Fra frontlinjen ved Dunkerque til landsholdshattrick: Den vilde historie om 'Golden Boy'
Wilf “Golden Boy” Mannion blev født på denne dag i 1918. Han voksede op i fattigdom i en familie af irske immigranter og var havnearbejder som teenager, inden en eller anden vaks scout spottede den relativt lille og spinkle fyr med det gigantiske fodboldtalent.
Blonde Mannion spillede innerwing (nogle gange wing) og brillerede med fuldendt teknik og et gudbenådet overblik. Han opnåede 368 kampe for Middlesborough (110 mål), på trods af at karrieren blev kraftigt afbrudt af 2. verdenskrig.
Fra krigsfronten til det bedste engelske landshold nogensinde
Han kom i hærtjeneste fra begyndelsen af krigen, og i modsætning til mange andre fodboldprofiler, der gjorde tjeneste som fysiske instruktører, kom Mannion til fronten. Han blev evakueret med ekspeditionsstyrken ved Dunkerque i 1940, da Europas demokratiske fremtid hang i en tråd, og han kom senere til Nordafrika med Montgomerys berømte 8. Armé, og var i forreste linje i felttoget i Italien. I slagene på Sicilien og ved Anzio havde hans bataljon frygtelige tab. Han blev aldrig såret i kamp, men blev ramt af malaria under en orlov i Egypten. Heldigvis kom han sig, og kunne i 1946 genoptage fodboldkarrieren. Han blev udtaget til det engelske landshold mod Nordirland og kvitterede med et hattrick i den engelske 7-2-sejr. Samme år slog England bl.a. Holland med 8-2, Portugal med 10-0 og Wales og Frankrig med 3-0.
Året efter bankede et kombineret britisk mandskab Europa-holdet, med Carl Aage Præst og Poul Petersen, med hele 6-1 på Hampden Park foran 120000 tilskuere.
Mannion blev en vital del af det engelske landshold, og succesen kulminerede da man slog Italien i Torino med 4-0 i 1948, med en forwardkæde som Three Lions aldrig før eller siden har kunnet matche: Tom Finney, Wilf Mannion, Tommy Lawton, Stan Mortensen og Stanley Matthews. Samarbejdet i venstre side mellem Finney og Mannion var kræs for kendere på allerhøjeste internationale hylde.
Troldmanden Stanley Matthews udtalte engang: ”Wilf Mannion was the Mozart of football. Stylish, graceful, courtly. Showing exquisite workmanship with the ball”. Store ord fra en stor mester.
Desværre smuldrede den ikoniske forwardkæde alt for hurtigt. Skader, alder og en udtagelseskomité, der var alt for fragmenteret, betød at England mistede sin internationale førerposition, og da man, for første gang i historien, stillede op til et verdensmesterskab i 1950 i Brasilien, endte deltagelsen i monumental fiasko. Samlet fik Mannion 26 landskampe (11 mål).
Den gyldne dreng gjorde oprør
Mannion ønskede en transfer til Aston Villa i 1948, men dengang sad klubberne med en enevældig magt. Selv om spillernes kontrakter udløb, kunne arbejdsgiverne fastholde dem og forlange høje transfersummer.
Boros manager, den gamle Arsenal-legende David Jack, afviste blankt Mannions transferkrav. Denne reagerede med at gå i strejke. Det efterlod klubben i særdeleshed, og engelsk fodbold i almindelighed, i granatchok. En topspiller, endda landsholdsspiller, og en af de absolut bedste i landet nægtede at stille op for sin klub. Pressen var i vildrede. ”Fodboldens Mozart” nød enorm popularitet, men kunne man støtte op om den slags fagforeningspolitik? Ville engelsk fodbold ikke ende i kaos, hvis de ansatte havde magt til at dreje armen om på arbejdsgiverne?
Den indlysende uretfærdighed det indebar, at spillerne reelt var systemisk stavnsbundne, blev generelt negligeret. Klubbestyrelserne stod sammen, og det blev – af principielle årsager – besluttet, at ingen skulle byde ind på opsætsige spillere. Ikke engang folk af Mannions kaliber. Desuden besluttede forbundets udtagelseskomité at droppe Mannion i forhold til landsholdet, indtil han opgav sit forehavende.
Efter nogle måneder i selvvalgt isolation måtte Wilf krybe til korset og lade manageren sætte hans navn på holdkortet. Han fik ingen løn i sin strejkeperiode og mistede således omkring 400£ – en stor sum dengang. Købstilbud fra Everton, Aston Villa og Oldham blev pure afvist af Middlesbrough. Således fortsatte klubbernes hånd- og halsret over aktørerne helt frem til Bosmandommen i 1995.
I 1954 lagde Mannion op, efter at Middlesbrough var rykket ned i 2. division, men han tog dog kort efter et comeback i Hull City. Fodboldforbundet havde imidlertid ikke glemt hans oprør i 1948, og forlangte at han afslørede hvilken klub, der – bag om ryggen på Middlesbrough – havde henvendt sig for at foranledige et klubskifte. Mannion nægtede at udlevere disse oplysninger, og selv om sagen var 6 år gammel, dikterede forbundet en karantæne. Hvilken nidkærhed! Wilf fik kun spillet 18 kampe for Hull inden støvlerne definitivt røg på hylden. Han fik arbejde på Vauxhalls bilfabrik i Luton, og et forsøg på at etablere sig som manager i non-league klubben Earlestown endte med klubkonkurs og fyring.
Trods 18 års tjeneste i Middlesbrough så bestyrelsen i årevis skævt til klubbens bedste spiller gennem tiderne. Først i 1983 fik Mannion en testimonial, med en kamp mellem det engelske landshold og Middlesbrough.
Efter boldgeniets bortgang i 2000 blev der opstillet en statue af ham foran Riverside Stadium. Han blev posthumt optaget i engelsk fodbolds Hall of Fame i 2004.
