I 1947 blev landsholdets anfører, og senere landstræner, Arne Sørensen erklæret professionel efter en skandalesag med rentefri lån – eller penge under bordet, om man vil – i Skovshoved. Arne troede egentlig, at hans aktive karriere var forbi, men parisiske Stade Français kom med et tilbud, og så blev Sørensen den første danske udlandsprofessionelle fodboldspiller siden Carl Skomar’ 26 år tidligere, og teltpælene blev rykket til Frankrig. 

Kammeraterne Kaj Hansen og Børge Mathiesen fulgte snart efter, så Stade Français blev en overgang en rigtig danskerklub. Her lærte Arne en masse om professionel fodbold og mødte både en fremmed kultur og en ægte verdensstjerne. Selv om Sørensen havde spillet landskampe imod folk som Fritz Walter, Gunnar Nordahl og Arne Brustad – foruden diverse engelske topspillere i Stævneopgørene – så tøvede han ikke med at udpege parisernes ”Sorte Perle” til den bedste spiller han nogensinde havde set. Det var Larbi Ben Barek (eller Benbarek). 

Arne Sørensen fortæller i sin selvbiografi ”Fodbolden ruller for Danmark” om det første møde med stjernen: ”Den forgudede landsholdsspiller, den sorte innerwing Ben Barek var en strålende spiller – og en mægtig fin kammerat. Mit første møde med ham, da jeg kom til Paris, var i øvrigt lidt flovt for mig. Men Ben morede sig meget længe over den mærkelige scene, det kom til, da jeg troppede op:

Jeg kunne kun sige ’boeuf’ og ’oui’ på fransk, men jeg følte, at jeg alligevel måtte blande mig med de nye kammerater. Jeg bankede pænt og høfligt på et af værelserne [på hotellet, red.] og gik ind. Der så jeg Ben ligge på gulvet og lede efter noget. Jeg lagde mig også ned på gulvet for at hjælpe til med at finde det, der var tabt. Jeg blev ildrød i hele hovedet af flovhed – og jeg røg som en raket ud af værelset – da jeg opdagede, at Ben lå på et lille tæppe og bare så ud i luften med et forstenet blik. Det gik pludselig op for mig, at han var muhamedaner og nu fulgte troens bud om at bede så og så mange gange om dagen med ansigtet vendt mod Mekka. Jeg var bange for at jeg havde såret ham utilgiveligt, men det var der absolut ikke tale om. Han havde levet så længe i Frankrig, at han godt forstod, at vi andre ikke altid havde forudsætninger for at forstå ham – og i hvert fald var han klar over, at den nye mand fra det mærkelige land så højt mod nord ikke havde skygge af chance for at begribe noget af den sande tros bud”. 

Trods den lidt akavede begyndelse blev de to hurtigt gode venner. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Magikeren

Larbi Ben Barek blev kaldt ”Den Sorte Perle” længe før der var tænkt på Pelé. Han var en gigantisk profil da Arne og de andre danskere ramte Paris. I dag er han i betragtelig grad gået i glemmebogen. 

Ben blev født i Casablanca i Marokko (på denne dag) i 1917. Han arbejdede som ung som tømrerlærling, men spillede fodbold på gader og stræder i al sin fritid og døgnets lyse timer, sammen med sin bedste ven, den senere forrygende mesterbokser (og kæreste med Edith Piaf), Marcel Cerdan, der desværre omkom ved en flyulykke mange år efter. 

Ben Barek blev opdaget af en lokal klub, US Marocaine, i hjembyen og fik et massivt gennembrud som en uhørt elegant og teknisk ekvilibristisk angriber, hvilket også gav genlyd i Frankrig. I 1938 blev han hentet til Marseille, og gjorde sig straks så fordelagtigt bemærket, at han blev udtaget til det franske landshold – selv om han faktisk tidligere havde spillet for Marokko – mod de italienske verdensmestre i Napoli. Her blev Ben Barek udsat for en chikane og racisme som var af en helt anderledes, hadsk karakter, end noget, han tidligere havde oplevet. Frankrig tabte 1-0, men holdets sorte angriber stjal billedet, til trods for tilskuernes modbydeligheder. 

Da 2. Verdenskrig brød ud rejste Barek hjem til Marokko og vandt 4 mesterskaber med US Marocaine. Han blev ikke indkaldt til militærtjeneste, idet han ikke ejede et fransk pas (hvilket egentlig diskvalificerede ham fra at spille på det franske landshold). I 1945 kom den elegante tekniker atter til Frankrig og kom på kontrakt i Stade Français. I de første år efter krigen etablerede han sig for alvor som en af verdens absolut bedste spillere. 

Sælg Eiffeltårnet, men ikke Ben Barek!

Holdkammeraten Arne Sørensen havde godt luret, at det var via transfers, man kunne tjene til bankbogen til når karrieren var forbi, og man måtte hjem til blikkenslagerfaget. Så Arne skiftede i 1948, efter en 5. plads i ligaen med Stade Français, til Nancy, og fik 12000 kr. i sign on fee. Det var gode lommepenge, men ret beset en beskeden sum. Så var der mere ”swung” over Ben Bareks – samtidige – transfer. Stade Français’ træner, den senere så berømte Helenio Herrera, skiftede til Atletico Madrid, og han tog Børge Mathiesen med sig til den spanske hovedstad, og ville også have Ben Barek. De franske supportere protesterede voldsomt, og en af de parisiske aviser skrev i en stor overskrift: ”I kan sælge Eiffeltårnet og Triumfbuen. Men aldrig Ben Barek!”. Da Atletico lagde en check på 17 millioner francs på bordet, dengang verdensrekord for en fodboldspiller, fik de imidlertid marokkaneren til Madrid.

I Spanien udbyggede Ben Barek sit renommé. Han blev forgudet af publikum og kaldt ”El Mago de Casablanca” – Magikeren fra Casablanca, eller ”El Pie de Dios”, Guds fod. På fem fremragende sæsoner i Spanien vandt nordafrikaneren to mesterskaber og et udødeligt omdømme. Hans samarbejde med svenske Henry ”Garvis” Carlsson (også købt i Stade Français) blev legendarisk. Desværre var der kun plads til to udlændinge, så Børge Mathiesen kom i overskud og blev udlejet til Santander. 

I 1953 vendte Ben Barek tilbage til fransk fodbold og Olympique Marseille. Her spillede han i 1954 enkelte kampe med en anden senere dansk landstræner, nemlig Kurt Nielsen. 

Trods Bens efterhånden fremskredne alder, 37 år, rejste der sig et sandt folkekrav om at sætte ham på det franske landshold i en prestigefyldt venskabskamp mod Tyskland. Efter 6 års fravær, og 16 år efter debuten, fik den populære magiker så comeback for Frankrig. Desværre blev han skadet allerede efter 27 minutters spil og båret fra banen. Franskmændene sejrede med 3-1, mesterligt dirigeret af det nye idol, Raymond Kopa, men for Ben Barek blev matchen den sidste for Les Bleus. 

I 1955 vendte han atter retur til Marokko, men forsøg på at etablere sig som træner (blandt andet med to korte perioder med det marokkanske landshold) blev ingen succes. I tilværelsen uden for rampelyset forsumpede den før så forgudede verdensklasseforward gradvist. 

Pelé sagde engang om ham: ”Hvis jeg var fodboldens konge, så var Ben Barek fodboldens Gud”. 

Larbi Ben Barek døde som 78-årig i 1992 i dyb fattigdom og ensomhed.