Han blev sammenlignet med Maradona - men tabte kampen mod sig selv
Det er en stående vits om Rolling Stones’ Keith Richards, at det er ufatteligt at han endnu er i live med alt det møg han har indtaget gennem årene. Guitaristen har såmænd selv joket med, at en kokosnød der faldt ned fra en palme, var ved at slå ham ihjel, hvilket havde været temmelig paradoksalt. Man kan sige omtrent det samme om Paul Gascoigne. Problemet er bare, at Paul kun er 59 (fylder år i dag), og i årevis har været nærmest dødssyg.
Hvad får en ung talentfuld fodboldspiller til at køre sin tilværelse med så skævt et kompas, at han i bund og grund ødelægger det? Arv, miljø, dårlig indflydelse, alkoholkultur? Eller er ”Gazza” bare en skør skid?
Det er en af engelsk fodbolds allerbedste og mest kreative spillere der er tale om. I besiddelse af en teknik og et overblik af højeste verdensklasse-kaliber. På mange måder et geni på en grønsvær.
Svær opvækst
Gazza havde en vanskelig og omtumlet barndom. Han udviklede tics og angstsymptomer, og havde tidligt et meget stærkt behov for tryghed og stabilitet. Socialt var han usikker og genert, hvilket blev overdøvet med store mængder af alkohol, der transformerede ham til spasmager og festabe. Allerhelst ville han sidde i timevis og spille computerspil. Således afsondret fra omverdenens problemer og krav skabte han en komfortabel ”hule” og lod sig inddrage i et alternativt univers.
Paul var Geordie (født i Gateshead) og kom på Newcastle Uniteds akademi som kun 13-årig i 1980. Han stjal i butikker og kørte galt i en lånt bil med en kammerat, levede af Marsbarer og chips og blev usund og fedladen. Men fodboldtalentet var lysende og krystalklart.
I 1985 debuterede han for Newcastle, og gik ret hurtigt direkte i hjerterne på det entusiastiske publikum på St. James’ Park. Fodboldfolket deroppe elsker en fighter med liv og sjæl, og Gazza spillede som gjaldt det hjemstavn og arne, og så kunne knægten noget med kuglen. En sparketeknik af en anden planet gjorde ham til en konstant trussel for enhver modstander. Han var innovativ og særdeles impulsiv. En mand af folket med et flammende temperament og en brændende passion. Det ene øjeblik kunne han levere en pasning der nærmest hørte hjemme i et FIFA-spil, og det andet kunne han gå amok med en tackling i hoftehøjde. Potentialet var på højde med George Best og Kevin Keegan.
Sammenlignet med Maradona
Tottenham købte Gascoigne i 1988 for 2,2 millioner pund, dengang et højt beløb. Gazza brugte sit sign on fee til at købe et hus til sine forældre. Han spillede blændende for Spurs, men længtes hjem til Newcastle, og tog ved enhver given lejlighed nordpå for at hænge ud med de gamle venner og se The Magpies fra ståtribunen.
Samme år fik Gazza landsholdsdebut under Bobby Robson (mod Danmark), og han erobrede en fast plads som playmaker under VM i 1990 og blev nummer 4 i årets afstemning om Ballon d’Or.
Robson udtalte på det tidspunkt, at Paul var den bedste spiller han nogensinde havde arbejdet med (det sagde ikke så lidt), og at han var næsten på højde med Maradona. Sammenligningen var ikke helt skæv. Gazza kunne nogle af de samme ting som den forgudede El Diego; de tekniske lækkerier, den gudbenådede sparketeknik og det uregerlige og passionerede. Begge spillede med følelserne udenpå tøjet og havde et vanskeligt sind.
Efter at have medvirket til Tottenhams FA Cup triumf i 1991 (Gazza blev turneringens topscorer), blev han solgt til Lazio, hvor det fanatiske publikum spontant elskede ham. Tiden i Italien blev desværre martret af alvorlige skader, og Paul havde meget svært ved at håndtere modgangen og det psykiske pres. Han led af hjemve og der var konstante rygter om stort alkoholforbrug og upassende opførsel.
Efter et par næsten helt spildte år tog han hjem til de britiske øer i 1995 for at spille for Glasgow Rangers.
Med Laudrup på Ibrox
I den skotske storby var der højt til himlen og loftet, og Gazza kunne slippe afsted med sin aparte opførsel og private udskejelser, så længe han leverede varen på banen. Hvilket han gjorde. Samarbejdet med Brian Laudrup i Rangers’ offensiv blev intet mindre end legendarisk, og indbragte to skotske mesterskaber og en pokaltitel, men alkoholismen blev i længden for omfattende. Adskillige afgiftninger og indlæggelser kulminerede med et helhjertet forsøg på at tilspille sig en plads i Englands trup til VM i Brasilien, men landstræner Glenn Hoddle turde ikke binde an med Gazza, hvilket fik spilleren til at gå amok og kaste sig ud i en selvdestruktiv alkoholisme.
Karrieren blev forsøgt at få på ret køl i Middlesbrough og Everton, men skader og psykiske problemer obstruerede multitalentets udfoldelser.
Efter en tur til kinesisk fodbold røg støvlerne på hylden i 2004. Samtidig udkom biografien ”Being Gazza; Tackling my demons”, hvor Paul fortæller om bulimi, OCD, hyperaktivitet og bipolar lidelse, og giver indsigt i alkoholisme og et kokainmisbrug, der vel nærmest må tolkes som et (destruktivt) forsøg på selvmedicinering. Siden har han forsøgt selvmord, været arresteret flere gange for vold, gadeuorden og spritkørsel. Han optræder jævnligt i medierne, i de senere år i højere grad som fodboldekspert end i sladdersektionerne. Det er formentlig et positivt tegn.
