Som aktiv var Arne Sørensen en elegant og intelligent forsvarer, der opnåede 30 landskampe for Danmark, 3 som anfører. Fodboldopdragelsen fandt sted i barndomsklubben B.1903, hvor veteranen Ernst Nilsson tog de unge fremadstormende løver, Arne Sørensen og hans kammerater Børge Mathiesen og Alex Friedmann, fra ungdomsafdelingen under sine brede vinger. 03’erne blev danske mestre i 1938. Arne Sørensen skiftede i 1941 til B.93, hvor han havde mægtig sportslig succes med to danmarksmesterskaber.  

Karrieren i dansk fodbold blev afsluttet med den triste og forsmædelige ”Salamander-skandale”. Arne og klubkammeraten ”Lille-Kaj” Hansen blev anklaget for at have modtaget penge under bordet ifm. at de blev spillende trænere i Skovshoved IF. Begge blev erklæret professionelle, og Arne drog til Frankrig og spillede nogle år i Stade Francais og Nancy. 

Da han vendte hjem til Danmark i 1949, var det til den obligatoriske 2-årige spillerkarantæne. Den aktive karriere var forbi, og jobbet som blikkenslager kaldte. Men det gjorde fodbolden imidlertid også. Arne uddannede sig som træner under DBU’s kursusrække, og fik sideløbende mulighed for at tage det engelske fodboldforbunds kurser, direkte ledet af Englands første landsholdstræner, Walter Winterbottom. 

Det første trænerjob i AaB gik ikke ret godt. Men Arne tog udfordringen op og lærte af sine fejl. Selvkritik var en af hans stærke sider. Han brugte sine erfaringer i den næste ansættelse – i Skovshoved.  

I 1951 førte Arne skovserne op i 1. division på en målaverage der var 1/1000 bedre end Fremad Amagers. Og to år senere blev de blåklædte fra Krøyersvej nummer 2 i 1. division. Den sensationelle præstation blev platform for at Arne Sørensen kunne skrive kontrakt med AB. 

Kultursammenstød

I fine gamle Akademisk Boldklub stod Arne konfronteret med en helt særegen klubkultur. I AB lagde man aldrig bånd på individualisterne. Man nedlod sig ikke til at juble over en scoring – herregud, det var jo kun fodbold. Og fysisk træning var stærkt ugleset. For Arne var det helt basalt, at spillernes fysiske forudsætninger for at præstere var i top. Han havde noteret sig de to pionerer, Ove Bøje og Aksel Bjerregaards succes med landsholdet op til OL i 1948. Arne sugede til sig og anvendte nogle af de samme principper i sin tilgang til træningen. 

Det krævede en helt særlig pædagogisk indsats at få AB-truppen med på de præmisser, men Arne var god til dét som vi i dag ville kalde mandskabsbehandling; han var i øjenhøjde med sine spillere, uden samtidig at sætte sin autoritet over styr. Det hjalp utvivlsomt, at kulturbæreren Knud Lundberg havde stor respekt for Arnes faglighed. Fire sæsoner i AB førte til 2 andenpladser og 2 tredjepladser i DM-turneringen og en (tabt) pokalfinale. 

De markante præstationer i Skovshoved og AB havde vakt DBU’s interesse. Der skulle, for første gang i historien, ansættes en fuldtidstræner for landsholdet. Jobbet var dog en hybrid imellem en moderne landstræner og den gamle ”rigstræner” stilling, hvor den ansvarlige – sideløbende med at coache landsholdet – skulle rejse land og rige rundt og holde foredrag for ildsjælene og varetage fællestræninger i breddeklubberne mm. 

Glemt var tilsyneladende fortidens skærmydsler med DBU, for Arne fik jobbet i 1956. Opgaven var mangesidet, men fokus var først og fremmest med sigte på OL-turneringen i 1960.

Landstræner med sløje forhold

Jobvilkårene for den nyansatte landstræner må have gjort ondt på den meget seriøse Sørensen. Til udekampene mødtes spillertruppen tidligt på kampdagen i lufthavnen, og tiden i flyet gik med at træneren gik rundt til de forskellige spillere og forklarede det taktiske oplæg. Hjemmekampene havde almindeligvis et lignende tidspres. Fra gammel tid lagde man, i landsholdets regi, ikke ret stor vægt på det taktiske. Det, mente man, lå på plads på forhånd. Desuden havde almindelige lønmodtagere jo kun 1 fridag, og det tog tid at transportere sig til København fra provinsen, så hvis man mødtes et par timer før kampstart, så var det tilstrækkeligt. I stedet blev der fokuseret på banketter efter landskampene, hvor de fine gamle amatøridealer for sportsmanship foldedes ud, men hvor træneren, over champagneglassene, ikke kunne gøre megen faglig forskel. 

