Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Han dominerede i Ajax - men Danmark så kun glimt af storheden

27.05.2026 Kl. 09:35
40 år i dag.

Kan man spille 51 landskampe for Danmark, og så alligevel efterlade en fornemmelse af, at talentet og kompetencerne burde have ført til mere? Det er den følelse som jeg sidder med, når det handler om dagens fødselar, den nu 40-årige Lasse Schöne. 51 landskampe er jo et imponerende antal, men Lasse kom reelt aldrig til at spille den nøglerolle i rød-hvidt, som potentialet ellers indikerede. 

Kæmpetalent

Lasse Schönes talent kom ikke fra fremmede. Bedstefaderen Willy Schøne var en glimrende halfback for Skovshoved i 1950’erne og opnåede adskillige B-landskampe. Og faderen Lars var en farlig angriber for bl.a. KB og B.1903.

Lasse udviklede sig til en konstruktiv midtbanespiller med en aldeles overlegen sparketeknik. Han startede oprindeligt som ungdomsspiller i B.70 Taastrup, og kom via Lyngby meget tidligt afsted til den hollandske talentfabrik Heerenveen på Abe Lenstra Stadion. Han var da også tidligt inde i billedet til DBU’s U-landshold, og repræsenterede Danmark på de forskellige årgange i alt 22 gange. I 2008 var han med til at spille EM-playoff for U-21 landshold mod Serbien (danskerne tabte desværre med 2 gange 0-1). 

Det blev dog aldrig til et stort gennembrud i frisernes fodboldhovedstad, men derimod til kontrakter med først de Graafschap og dernæst NEC Nijmegen. De to mindre hollandske klubber, kom til at fungere som springbræt til en aftale med Ajax Amsterdam (i 2012), hvor Schöne spillede syv strålende sæsoner og opnåede flere end 250 førsteholdskampe, tre mesterskaber og en pokaltriumf. 

I 2017 repræsenterede Lasse Schöne sin klub i Europa League finalen, hvor Manchester United dog vandt med 2-0. 

Selv om han spillede en fremragende sæson i 2019, hvor han som central midtbanespiller med ansvar for dødbolde mm., var stærkt medvirkende til Ajax’s The Double, lod manager Erik ten Hag alligevel Schöne skifte til italienske Genoa. 

Efter en noget turbulent tid Serie A, returnerede Schöne til den klub der i sin tid hentede ham til udlandet, frisiske SC Heerenveen. Og i 2021 fik den spilintelligente tekniker også comeback i NEC Nijmegen.

Blev aldrig helt etableret på landsholdet

På landsholdet blev det som nævnt – siden debuten mod Chile (hvor han scorede) i 2009 – til hele 51 optrædener og 3 mål. Han var med ved slutrunderne i 2012 og 18. Men utroligt nok fik Schöne kun 7 hele landskampe. 

Især Morten Olsen foretrak konsekvent Christian Eriksen og Michael Krohn-Dehli på pladsen som offensiv midtbanespiller, og det er egentlig lidt som om, at vi – trods de nominelt set mange kampe – aldrig fik set det bedste af Lasse Schöne i landsholdsregi. Vi fik simpelthen alt for få prøver på hans formidable skudstyrke og visionære overblik. Dertil var spilletiden for sporadisk fordelt. Der blev en del spilletid og nogle startpladser under Åge Hareide, men han formåede alligevel ikke helt at etablere sig som landsholdets playmaker.

Personligt vil jeg bedst huske hans anden halvleg i 1/8 finalen ved VM i 2018 mod Kroatien, hvor han med sin rolige boldomgang og sikre pasninger var udslagsgivende i forhold til, at Danmark kunne få et overtag mod de senere sølvvindere. Efter indskiftning i pausen tog Schöne styringen af det danske spil med stor effekt. Kroatien blev trykket tilbage, og danskerne leverede sine klart bedste 45 minutter i dén slutrunde. Desværre krøb holdet tilbage i pindsvinestilling i den forlængede spilletid, hvor de senere VM-sølvvindere atter fik et klart overtag. 

Schöne var, lige så lidt som Christian Eriksen og Nicolai Jørgensen, ikke i stand til at score i straffesparkskonkurrencen, og så røg Danmark ud. 

I marts 2021 spillede Lasse sin sidste landskamp i den danske 8-0-sejr mod Moldova i Parken, men han blev ikke udtaget til den danske EM-trup til slutrunden, og det kom til at markere en afslutning i forhold til landsholdet.

I maj 2025 stoppede Schöne definitivt den aktive karriere. Tipsbladet kunne samtidig annoncere, at fremtiden lå uden for fodboldens verden, i tøjbranchen. 

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce