Væltede Liverpool af tronen: Historien om manden bag Evertons gyldne superhold
Howard ”Howie” Kendall kom fra Nordengland. Han brød igennem som en spinkel, men teknisk dygtig halfback i Preston North End i første halvdel af 1960’erne, og han blev en af de yngste spillere i en FA Cup-finale i historien, da han som 17-årig repræsenterede Preston mod West Ham i 1963.
Kendall blev senere en del af en heftig Everton-treenighed, efter at Harry Catterick havde købt ham til Goodison Park i 1967. Den bestod af Colin Harvey, Alan Ball og Kendall. En formidabel midtbanekæde.
Han var flere gange i periferien af det engelske landshold, men uden nogensinde at få en cap. I 1974 kom Kendall til Birmingham City, og de næste år arbejdede han som spillende coach, og siden manager, i Stoke City og Blackburn Rovers. Da han blev hyret som Gordon Lees afløser i Everton i1981, var det til at begynde med i rollen som spillende manager, men efter kun fire kampe blev titlen reduceret til blot manager.
Byggede et superhold
Kendall havde ikke noget helt dårligt udgangspunkt for succes. Everton havde mange dygtige unge spillere, og klubben havde afgjort underpræsteret i den sidste tid under Gordon Lee. I løbet af de næste par sæsoner byggede Kendall et sandt vinderhold. Den fremragende walisiske målmand Neville Southall blev fast ankermand bag en defensiv med Southalls landsmænd Kevin Ratcliffe og ”Psycho-Pat” van den Hauwe, den solide forstopper Derek Mountfield samt højrebacken Gary Stevens. På midtbanen styrede den rutinerede Peter Reid begivenhederne sammen med Kevin Richardson og lidt senere Paul Bracewell, og de to teknisk dygtige wings Kevin Sheedy og Trevor Steven. Peter Reid savnede måske speed, men han var snu og forudseende og balancerede holdet på fremragende vis. Reid blev købt i Bolton Wanderers i 1982 for sølle 60.000 pund og blev måske Kendalls mest udspekulerede køb. I 1985 debuterede han for England i en alder af 29 år og opnåede 13 landskampe.
I front rådede Kendall over Gordon Lees opfindelse, den hovedspilsstærke Graeme Sharp og den energiske Adrian Heath, men først da manageren tilførte rutine i form af skotske Andy Gray i 1983, faldt brikkerne for alvor på plads. Gray blev købt i Wolverhampton for 250.000 pund, en million pund mindre end Wolves selv havde givet for strikeren i 1979, da de købte skotten i Aston Villa. Gray var en satsning, for mange regnede ham for færdig, men samarbejdet med Sharpe gik op i en højere enhed. I 1984 vandt Everton FA Cuppen med en finalesejr på 2-0 over Watford på mål af duoen Sharp/Gray. Og Liga Cuppen var nær blevet yderligere en triumf, hvis ikke lokalrivalerne Liverpool FC havde stået i vejen og taget trofæet efter to tætte kampe.
Toffees from heaven
Trods nederlaget til de røde så var byen Liverpools nærmeste fremtid ganske blå. For Everton forrykkede magtbalancen mellem de to konkurrenter de næste år. I 1984/85 regnede det med toffees from heaven. Sæsonen startede ganske vist møgelendigt, idet Everton tabte den første kamp mod Tottenham på hjemmebane med hele 1-4. Den næste match vandt West Bromwich på the Hawthorns, men så var Howard Kendalls mænd kalibreret. I de næste 11 kampe vandt Everton de ti og tabte kun en, og efter et lidt ujævnt decemberprogram stak Everton helt af. Fra Boxing Day til den 11. maj kunne ingen hamle op med de blå fra Goodison. Everton vandt 16 af 18 kampe og spillede to uafgjort. Af de sidste fire kampe kunne man tillade sig at tabe de tre, for forspringet var enormt, og den fjerde kamp var et Merseysidederby, som Everton vandt med 1-0. Det gav en margin ned til Liverpool i slutstillingen med hele 13 point. Og Everton kunne endda sikre sig yderligere to trofæer.
