anderlecht i 1982, og påbegyndte en omfattende odyssé som træner i en alenlang række klubber, fordelt over de følgende tre årtier. Blandt mange andre havde Porto, Paris SG, Marseille, Atletico Madrid og Benfica glæde af den snu innovator. I 2007 ”kårede” Gazzetta dello Sport ham som den mest succesfulde træner i fodboldens historie. Det er nok en overdrivelse, men han var givetvis en af de mest inspirerende og langtidsholdbare.
Ivic døde i 2011.