I juni 1959 fik Arne endelig sin vilje. Han fik en hel weekend til at arbejde med spillerne før prestigelandskampen mod Sverige. DBU havde købt folk fri til den store arvefjendedyst, så landstræneren for en gangs skyld kunne sætte sit aftryk. Det gjorde Arne i kraft af en fysisk træningsoverhaling, der desværre sugede al saft og kraft ud af spillerne. Det var året efter den berømte 4-4-gyser i Stockholm, og der var lagt op til at svensken endelig skulle mules. Men et træt og stivbenet dansk landshold blev banket gult og blåt med de ydmygende tenniscifre 0-6. For Arne var det en kolossal nedtur. Han havde doseret træningen helt forkert og spildt muligheden for en længe ventet sejr i det årlige naboopgør. Men Sørensen fra Thomas Laubs Gade på Østerbro var ikke sådan at vælte. Med stor tålmodighed og flid – men knapt så godt spil – blev kvalifikationen til de Olympiske Lege sikret, og Arne lancerede, i samarbejde med atletikspecialisten Aksel Bjerregaard og eliteklubberne, et storstilet program for fysisk træning for OL-emnerne, der skulle bringe landsholdsspillerne i historisk god fitness.

Taktiker forud for sin tid

Det er umuligt at vide med sikkerhed, men jeg tror, at Arne Sørensen havde stor indflydelse på DBU’s udtagelseskomités beslutninger. I alt fald ligger det helt fast, at Arne styrede det taktiske med fænomenalt overblik og vision.

Han gik ”all in”, som man siger nu om stunder, på en rutineret forsvarsbase med Henry From som sidste skanse, i samarbejde med forsvarskrumtappen fra AGF, den høje, luftstærke Hans Christian Nielsen. Som backs foretrak landstræneren den stenhårde Poul Jensen fra Vejle, og enten stortalentet Arne Karlsen fra KB eller Skovshoveds pålidelige Poul ”Løve” Andersen. Ulykkeligvis berøvede den forfærdelige flyulykke i Kastrup på tragisk vis Karlsen og 7 andre unge landsholdsspillere livet.  

Da den forfærdelige nyhed om flystyrtet ramte Herning, hvor de omkomne skulle have spillet træningskamp mellem B- og U-landsholdet, begik Arne en genistreg. Han samlede på stedet alle de involverede spillere på Den Jyske Idrætshøjskole i Vejle, hvor de brugte aftenen i fællesskab på at bearbejde det ubærlige tab af deres nære kammerater. I dag ville vi kalde det psykisk krisehjælp. For Arne var det bare en del af hans store omsorg for de mennesker som han arbejdede tæt sammen med.

Ligesom da Alf Ramsey 6 år senere introducerede sin ”Wingless Wonders” taktik på det engelske VM-guldhold, indså Arne, at det ikke duede med luksus-kantspillere. Det var intet mindre end et fundamentalt opgør med en af de mest fasttømrede dogmer i dansk fodbold; det engelsk inspirerede wing-spil. ”Spil dine fløje, selv om de er sløje” havde været mantraet i hele 1900-tallet i dansk fodbold, ikke mindst på landsholdet. Opgaven var at omstille to af landets dygtigste tekniske aktører til at agere tilbagetrukne kanter, eller wingbacks som vi afgjort ville kalde det i dag. Elegantieren Poul Pedersen og legebarnet Jørn Sørensen udfyldte, til de flestes store overraskelse, deres nydesignede rolle til perfektion. Dermed fik landsholdet et mere kompakt udtryk. Det blev forstærket af løbestærke Bent Hansen på den defensive midtbane, der både fungerede som brandslukker i maskinrummet og opbakning til den lidt tunge centerhalf, Hans Chr. Nielsen. Halfback-makkeren Flemming Nielsen kunne indtage en lidt mere offensiv position, hvorved hans mesterlige lange afleveringer (og langskud) kom til sin ret. 

