Slog Arsenal og vandt Europa: Den tragiske historie om den engelske landsholdsbomber
Centerforwarden Paul Mariner var en uundværlig og helt uvurderlig del af det Ipswich Town-mandskab, som manager Bobby Robson dygtigt og metodisk byggede op i 1970’erne.
Ipswich i Robsons billede
Robson fortjener en plads blandt de dygtigste managere i engelsk fodbolds historie, selv om han aldrig vandt det engelske mesterskab som træner. Efter en fin aktiv karriere overtog Robson managerjobbet i Ipswich i 1969. Allerede i 1973 havde han omformet en typisk midterklub til et frisk spillende potentielt tophold. Det var med den lille, men meget atletiske målmand Paul Cooper, der sammen med forsvarerne George Burley, Mick Mills, Alan Hunter og Kevin Beattie udgjorde en stærk defensiv base. Brian Talbot og sydafrikaneren Colin Viljoen bandt spillet sammen på midtbanen, og David Johnson og Trevor Whymark udgjorde et stærkt og lovende angreb.
Placeringer som nummer fire i 1973 og 74, nummer tre i 1975, en sjetteplads i 1976 og igen en tredjeplads i 1977 var præstationer, der med al tydelighed viste, at Ipswich var et hold, der blev styret med sikker hånd. Alligevel blev det regnet for en større overraskelse, da the Tractor Boys slog Arsenal i FA Cup-finalen i 1978 med 1-0, på trods af at Ipswich i en årrække havde klaret sig væsentligt bedre i ligaen end the Gunners. Der var noget underdog over East Anglia-klubben fra Portman Road, men FA Cup-triumfen ændrede omverdenens syn på Ipswich. Langt om længe, kan man sige. I de følgende år udfoldede Robsons drenge for alvor potentialet.
En stor del af holdets optimering afhang af etableringen af et nyt, stærkt centerforsvar med Terry Butcher og Russell Osman, samt ikke mindst erhvervelsen af de to hollændere Arnold Mühren og Frans Thijssen. Men mindst lige så væsentlig var holdets giftige angrebsduo bestående af Paul Mariner og Eric Gates.
Targetman med høj klasse
Bobby Robson foretrak, ligesom sin forgænger i managerjobbet i Ipswich, Sir Alf Ramsey, at spille uden deciderede wings. Det betød, at der var god brug for en bevægelig offensiv med en fysisk stærk angriber, der kunne agere spilstation. Det var Paul Mariner i en nøddeskal. Han var usædvanlig stærk i hovedspillet. Som targetman var han ganske enkelt uforlignelig. Alle bolde, der blev sparket op imod ham i luften, blev headet præcist ned for fødderne af John Wark, Mühren eller den lille, skudstærke Eric Gates. Det satte Ipswich i stand til at vende spillet med lynets hast og fastholde bolden i egne rækker i pressede situationer. Skotske John Wark, der opererede fra den offensive midtbane, kom derved ofte i fordelagtige positioner foran modstandernes mål. Wark scorede hele 36 gange i sæsonen 1980/81. Det var egentlig Ipswichs og Bobby Robsons år.
The Tractor Boys spillede fremragende og var ubesejret i ligaens første 14 kampe. Yderligere en stærk periode fra 20. december til den 14. marts, hvor Ipswich vandt 12 ud af 14 kampe og spillede to uafgjort, syntes at sikre mesterskabet. Men Aston Villa hagede sig fast i Ipswichs baghjul, og mod slutningen af sæsonen løb Robson og hans drenge tør for kræfter. Ipswich tabte syv af de sidste ti kampe, og Aston Villa smuttede forbi til slut.
Der var dog lidt trøst at finde i UEFA Cup turneringen, der endte med en samlet finalesejr på 5-3 over AZ Alkmaar med danske Kristen Nygaard. Mariner/Gates-konstellationen blev da ofte suppleret af skotten Alan Brazil, således at Ipswich reelt spillede med tre forwards.
Paul Mariner blev hentet til Ipswich af Bobby Robson i 1976 fra Plymouth Argyle. Kun et halvt år senere debuterede den hyperfarlige centerforward på det engelske landshold, og siden opnåede han 35 landskampe og scorede 13 gange. Mariners to bedste sæsoner var i 1980 og 81, hvor Ipswichs succes kulminerede. Han nettede da henholdsvis 22 og 26 gange i alle turneringer, og han stod for et meget afgørende mål, da Ipswich vandt UEFA Cuppen.
Da Bobby Robson blev udnævnt til landsholdsmanager i 1982, smuldrede Ipswich gradvist som tophold. Mariner blev solgt til Arsenal i 1983/84-sæsonen. Planen på Highbury var, at han skulle danne et klassisk angrebspar med teknikeren Tony Woodcock, som Arsenal hentede hjem til England fra FC Köln, men det blev aldrig helt vellykket.
Efter 60 ligakampe (14 mål) for The Gunners i 1984-86 kom karrieren ud på en glidebane. Portsmouth blev sidste base inden Mariner tørnede ud for obskure klubber i Australien, USA og på Malta. Forsøg på at etablere sig som manager i Plymouth og Nordamerika blev heller ikke den store succes.
I juli 2021 døde Paul Mariner af hjernekræft. Han blev kun 68 år.
