Født på denne dag i 1942.

William John Terence (Terry) Neill var en uhyre stærk forsvarsstyrmand i Arsenal i 1960’erne.

Han spillede 59 landskampe for Nordirland, og han blev regnet for så dygtig en strateg på banen, at han blev udnævnt til spillende manager for sit land i 1971.

Neill havde også et indgående kendskab til fodbold-gamet på andre parametre, idet han havde været en stærk leder af de professionelle spilleres fagforening. Som manager indtog han imidlertid ”den modsatte side af forhandlingsbordet” når det kom til forhandlinger af løn, vilkår osv.

Det gjorde Neill først i Hull City, hvor han sad i chefstolen 1970-74, sideløbende med engagementet som spillende træner for Nordirlands landshold. I 1974 blev han manager i Tottenham.

Som tidligere Arsenal-profil var han ikke det mest oplagte manageremne på White Hart Lane. Resultaterne var ret pauvre, men ikke desto mindre hentede Arsenal ham ”hjem” i 1976, hvor Bertie Mee blev fyret efter en meget ringe sæson, hvor The Gunners nær var rykket ned for første gang siden 1919.

Dårligt valg af coach

Begyndelsen var svær. En manager i engelsk fodbold på den tid forlod sig i dagligdagen i høj grad på en coach, der kunne træne og trimme truppen fysisk og sørge for det taktisk grundlæggende. Bertie Mee havde haft et sådant parløb med Dave Sexton og Don Howe.

Men Neill insisterede på den tidligere Evertontræner, Wilf Dixon. Det var et dårligt valg. Stjernen Alan Ball kendte Dixon sin fortid på Goodison Park og nægtede nærmest at samarbejde med ham. Den nyindkøbte playmaker Alan Hudson havde et lignende dårligt forhold til coachen, og i det hele taget lagde Hudson sig hurtigt ud med både trænerstab og manager, hvilket kulminerede med, at han udvandrede fra et taktikmøde hvor han fandt Neills faglige indsigt utilstrækkelig.

Powerforwarden Malcolm Macdonald blev købt for en rekordsum i Newcastle, men også ”Super Mac” havde disciplinære udfordringer, der nær havde ført til fatal karambolage med trænerteamet. Macdonald blev dog på Highbury, mens Ball og Hudson hurtigt røg ud.

Nordireren havde en heldigere hånd med andre transfers. Det var et scoop at han hentede Pat Jennings ind fra Spurs, og spillere som Brian Talbot, John Hollins, Alan Sunderland og Kenny Sansom blev kulthelte og fanfavoritter.

Neill var mere eller mindre tvunget til at skille sig af med Dixon, og ansatte i hans sted den fagligt stærke og højt respekterede Don Howe, der dermed vendte tilbage til Arsenal efter en (mislykket periode) som manager i WBA.

I 1978 kvalificerede Arsenal sig til FA Cup finalen, men tabte skuffende til Ipswich efter at manageren valgte at satse på to halvskadede nøglespillere, Macdonald og Liam Brady til sin startopstilling. Ingen af dem burde have spillet.

Udmattede Gunners tabte det hele på gulvet

I 1979 sejrede The Gunners i den uforglemmelige ”5-minutters finale” over Manchester United, men året efter tabte en flok helt nedkørte og udasede kanonartillerister med vådt krudt i skytset til 2. divisionsklubben West Ham i finalen, og inden for samme uge, også til Valencia i slutkampen i Europa Cuppen for pokalvindere.

Set i bakspejlet burde Neill have økonomiseret anderledes med sine spillere. Flere af aktørerne var oppe og runde 70 kampe på en sæson. Det var umenneskeligt. I FA Cup finalen var de sidste ressourcer brugt op.

Året derpå burde Neill have gjort meget mere for at holde på stjernespillerne Liam Brady og Frank Stapleton, men valgte i stedet en fornærmet attitude i forhold til at de to irere ytrede ønske om at komme til andre græsgange. Brady fik lov til at rejse til Juventus og Stapleton til konkurrenterne Manchester United. Transferindtægterne var ikke prangende.

Manageren kompenserede med storstilede og spektakulære indkøb af folk som Tony Woodcock, Paul Mariner, Lee Chapman og Vladimir Petrovic. Men kun førstnævnte levede op til forventningerne. Da han hentede angriberen Clive Allen for et rekordbeløb fra QPR i 1980, blev hovedet slået på sømmet.

Der var tilsyneladende ingen reel plan med Allen, der blev byttet væk for Kenny Sansom, uden at have spillet en eneste kamp for Arsenal. Byttehandlen indeholdt megen symbolik. Terry Neill prioriterede tydeligvis defensiven. Sansom var en strålende forsvarsspiller, men Allen blev topscorer i Crystal Palace og senere Tottenham.

Hvert eneste år var Arsenal med fremme i efteråret, men tabte så pusten i juleprogrammet og blev henvist til sløje sekundære placeringer. I 1983 fik bestyrelsen nok og skred til fyring. Det blev hans sidste managerjob. Terry Neill gik bort i 2022.

Det står nu klart, at Arsenal møder Paris Saint-Germain i Champions League-finalen i Budapest den 30. maj. Nu hylder Michael Laudrup én ekstraordinær spiller. Læs mere.