Den 15. maj kom det første af dem i hus, da Rapid Wien blev overvundet i Europa Cup turneringen for pokalvindere. Andy Gray, Trevor Steven og Kevin Sheedy sikrede triumfen i en finale, hvor englænderne var klart overlegne. Den moralske finale havde reelt været semifinalen mod Bayern München. Efter 0-0 i München sejrede Everton 3-1 på Goodison Park i en strålende kamp på mål af Sharp, Gray og Trevor Steven.
Blot tre dage senere kunne Everton fuldende et historisk og formidabelt hattrick, men Manchester United sejrede i en intens og episk FA Cup finale. United fik en udvisning – den første i en Wembley-finale i historien – allerede i første halvleg til forsvareren Kevin Moran, men de røde djævle fightede sejren hjem på et mål af Norman Whiteside i den forlængede spilletid. Begge hold var på randen af et kollaps af træthed.
Trods nederlaget var sæsonen en outstanding triumf for Howard Kendall og hans team, men det gav en bitter smag i munden, at der ikke kunne spilles Europa Cup fodbold året efter. Det satte begivenhederne på Heysel Stadion en stopper for. Dermed blev Evertons triumf i Rotterdam i pokalvinderturneringen det sidste engelske Europa Cup trofæ indtil 1991.
Graeme Sharp havde en fantastisk sæson med 21 ligamål, og samarbejdet med Andy Gray i angrebet havde været sublimt. Alligevel valgte Howard Kendall at foretage et skift i sin forwardformation. Gray blev solgt til Aston Villa – imod supporternes ønske – og i hans sted hentede manageren den uhyre lovende Gary Lineker i Leicester City for 800.000 pund. Det viste sig at være et røverkøb. Lineker scorede 30 ligamål for Everton i 1985/86-sæsonen. Liverpool FC tippede dog magtbalancen ved Mersey – og i engelsk topfodbold – tilbage, da the Reds tog både mesterskabstitlen og FA Cuppen for næsen af Everton. I ligaen var det et tæt race til det sidste, men et Evertonnederlag i tredjesidste spillerunde til Oxford United blev udslagsgivende. Liverpool vandt med et samlet forspring på blot to point. Som erstatning for Europa Cup turneringerne forsøgte FA at etablere en Super Cup mellem de bedste engelske klubber, the Screensport Super Cup, men den blev også vundet af Liverpool FC med en finalesejr over Everton.
Tabte Lineker – men vandt mesterskabet
Med tre andenpladser havde Howard Kendall revanche til gode over for bysbørnene. Udgangspunktet var halvskidt. Kendall forsøgte med næb og kløer at holde på topscorer Lineker, men efter et længere tovtrækkeri skiftede angriberen til FC Barcelona. Kendall kunne ikke erstatte sin superforward, men Evertons kollektiv var så stærkt og sammentømret, at man kunne sikre det andet mesterskab på tre år og sætte rivalerne fra Liverpool til vægs med et forspring på hele ni point. Everton opnåede 86 point – præcis det samme udbytte som året før – og denne gang rakte det altså til guldet. En flot serie på ti sejre i de sidste 12 kampe viste sig uimodståelig for konkurrenterne.
Kendall konsoliderede sin defensiv med køb af den stærke centerforsvarer Dave Watson fra Norwich og den rutinerede venstre back Paul Power fra Manchester City. I slutningen af sæsonen bragte Kendall den erfarne angriber Wayne Clarke fra Wolverhampton ind som supplement til offensiven. En dreven beslutning, eftersom Clarke scorede fem gange i de sidste ti kampe. Forwarden var af den berømte Clarke-familie med brødrene Allan, Frank, Kelvin og Derek.
Uden europæiske titler at spille om fornemmede Howard Kendall måske, at tiden var kommet til at søge udenlandske udfordringer. Han tog til Baskerlandet og stod i spidsen for Athletic Bilbao et par sæsoner, men uden den store succes. Siden havde han to comebacks i Everton, dog uden at være i stand til at genskabe den gyldne periode i midtfirserne. Årets Manager i England 1985 og 1987 døde i 2015, kun 69 år gammel.
