Han scorede 13 mål i 20 landskampe - men de færreste husker ham i dag
Bent Jensen var en snu og træfsikker centerforward af den type, der befinder sig rigtigt godt i boksen som en ræv i et hønsehus der bare lurer på at hanekyllingerne falder i søvn. Han var med andre ord den fødte målmager.
Jensen kom op igennem ungdomsrækkerne i B.1913 i 1960’erne, på den tid hvor cheftræner Jack Johnsons ideer og metoder i høj grad gennemsyrede klubben. Johnson var en særdeles striks coach, der stillede store krav til spillernes fysik, og ikke mindst indstilling. Ideologien var baseret på kollektive dyder og hårdt arbejde.
Hyperfarlig forward
I 1964 blev Bent Jensen udtaget til det danske ynglingelandshold sammen med bl.a. Kresten Bjerre, Henning Munk Jensen, Døllefjelde-Musses målmand Valdemar Hansen og den senere tv-skærmtrold, Jørgen Steen Nielsen fra Nyborg. Et par år senere gjaldt det U-landsholdet, hvor Bent Jensen konkurrerede om pladsen i front med AGF’s Jørn Bjerregaard og B.1909’s talentfulde Ole Bjørnmose. I 1967 tog han overskrifterne med tre mål i en ungdomslandskamp mod Holland, hvor han næsten egenhændigt skaffede danskerne uafgjort 3-3.
Året efter debuterede den talentfulde angriber på A-landsholdet. Modstanderen var en af Danmarks traditionelle hademodstandere, Tjekkoslovakiet, og kampen endte forudsigeligt med et 0-3-nederlag i Idrætsparken. Landsholdet var totalt rippet for spillere, eftersom mange af de bedste rejste til udlandet på det tidspunkt, og kun 1 spiller havde mere end 4 landskampe på cv’et (Ulrik le Fevre med 19). Bent Jensen holdt pladsen i angrebet, og scorede to gange i landskampen i november 1968 mod Luxembourg (5-1 til Danmark).
End ikke militærtjeneste kunne obstruere fynboens målform. I en 1. divisionskamp mod AGF i september fik Jensen fri fra kasernen en halv time før kampstart. Han kom næsten løbende direkte på banen, men blev alligevel kampens spiller med tre kasser i 13’ernes 4-2-sejr.
Året efter var Bent Jensen med på DBU’s store tur til Caribien og Mellemamerika, hvor han scorede tre gange i 5-1-sejren over Bermuda.
Evnen til at være på pletten, garneret med et meget hårdt skud, fik Bent Jensen atter demonstreret i efterårets landskampe mod Bermuda, Finland og Irland, hvor odenseaneren scorede 7 gange tilsammen. Dermed var han oppe på 13 mål i 16 landskampe, og det var en selvfølge at udenlandske professionelle klubber havde øje på ham. I november 1969 kunne pressen berette, at Jensen var solgt til franske Girondins de Bordeaux for 300000 kr.
På hold med Giresse
I det franske vindistrikt blev den blonde danske forward straks en markant succes. Allerede efter et par uger i Bordeaux scorede Jensen sit første mål i en 5-1-sejr over Angouleme. I den første halve sæson scorede han 9 mål i 20 kampe – ikke nogen ringe start.
Jensen dannede angrebsduo med den hyperfarlige brasilianer Carlos Ruiter, og en purung Alain Giresse lå bagved på midtbanen og støbte kugler. I sæsonen 1970-71 satte Bent Jensen sin signatur på 13 scoringer, og Bordeaux spillede sig frem til en meget tilfredsstillende 5. plads i den franske liga. Danskerens tredje år blev knapt så vellykket. Det blev kun til 7 mål, hvorefter Bordeaux solgte ham til Eintracht Braunschweig. En sæson i Bundesligaen og efterfølgende et par år i østrigske Klagenfurt førte dog ikke til det store internationale gennembrud. I 1975 vendte Jensen hjem til Odense.
Efter overgangen til professionalisme var Bent udelukket fra landsholdet i to år, indtil DBU tillod legionærerne adgang til det nationale mandskab. Derefter fik han tre landskampe, men uden at være i stand til at følge op på sin ”gamle” målform.
Han spillede sin sidste landskamp i november 1972 mod Skotland. Bent Jensens 13 mål i 20 landskampe er en stærk statistik der vidner om målmagerens kvaliteter.



















