Han blev kaldt "Danmarks Beckenbauer" - men sagde nej til stjernelivet
Birger Lindberg Pedersen blev oprindeligt født i Vordingborg, men fik et enormt slagkraftigt gennembrud i Hvidovre omkring 1970. Birger var en energisk og teknisk dygtig midtbanespiller, der var begavet med et fremragende overblik. Det var ikke for ingenting at han kaldtes ”Danmarks Beckenbauer”.
Pedersen spillede to ynglingelandskampe i 1968, og især 0-0-opgøret i Vejle mod stærke Vesttyskland vakte opsigt. Med på holdet var bl.a. AaB’erne Lynge Jacobsen og Harbo Larsen, og de to 1903’ere Birger Topp og Svend Skjoldager.
Siden fulgte tre U-21 landskampe, bl.a. en fin 1-0-sejr over Sverige i Uddevalla. Det danske hold var særdeles stærkt og talte navne som Benno Larsen, Svend Andresen, Bent Outzen, Viggo Jensen, Iver Schriver, Jørgen Markussen og målscoreren Kristen Nygaard, foruden Birgers klubkammerat, Sten Ziegler.
”Årets Spiller” – og så til Belgien
I 1970 debuterede Pedersen på A-landsholdet i en 0-0-kamp i Reykjavik. I det hele taget var landskampsæsonen rædsom, men Birger holdt fanen højt og markerede sig som nationens store, nye midtbanehåb. Året efter blev han således kåret til Årets Spiller i dansk fodbold, efter en strålende sæson.
Hvidovre-spilstyreren var udset til en hovedrolle på Rudi Strittichs OL-hold i München, og i den første af de to afgørende kvalifikationskampe mod Rumænien, i efteråret 1971, scorede Pedersen dét mål der gav danskerne et 2-1-forspring inden returkampen året derpå i Bukarest. Knapt 24000 tilskuere i Idrætsparken så en stærk og talentfuld dansk midtbane, med Birger Pedersen, Kristen Nygaard, Morten Olsen og Hans Ewald Hansen.
Sideløbende med OL-landsholdet spillede Birger også på det ”nye” landshold, dét med professionelle. DBU tillod i 1971 brugen af udlandsprofessionelle spillere i nationaldragten, og Pedersen fik et indhop mod Belgien i Idrætsparken i maj 1971. Selv om kampen blev tabt med 2-1, så var den en spillemæssig opmuntring i en vanskelig brydningstid for landsholdet og landstræner Rudi Strittich.
Inden returopgøret i Bukarest skrev Birger professionel kontrakt med belgiske KV Mechelen, og så blev der ikke noget OL for ham.
Pedersens udsigter til at få bragende succes i Belgien syntes særdeles gode. Men nogle gange går det ikke helt som præsten prædiker. Mange faktorer kan spille ind, bl.a. om spilleren er kommet til den helt rette klub, og om han selv formår transitionen til den professionelle verden. Kresten Bjerre skrev i 1974 om Birger Pedersen: ”B. P. er et af de mest alsidige talenter, dansk fodbold har haft. På landsholdet og Hvidovres hold var han den konstruktive midtbanespiller. I Mechelen optræder han som fremskudt centerforward, en rolle, han behersker i kraft af sit overblik og sin boldbehandling, sin nærkampstyrke og evne til at dække bolden. B. P. er professionel på andet år, sandsynligvis hans sidste. Han finder disciplinen nødvendig, men utiltalende”.
Havde ikke lyst til at leve som professionel
Mechelen var inde i en periode som elevatorhold mellem den bedste og næstbedste række i Belgien, men i 1973 havde klubben en udmærket sæson og sluttede som nummer 5. Uheldigvis var Beerschot bedre på målkvotient, og dermed gik Mechelen glip af kvalifikation til UEFA Cup turneringen. Det var bittert, for Beerschot havde faktisk dårligere målscore, men reglerne dengang prioriterede kvotienten.
Efter to år med pæn personlig succes – men altså uden at blive begejstret for den professionelle livsførelse – vendte Birger Pedersen hjem til Hvidovre.
Det blev til en periode i Helsingborg og dernæst atter i Hvidovre. Men da HIF blev danske mestre i 1981, afsluttede Pedersen den aktive karriere med et år i Lyngby.
I årene efter trænede Birger Pedersen bl.a. Glostrup IC og varetog en lederrolle i Hvidovre IF. Den ”civile” karriere som journalist skulle naturligvis også passes. I en årrække var han ledende pressesekretær på BT.
