Han blev landsholdsmålmand ved et tilfælde - få husker hans vilde historie i dag
Max Møller var en af naturen stor og solidt bygget målmand, der havde robusthed, mod og gode reflekser.
I 1961 stod man med et problem i 3. divisionsklubben Horsens FS. Man stod og manglede en målmand. Man havde prøvet med Jens Kjærby, men det duede ikke rigtigt, og desuden var Kjærby langt bedre i marken, hvor han spillede centerforward og var en af klubbens farligste angribere. Alternativerne var ganske urutinerede, men valget faldt på den nyoprykkede ynglingemålmand Max Møller. Det kom Horsens ikke til at fortryde.
Den nybagte førstekeeper, der for øvrigt også var en talentfuld bordtennisspiller, kom straks i ilden. I en pokalkamp i JBU-regi mod Randers var han så uheldig at forstuve hånden i en redning på et kanonskud af Poul Bilde. Møller kom dog hurtigt til hægterne igen. Han var ikke sådan lige at knække, for kort tid efter bad han om at blive sat på banen igen – som centerforward – og det gik hverken værre eller bedre end at Møller scorede på en returbold med et, ifølge Randers Folkeblad, ”lunt blik i øjet”.
”Den Gule Fare” kom stærkt!
I det hele taget lod den unge målmand sig ikke gå på af modgang og skader. Han havde en sund tro på sig selv, og dét man vel i dag ville kalde ”vindermentalitet”. Horsens triumferede ved at tage oprykningen til 2. division på bedre målscore end Fremad Amager og Aalborg Chang. Da spillerne kom hjem fra den sidste og afgørende kamp i København mod Vanløse, stod hele byen på den anden ende. Pigegarden trak op og der var fakkeltog ved Håndværkerforeningen, ligesom borgmester Robert Holm bød truppen på reception på rådhuset.
Horsens kom ikke i 2. division for at blive kanonføde. I 1962 blev ”Den Gule Fare” nummer tre, blot 1 point fra oprykningen, og året efter blev Horsens igen nummer 3, blot sølle to mål dårligere end B.93. Max Møller konkurrerede på det tidspunkt på U-landsholdet med Frems Leif Nielsen om pladsen som ankermand. En duel der fortsatte i årene efter, også på A-landsholdet. De skiftedes til at have overtaget, og i 6 U-landskampe holdt Møller rent bur 3 gange.
I september 1964 blev Leif Nielsen skadet i en A-landskamp i Finland, hvor han måtte udgå i pausen, og det gav landsholdsdebut til Max Møller. Han klarede sig ifølge Socialdemokraten fint: ”Max Møller klarede sig godt. Målet kunne han intet gøre ved, og hvad der ellers kom, tog han sig af næsten hver eneste gang, roligt og sikkert”. Danmark tabte desværre med 2-1. Da Leif Nielsen året efter blev skudt i sænk i en landskamp mod Sovjet i Moskva, fik Max Møller chancen for alvor, og stod resten af landskampene i 1965.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Året efter var Møller en af nøglespillerne bag Horsens’ oprykning til 1. division, og det lå i luften at landsholdsmålmanden søgte større adresser. Den skotske danskerklub, Morton Greenock, var ude efter en afløser for Erik Lykke Sørensen der skulle til Rangers. Et par tyske klubber var angiveligt også inde i billedet, men det blev Esbjerg der fik Max Møller i sin spillertrup. Keeperen havde beskæftigelse som maskinarbejder i Fredericia og kendte Esbjerg fra sin tid som værnepligtig i Varde. Efter et par kampe på 2. holdet erobrede Max Møller pladsen i vestjydernes bur fra Verner Beck.
Desværre tog man ikke målmandens klubskifte så pænt i Horsens. Da Esbjerg kom på besøg i juni 1967, blev Møller groft chikaneret: ”Desværre tillod Horsens Idrætspark at et stort antal drenge lå bag Max Møllers mål. Men heldigvis lod han sig ikke ophidse af de provokationer, hans tidligere beundrere opvartede med. Heller ikke af de provokationer, hans tidligere holdkammerater forsøgte på banen. Dem, der kender Max Møllers temperament, ved hvilken præstation det var. Og kampen tjener ham til stor ære. Sådan skal en stor idrætsmand være” (Aktuelt).
Artiklen fortsætter efter billedet.
Tog til Sverige
Keeperen medvirkede i høj grad til Esbjergs sølvmedaljer i 1968. Hverken et brækket kraveben eller en brækket finger kunne knække den hårdføre ankermand.
Efter DM-andenpladsen tog Max Møller til Sverige og spillede som semiprofessionel i 3. divisionsklubben Nybro IF. Svenskerne var så glade for Møller, at man i 1972 lavede en husindsamling for at skrabe penge sammen til en fornyet kontrakt til den populære keeper. Til gengæld forsvandt han lidt fra ”radaren” i dansk fodbold. Der måtte ikke benyttes professionelle på landsholdet, så Max kom til at blive stående på sine 6 A-landskampe og 1 B-landskamp. Desuden sad han på bænken hele 12 gange.
Max Møller er i dag bosat i Habo ved Jönköping.
