Diskussionen er ekstremt omfattende, totalt subjektiv, og praktisk taget uendelig. Men hvem er den bedste spiller, der aldrig kom på det engelske A-landshold? Dagens fødselar, i dag 80-årige Jimmy Greenhoff, er i hvert fald et godt bud!

Greenhoff blev født i Barnsley i Yorkshire, så det var ikke helt unaturligt at han startede sin fodboldkarriere i Leeds United, hvor han debuterede som 16-årig i 1963, og blev en del af Don Revies ungdomsrevolution på Elland Road. I begyndelsen var Greenhoff faktisk centerforsvarer, men siden blev omskolet til angriber. Han var ikke nogen målsluger, men han havde en blændende teknik og et fantastisk godt blik for spillet. I nutiden ville han have været en perfekt 10’er. 

Mr. Nice Guy på Elland Road

Leeds gennemgik en hastig metamorfose fra søvnig 2. divisionsklub til tophold i engelsk fodbold. Greenhoff medvirkede i klubbens finaledyster i Messeby Cup turneringen i 1967, hvor han var med til at tabe samlet med 0-2 til Dinamo Zagreb. Året efter vandt Leeds samme turnering med en samlet sejr på 1-0 over ungarske Ferencvaros. Det blev også til en triumf i Liga Cuppen dét år, hvor Leeds slog Arsenal med 1-0.

Hverken et alvorligt biluheld og diverse skader kunne tilsyneladende standse Greenhoffs progression. Men manager Don Revie var ikke tilfreds. 

Trods 92 ligakampe for Leeds, blev det imidlertid efterhånden klart, at Don Revie foretrak andre angribere frem for Greenhoff. For eksempel hårdtarbejdende Mick Jones, driblekongen Eddie Gray og den hårdtskydende Peter Lorimer. Greenhoff var ikke aggressiv nok til at konkurrere om de centrale midtbanepositioner, hvor Johnny Giles og Billy Bremner sad tungt på pladserne. Der er slet ingen tvivl om at Revie fandt Jimmy Greenhoff for tilbagelænet til den hårdtpumpede og meget fysiske spillestil, som den legendariske manager praktiserede. The Peacocks’ publikum fornemmede jo nok at Greenhoff skilte sig ud, og gav ham tilnavnet ”Mr. Nice Guy”. 

Et skridt tilbage og to frem

I 1968 blev Greenhoff solgt til Birmingham City. Det var et markant skridt nedad på karriererangstigen, for The Blues spillede blot i 2. division. Mr. Nice Guy viste sig imidlertid fra sin mest ambitiøse side og scorede 15 mål, heraf 4 i en kamp på St. Andrews mod Fulham. Overbevisende præstationer fik Stoke Citys manager Tony Waddington til at lægge 100000£ for at få den blonde tekniker til The Potters.

Waddington var en manager der ikke var bange for at bygge sit mandskab op omkring spillere der enten blev anset for at være for gamle, eller var blevet kasseret af topklubberne af andre årsager. I Greenhoffs tilfælde altså i bund og grund fordi han var for blød.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Managerens tillid, kombineret med en meget høj grad af spillerautonomi hvad angår det taktiske, lagde grundlaget for en guldalder for Stoke City, og også for Jimmy Greenhoff. Han strålede af spillelyst- og glæde under de løse tøjler, og den gennemgående offensive og opportunistiske indstilling, der blev holdets udtryk. Greenhoff udgjorde en klassisk britisk frontduo sammen med den tårnhøje striker John Ritchie, mens den aldrende, men geniale midtbanespiller, George Eastham, fodrede de to forwards med brugbare bolde bagfra. 

Stoke gik hele vejen i Liga Cup turneringen i 1972, og slog Chelsea i finalen med 2-1. Her spillede Eastham og den lille irske terrier Terry Conroy på kanterne, mens veterananføreren Peter Dobing og Jimmy Greenhoff skiftedes til at supplere kæmpen John Ritchie i front. I bagkæden holdt Gordon Banks og den såkaldte ”Waddington Wall”, 4 lokale stoke-knægte der i den epoke udgjorde en af de mest solide og sammenspillede defensiver i engelsk fodbold, Chelseas Peter Osgood og Alan Hudson på afstand. En enkelt scoring af Osgood kunne ikke forhindre Stoke i at tage trofæet – det eneste indtil nu i klubbens historie.

I 1975 var Stoke nær rendt med et sensationelt engelsk mesterskab. Uheld og skader punkterede desværre Tony Waddingtons drømme om guldet, og i den sidste ende måtte et udkørt Potters-mandskab tage til takke med en 5. plads, 6 points under Jimmy Greenhoffs tidligere klub, Leeds United. 

På dette tidspunkt var Greenhoff på toppen af sin karriere. Han etablerede et formidabelt samarbejde med føromtalte Alan Hudson, som Waddington købte i Chelsea (hvor Hudson var raget uklar med sin manager, Dave Sexton), og det blev da også til 5 kampe på Englands U-23 landshold, men der kom aldrig en chance på A-landsholdet. Sir Alf Ramsey så aldrig til Greenhoffs side, og det hjalp ikke at Ramsey i 1974 blev afløst som landsholdsmanager af Greenhoffs tidligere chef i Leeds, Don Revie.

Blev bedre og bedre med årene

En frygtelig orkan rev stadiontaget af Victoria Ground i januar 1976, og det satte en stopper for Stokes fremmarch. Økonomien rakte ikke til en genopførelse, og Tony Waddington måtte sælge sine bedste spillere. Jimmy Greenhoff kom således til Manchester United i 1976. Her spillede han en række – for mit eget vedkommende – uforglemmelige Sportslørdag-kampe, sammen med bl.a. broren Brian. Og i 1977 medvirkede han med en vigtig (men også heldig) scoring til De Røde Djævles overraskende FA Cup finale sejr over Liverpool. I semifinalen havde Jimmy taget hævn over Leeds United ved både at score og spille fremragende i Manchesters 2-1-sejr. 

I 1978-79 scorede den da 33-årige Greenhoff 17 kasser for United og blev af fansene kåret til Årets Spiller i klubben. Det kunne virke som om at han bare blev bedre og bedre med årene, men alderen trykkede efterhånden alligevel. I 1980 lod Manchester Greenhoff rejse til Crewe, og året efter tog han til den nordamerikanske liga og spillede en stund for Toronto Blizzard. Derefter blev karrieren afrundet med et par sæsoner i Port Vale og Rochdale.

Efter at støvlerne røg på hylden i 1984 var Greenhoff kortvarigt manager i Rochdale, men det var ikke rigtigt ham. Et forretningseventyr indenfor forsikringsbranchen endte desværre helt skidt. Greenhoffs nærmeste medarbejder og forretningspartner tog – populært sagt – røven på ham, og ex-stjernen røg ind i et økonomisk kollaps. Herefter fik han job på et lager og kørte gaffeltruck. Samtidig havde han i årevis en tjans på Old Trafford som ”match day host”, men i 2019 fik han pludselig et ildebefindende under en kamp, og blev kørt akut på sygehuset. James Greenhoff er heldigvis stadig iblandt os, og bliver altså 80 i dag.