Også med hensyn til angrebsformationen var Arne forud for sin tid. Han ønskede ideelt set en 2-mands frontoffensiv med to spydspidser og en spilfordeler, en ”10’er” liggende lige bagved. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Arnes ønskedrøm var at se en duo bestående af multitalentet Harald Nielsen parret med dynamiske Ole Madsen. Visionen lykkedes, af forskellige årsager, desværre aldrig. Ole Madsen valgte OL fra, af økonomiske grunde. Men tænk hvilken power det danske landshold kunne have mønstret med granatkasteren Harald og kampvognen Ole på samme tid! I stedet måtte Arne (og UK) vælge imellem B.1909’s bohême John Danielsen og kanonskytten Henning Enoksen til at supplere Harald. Ikke dårlige alternativer. Som 10’er drattede superteknikeren Tommy Troelsen ned i Sørensens turban. Den purunge Vejlespiller fik et kæmpe gennembrud kort før OL, og – trods manglende speed – udfyldte han rollen som fodermester til angrebet fremragende. Dermed spillede landsholdet en forbløffende moderne 5-3-2, eller 3-4-1-2 taktik i Rom. 

I de indledende kampe mod Argentina og Polen var danskerne stærkt nedpresset, men fysikken stod distancen, og landstrænerens kontrabaserede taktik fungerede optimalt. Harald Nielsen var indiskutabelt den funklende stjerne, men det var frem for alt kollektivet der var nøglen til succesen. Og det faktum, at Danmark rådede over en verdensklassetræner, der med usvigelig sikker hånd styrede den taktiske proces. Den kulminerede med en strålende præstation mod de forsvarende olympiske mestre, Ungarn, i semifinalen, hvor danskerne gradvist løsnede op for defensiven og spillede favoritterne ud af banen.

Stolen for døren

Efter de stærkt opmuntrende OL-sølvmedaljer var Arne Sørensen sikker på, at tiden var inde til en omstrukturering af landstrænerjobbet. Det var coachingen og den fortsatte opbygning af landsholdet, der grundlæggende interesserede ham. Ikke den megen rejseaktivitet rundt i landet og alle foredragene. Det hørte den gamle ”Rigstræner-stilling” til. Han foreslog kækt DBU en reorganisering, formentlig i sikker forvisning om, at han stod stærkt efter triumferne i Rom. Men DBU slog bak. Tiden var ikke til en sådan modernisering af landstrænerjobbet. Bredden skulle også tilgodeses, hvis det skulle have mening at bruge penge på en fuldtidsansat sportslig ansvarlig. 

Arne lagde pres på arbejdsgiveren ved at true med at sige op. Men fik stillet stolen for døren. 

Uanset hvad, havde det været vanskeligt at følge op på OL-sensationen. Man kunne ikke i længden byde amatørspillerne den krævende specialtræning og Bjerregaards circuit-programmer. 

Sæsonen 1961 blev da også en blandet landhandel for landsholdet. Nederlag på 1-5 og 0-5 til henholdsvis Tyskland og Polen, og endnu en skuffelse mod arvefjenden Sverige, viste at det var blevet hverdag efter de glade stunder i den evige stad. I Arne Sørensens afskedskamp i Idrætsparken gik tingene dog op i en højere enhed. Finland fik en voldsom sæk på 9-1, og hele Parken råbte taktfast på den populære træner: ”Arne, Arne”, rungede det på lægterne. 

Det kan godt ærgre, set i bakspejlet, at Arne ikke fik lov at fortsætte sit virke med landsholdet. Men når alt kommer til alt, så var de sportslige muligheder for begrænsede af de udstukne vilkår. Til gengæld er det brandærgerligt, at Sørensen aldrig fik chancen for at træne et tophold i en udenlandsk liga. Potentialet var tårnhøjt.

I stedet blev det til tre danske mesterskaber med Esbjerg, KB og Hvidovre. Og i Arnes sidste engagement førte han Fremad Amager frem til en stærk position i dansk fodbold, og introducerede de senere ”Ajax-tvillinger”, Frank Arnesen og Søren Lerby. Der var snak om, at Arne skulle tilbage til AB, men han blev syg og gik bort den 1. maj 1977, kun 59 år gammel.

Danmarks verdensklassetræner er endnu til dato ikke optaget i DBU’s Hall of Fame. Det er skandaløst.

Statistik:

Landstræner 1956-61.

48 landskampe. 22 sejre, 8 uafgjort, 18 nederlag. Målscore: 108-100.

OL-sølv i 1960.